Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Uligheden begynder med valg af dagtilbud.

I dag er kampen for at sikre de bedste skoler og daginstitutioner til alle samfundets børn aflyst, og de kommende årtiers ulighed grundlægges af de uselviske børnefamilier i middelklassen.
Sådan skriver Johanne Mygind i Information 14. december 2007 – og det begrunder hun nærmere ved at påpege, at egoismen præger mange forældres valg af daginstitution.

Egoisme.

Middelklassens jagt på det absolut bedste til deres børn er i et samfund med stor valgfrihed med til at uddybe kløften mellem de ressourcestærke - og så de andre.

Hvilken pædagogik arbejder I ud fra?, spørger jeg og ser inkvisitorisk på pædagogen, efter at hun har forklaret mig om puttetider og legepladsens indretning.
Væsentlige og relevante emner, når man, som jeg, er ude for at vælge den helt rigtige vuggestue til mit barn.
Og guderne skal vide, at der er forskel på de københavnske vuggestuer.
Her er alt fra nedslidte institutioner bygget i starten af 1950'erne til tindrende nye idrætsvuggestuer oprettet af pædagoger med særlig interesse for motorisk udvikling.
Det er kun for syns skyld, at jeg spørger til pædagogikken, for jeg kan se på to minutter, om det er en god institution eller ej.
Det fremgår af de små børn, som tuller rundt i vuggestuen.
I de gode institutioner går børnene i Katvigtøj, bliver kørt til vuggestue i Brio-barnevogne og har navne som Villads, Klara eller Alma, i de dårlige hedder de Muhammed og Michella har franskbrød med på madpakken og giver pædagogerne grund til at arbejde særlig med sproglig indlæring.
At den sociale segregering nu starter ved etårs alderen gør bare mit arbejde med at finde en god vuggestue så meget mere vigtigt.

Det gælder jo om at sikre, at min lille dreng får en dagligdag, som er mindst muligt mærket af nedskæringer, personalemangel og det faktum, at vores nye hus ligger i et kvarter, som både rummer rækkehuse og tungt socialt boligbyggeri.

Fællesskabet er aflyst.

Jeg er ikke den eneste, som er ude for at se på vuggestuer, for i dag er kampen for at sikre de bedste skoler og daginstitutioner til alle samfundets børn aflyst.
I stedet er det blevet enhver middelklasseforældrenes selvbestaltede pligt at sørge for, at ens barn får det bedste, som det offentlige har at byde på.
Det er kun forældre, som ikke interesserer sig eller magter at interessere sig for deres barns pasning, som bare kunne finde på at sætte deres barn i den nærmeste vuggestuestue eller den lokale skole. Den gode mor og far tager på besøg i forskellige vuggestuer og overvejer, hvilke skoler, man skal skrive sit barn op til - de mest eftertragtede privatskoler skriver gerne de nyfødte babyer op til skolestart i 2012.
At man helst vil undgå socialt belastede børn og gerne vil have ressourcestærke legekammerater til sine børn, er ikke noget, som man behøver at skjule, for som vi forældre siger til hinanden helt uden skamfølelse: Intet er jo godt nok til ens eget barn.

Rendyrket egoisme.

Holdningen er dybest set rendyrket egoisme, men det er det de færreste, som erkender, for forældreskabet opfattes som det stik modsatte.
At få børn er instant næstekærlighed - en klokkeklar demonstration i ens evne til at sætte sig selv i anden række for et andet menneskes skyld.
Det er singlerne eller 68'erne som bliver anklaget for individualisme, ikke småbørnsforældrene, som har gjort deres for befolkningstilvæksten og har et lille liv som er helt afhængig af deres gøren og laden.
Og middelklassens småbørnsforældre tager også ansvaret på sig med både iver og alvor.
Det koster tid og kræfter at sørge for, at barnet bliver stimuleret, aktiveret og bespist efter pædagogers, sundhedsplejerskers og andre eksperters anbefalinger, men selv de mest stressede karriereforældre har et par håndbøger i børneopdragelse under sengen, og sørger for, at deres barn både får økologisk grønsagsmos og demokratisk dialog.
På trods af politikernes omsorgsfulde bekymring for børnefamilierne, viser undersøgelserne igen og igen, at middelklassens børn aldrig har haft det bedre.

Hvem skaber uligheden?

Spørgsmålet er så, hvad der sker i et samfund, som er befolket af forældre, som vil gøre alt for deres børn, men som har opgivet visionen om at sikre alle børn en velfungerende dagligdag?
Hvordan klarer de børn sig, som ikke har forældre, der stiller krav til skole og institution og sørger for økologisk grønsagsmos?
Og hvordan skal disse børn nogen sinde kunne konkurrere med middelklassens velstimulerede øjensten, når de en dag bliver voksne?
Måske er det i virkeligheden de uselviske småbørnsfamilier som i disse år grundlægger fremtidens ulighed.
En ulighed som vil være næsten umulig at komme til livs fra politisk side, fordi den ikke handler om økonomi og værdien af ejerboliger, men om børneopdragelse.
Foreløbig kommer min egen søn ikke til at møde Michella og Muhammed, for jeg endte med at skrive ham op i Børnehuset i Scandiagade.
Her var lokalerne lyse, personalet ungt, og som en af pædagogerne forklarede, så har de ingen tunge sociale problematikker at arbejde med.



13 January 2011