Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Er børn en menneskeret?

Det aktuelle pres for at legalisere brugen af rugemødre tager udgangspunkt i en objektgørelse af børn som nogen, der er til for vores skyld. Og den åbner for en ladeport af overgreb mod nyfødte.

En ret?

Teknologien har fejet den ene hindring for at få børn efter den anden af banen. Men er det en ret at få børn - og hvilken ret har børnene?

På det seneste er debatten om rugemødre blusset op igen. Mindst to danske par er blevet snydt og bedraget af fattige sydamerikanske kvinder og deres bagmænd. Ikke bare har de mistet håbet om at få de børn, de blev lovet men de har også mistet en større sum penge. Er det synd for dem?

Ikke efter min mening. Hvis disse fire mennesker skal fungere som argument for retten til at få de børn, man brændende ønsker sig, som det så malerisk udtrykkes, så overbeviser de i hvert fald ikke mig om, at de er tilstrækkeligt socialt ansvarlige, modne og har en etik, som gør dem til egnede forældre.

(Med deres mislykkede eventyr på CV'et er det f.eks. tvivlsomt, om de ville blive godkendt til adoption, hvis de gældende standarder skal overholdes). Dermed være ikke sagt, at alle, der overvejer brugen af en rugemor for at få at barn, er ligeså primitive i deres tankegang og valg af midler.

Er det nu også en ret?

Diskussionen kommer desværre i høj grad til at handle om dansk lovgivning. Skal vi fortsat forbyde anvendelsen af rugemødre, eller skal vi, som en kvindelig, amerikansk advokat plæderede for på tv, ændre lovgivningen, fordi teknologien findes, eller fordi nogle få i den grad mister overblikket, at de drager udenlands og trodser dansk lovgivning. Advokatens argument svarer til at tillade alkohol til klassefester i femte og sjette klasse, fordi alkohol findes, og at der jo alligevel er et par stykker, der drikker i smug.

Jeg ved af egen erfaring, hvor vanskeligt det er, når man som par ønsker sig et eller flere børn og bare ikke kan få nogen - med eller uden hjælp fra teknologien. Men til forskel fra så mange andre har jeg aldrig ment, at jeg havde 'ret' til at få børn - eller i mit tilfælde: flere børn med en ny partner.

Jeg mener, at denne diskussion er langt vigtigere end den, der handler isoleret om rugemødre. Det var ganske vist fertilitetsteknologien kombineret med et folkeligt pres, som for snart en generation siden førte til, at vi i Danmark vedtog denne nye menneskeret til at få et barn, hvis man ønsker sig et. Hvis jeg husker ret, var det inden for samme årti, at loven om fri abort blev vedtaget efter betydelig mere diskussion.

Jeg siger ikke, at vi skal fjerne denne ret, som i øjeblikket omfatter et bestemt antal fertilitetsbehandlinger, men vi skal benytte lejligheden til at stoppe op et øjeblik og se på udsagnet: Det bør være en menneskeret at få børn. Hvorfor egentlig det? Hvad er det ved kærligheden til ideen om et barn af egen avl, der er så helligt, at det skal ophøjes til en menneskeret?

Jeg tror, enhver forælder ved, at det at få børn er et egoistisk projekt, som fundamentalt set handler om at berige sit eget liv med et barns nærvær og vitalitet og oplevelsen af at elske og blive elsket betingelsesløst.

Det er der ikke noget i vejen med.

Det er helt fint, og selvfølgelig er det et stort savn, når det ikke lykkes.

Men er det også en ret, vi bør have?

Skal vi også have ret til en kæreste eller livsledsager, blot fordi vi savner en?

Uret kan ikke stilles tilbage

Det stopper jo ikke her - dette med sammenhængen mellem lægevidenskabelig teknologi og vores forestillinger om, hvad vi bør have ret til at udsætte endnu ufødte børn for. De første ofre (i større tal) ser ud til at blive fostre med Down's syndrom, og regulært genetisk design af babyer er allerede en kendsgerning. På samme måde breder tendensen til helbredsmæssig og æstetisk selektion sig blandt mennesker, som gerne vil adoptere.

Når almindelige, fornuftige mennesker begynder at sætte den slags normer og træffe sådanne valg, kan man være sikker på, at der opstår en kriminel underskov, og det har jo som bekendt også været en kendsgerning længe nu. Handel med nyfødte, produktion af fostre med det formål at høste deres organer til videresalg, handel med større børn til seksuel udnyttelse o.l. er en realitet, som også hænger sammen med almindelige menneskers tendens til at objektgøre børn - dvs. en forestilling om, at de eksisterer for vores skyld, som vores ejendom og på vores præmisser.

Jeg er ikke naturromantiker, og jeg skal ikke kaste mig ud i spekulative gisninger om, hvordan det psykologiske opvækstsklima bliver for rugemødrenes børn, når de først har overlevet det akutte og senere eksistentielle traume, det er at miste sin mor en dag eller få uger efter fødslen.

Jeg ved også godt, at uret ikke kan stilles tilbage, men nu er der som nævnt snart gået en generation, siden det sundhedspolitisk blev besluttet, at danske mænd og kvinder har ret til at få børn, hvis de vil og har mod på at udsætte sig for fertilitetsbehandlingens mange ubehageligheder. Derfor synes jeg, vi skal diskutere det en gang til.

Ikke mindst for at sætte gang i refleksionerne hos de 20-30 årige, som i tilgift har fået en forbrugeridentitet trukket ned over hovedet og derfor er endnu mere tilbøjelige til at betragte børn som et naturligt gode, man kan betale sig til, når og hvis naturen ikke arter sig.

Jeg er derimod ikke i tvivl om min holdning til diskussionen om rugemødre.

At anvende en anden kvinde som rugemor er det samme som at udsætte sit kommende barn for alvorligt omsorgssvigt, og det har vi forsøgt at sikre børn imod i vores sociallovgivning.

Man kan indvende, at adoptivbørn jo også har været udsat for et tilsvarende svigt, og det er selvfølgelig sandt.

Men der er efter min kogebog en verden til forskel på en mor, som på grund af social nød eller fordømmelse tvinges til at opgive sit barn og på, at hele to mødre plus en far bevidst træffer det valg at udsætte 'deres' barn for det samme altafgørende svigt, som der ikke findes kærlighed nok i verden til at kompensere for.


Information 18. januar 2008
Af: Jesper Juul



28 January 2011