Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Den omsorg, der kvæler

‘Min kone er meget bedre til det sociale’, kan man høre mænd påstå.
Problemet kan være, at de selv som mænd og fædre aldrig har forladt sønne-rollen.
Dermed afskærer de både sig selv samt deres kone og børn fra mange udviklingsmuligheder.

Dorit Aagaards har skrevet en pragtfuld bog:
MÆND & MØDRE – som handler om den evige søn og hans problemer (Udgivet på forlaget Hovedland). Det er dette tema, som behandles i denne artikel.
Kvinder har i mange år arbejdet på deres egen frigørelse og personlige udvikling. Og de er nået langt. Men mange kvinder oplever stadig parforholdet og karrieren som en kamp, hvor hovedfjenden tit er manden.
Når hun forsøger at gøre noget ved det, tale med ham om det, oplever hun, at han trækker sig eller gemmer sig på anden måde, f. eks. bag arbejde, hobbier eller måske et tiltagende alkoholforbrug.
Hvor er han henne i al den her snak om frigørelse og personlig udvikling? Og hvad er det nu lige, han skal frigøres fra? Hvis man spørger mændene selv, er de fleste nærmest usårlige og har ingen problemer.


Flere og flere mænd begynder dog at erkende, at det ikke er helt korrekt og derfor ikke vejen frem. Det mærker også de (endnu) få krisecentre for mænd, hvor man f. eks. i Frederikshavn fra 1997 til 1999 oplevede en stigning i antallet af telefoniske henvendelser fra 142 til 2.132.


Som regel skal der dog en drastisk hændelse til i mandens liv, før han når så vidt.
Det kan være konen, der pludselig siger stop, helbredet eller potensen der svigter, eller måske bliver han fyret fra sit job.
Det kan også være et tiltagende og gradvist mere og mere invaliderende alkoholforbrug, der får ham til at vågne op og opdage, at han selv har mulighed for at gøre noget ved sin tilværelse.
Meget ofte finder han i den bearbejdningsproces, der følger heraf frem til, at størstedelen af hans personlige problemer udspringer i, at han ikke i tide har fået frigjort sig fra en morfigur, hvad enten det er den biologiske mor eller ægtefællen, der har overtaget denne rolle.


Som læge, familiebehandler og terapeut har vi gennem årene talt med mange, både mænd og kvinder, om deres livskriser. Under disse samtaler er det blevet mere og mere klart, hvor stor en rolle morfiguren spiller, især i mange mænds liv.
På godt og ondt, for mange mænd er ikke kommet ud over sønnerollen, og det giver dem problemer, ikke mindst i forholdet til ægtefællen og børnene. Og dermed bliver det også kvinders og næste generations problem.


Selvfølgelig er det vigtigt med en nær tilknytning mellem mor og søn, især medens drengen er helt lille. Men desværre bliver denne symbiose mellem mor og søn ofte ved at bestå i stedet for en gradvis frigørelse, således at mange mænd fortsætter med at have et afhængighedsforhold til en morfigur langt op i voksenalderen, også efter at de har giftet sig og er blevet fædre selv.
Ægtefællen overtager så lidt efter lidt mors rolle, tilrettelægger livet på hjemmefronten og ind-skrænker dermed reelt hans handlefrihed og udviklingsmuligheder. Alt sammen med hans accept, for hun er ofte bedre til det sociale, at vedligeholde og skabe kontakter og tage sig af børnene, føler han.
Men ved frivilligt at give afkald på at gøre en indsats på de områder, afskærer han også sig selv fra at udfolde og udtrykke sig som menneske. På det personlige plan bliver han iagttager og ikke deltager i livet.

Sagen er, at mange mænd i dag af forskellige årsager ikke har fået brudt symbiosen med det køn, der er forskelligt fra ham, personificeret ved moderen, på det mest naturlige tidspunkt i barndommen eller i løbet af ungdomsårene. Men det, der skaber basis for en opbygning af hans egen maskuline identitet, er sprængningen af symbiosen med moderen.
Den lille piges situation er helt forskellig fra drengens, for hun har jo i modsætning til ham en identifikationsfigur i den person, der har født hende og skal derfor ikke frigøre sig på samme måde. Men hvis ikke moderen er bevidst om denne psykologiske forskel mellem datter og søn, kan det give alvorlige personlighedsmæssige problemer for sønnen.

Ingen normale forældre ønsker at skade deres børn. Det må formentlig skyldes manglende viden, når mange forældre i vores kultur bidrager til, at deres sønner bevarer en skadelig binding til deres mor, en binding, som automatisk videreføres fra generation til generation og derfor i dag ses i mindre eller sværere grad i de fleste familier. Mænd føler sig forbavsende ofte magtesløse i forhold til kvinder.
Det starter allerede i barndommen, hvor lille Ole bliver hjemme fra fodbold for at trøste mor, der er ked af det. Til gengæld kan Ole så være sikker på, at mor altid vil hjælpe, støtte – og styre – ham. Han bliver ved med at være hendes lille dreng, samtidig med at han, loyal som han er, også ofte må være hendes erstatning for en voksen modspiller. De færreste kvinder har nogen anelse om, at de derved handler stik imod hans sunde behov.
Hun begrænser og hæmmer ham, for hun gør ham afhængig af sig – med en katastrofal blokering af hans maskuline udvikling til følge.
Konsekvenserne heraf er mangfoldige (en del af dem redegøres der for i bogen Mænd og Mødre.

Men det hæmmer også hendes egen udvikling, hvis hun sidder fast som et dominerende og styrende kontrolorgan, en rolle, som hun dybest set ikke ønsker, og som de færreste kender følgerne af.
Foruden at gøre opmærksom på problemet og de alvorlige konsekvenser det har, også for parforholdet, vil vi gerne med dette indlæg gøre klart, at det er muligt at blive bevidst om disse mønstre og dermed også gøre op med dem og i sidste instans gøre sig fri af dem.


Hvor nødvendigt det er illustreres i føromtalte bog ved en række eksempler fra det daglige arbejde. Det er en kendt sag, at der er mange flere kvinder – også yngre – end mænd, der frivilligt vælger at leve alene, og det er vores oplevelse, at mange af de unge, stærke, selv-stændige kvinder dybest set ønsker mænd, de føler sig ligeværdige med (og hvor de måske har en chance for at kunne genoplive en mindre hårdtslående kvindelighed), og ikke en mand, der udviklingsmæssigt snarere fungerer som et ekstra barn i familien, så vil de hellere leve alene.


Det er almindeligt, at mors lille dreng som voksen slås med skyldfølelse over at være mand med egne ønsker og behov, som ikke falder sammen med kvindens, og som han derfor ofte med tiden nærmest reflektorisk opgiver.
Mændenes forsøg på at løse disse problemer adskiller sig meget fra kvindernes.

Hvor kvinder som regel vil søge en forklaring, gå i terapi eller søge skilsmisse, vælger mange mænd at resignere.
Ensomhedsfølelse, flugt i arbejdet eller hen bag avisen – eller en lille affære i ny og næ bliver ofte nogle af de ’løsninger’, han vælger.
Eller en overdreven maskulin udfoldelse på andre områder, lige fra ensidig intellektualisering af problemer til risikofyldte fysiske aktiviteter, dumdristige økonomiske transaktioner eller andre mere eller mindre farlige handlinger, der kan give ham et kick og dermed overdøve det, man kunne kalde det indre råb om hjælp.
Fordi mandens løsningsmodeller ikke er særlig hensigtsmæssige, bliver han meget ofte taber i de personlige forhold. Det er vores oplevelse, at manden i dag står i en langt større identitetskrise end kvinden.

Mændenes identifikationsfigurer, fædrene, har været fraværende, svage eller nedvurderet i kvindefrigørelsestiderne. Ikke bare af kvinderne, men også af mændene. Den støtte, drengene har kunnet hente hos deres mor og senere deres partner, har gjort dem til en brik i kvindernes egen frigørelseskamp.
Resultatet er, at mændene udadtil, med et vist held, slås for at bevare deres privilegier: magt, position og penge. Til gengæld har de et stort problem indadtil: deres manglende følelsesmæssige udvikling. Og det ser ud til at have alvorlige konsekvenser for dem, i hvert fald på længere sigt, ikke mindst på det seksuelle område.

Hvis manden skal have mulighed for at udvikle sig i personlighedsmæssig henseende, er det nødvendigt at han først er kommet nogenlunde fri af sin tvangsmæssige binding til det moderlige/ kvindelige; før er det vanskeligt at få øje på den maskulinitet, der gerne skulle udvikles. Der er jo i realiteten ikke nogen basis at udvikle maskuliniteten på.


Det, han kan ændre på, befinder sig i småtingsafdelingen. Derfor er det svært at se, hvordan mændene kommer videre, hvis ikke problematikken med moderen bliver bearbejdet.
For det er ikke bare en fase, der skal overstås, disse problemer forsvinder ikke af sig selv, tværtimod bliver de som regel mere udtalte med alderen.
At blive voksen, at skulle afgive privilegier som ansvarsfrihed, forkælelse og tryghed er ikke umiddelbart tillokkende, ligesom det ikke er behageligt at få børnesygdommene som voksen.
Man kan spørge, om vi i vores samfund har taget konsekvensen af vores viden om, at mor ikke har samme funktion i opdragelsen som far, at de to vanskeligt kan erstatte hinanden, fordi de har noget helt forskelligt at tilbyde deres børn.

Har vi været nok opmærksomme på, at piger og drenge er uhyre forskellige og derfor også har forskellige behov i opdragelsen og under opvæksten?
I vores iver for at gøre tilværelsen så let og ubekymret for børnene har vi måske yderligere forvekslet kærlighed med afhængighed og tryghed med omklamring. Konsekvensen er forkælelse og manglende ansvarlighed. Og for drengenes vedkommende måske også en hårdnakket morbinding. Og kan det mon lykkes at skabe en sund kvindelighed, det vil blandt andet sige en sund omsorgsfølelse, i vores samfund, hvis den maskulinitet, kvinden er henvist til at spille sammen med, er stivnet og neurotisk eller fraværende?
På en eller anden måde udgør de to forbundne kar.
Moderen kunne måske begynde at blive mere opmærksom på, når hun binder drengen til sig og kommer til at dominere ham.

At give afkald på magt er ikke det samme som at undgå at stille krav. Men der er det vigtigt for hende at kunne skelne.
Og manden kunne måske begynde med at blive mindre bange for at se, at problemerne er der, og at de kan løses, hvis han virkelig ønsker det. Men at de må erkendes først.
Gør han ikke det, bliver han evig tilskuer til sit eget liv.

Stadig flere beskæftiger sig med matriarkatets tvivlsomme værdi.
Mødrenes kærlige omsorg er ikke nødvendigvis udelukkende et udtryk for moderkærlighed, men kan i dets mest afhængighedsskabende form ses som en omklamring, der skaber umodne og handlingslammede mænd, der har vanskeligt ved at give og modtage kærlighed.
Og det er der vist ingen, der ønsker. Hverken mænd eller kvinder.


Denne artikel er skrevet af Dorit Aagaard Og Lawrence Heymans.
Dorit Aagaard er terapeut, Skanderborg.
Lawrence Heymans er læge og familiebehandler, Krisecenter for Mænd, Fredericia.



21 December 2010