Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

MIT JESUSBARN ER EN LILLE PIGE

Med denne lille julenovelle ønsker vi alle vore læsere glædelig jul og godt nytår!!
Kærlig hilsen,
Medarbejderne i Børneliv.

Og det skete i de dage, da alle folk snakkede om, at der ikke mere blev født så mange børn. Selv i TV snakkede man om det.
Nogle kloge mænd og damer i pænt tøj så meget alvorlige ud, når de sagde det.
Politikerne og en af de mænd, som bestemmer, hvad andre folk skal gøre, opfordrede indtrængende alle danske mænd og kvinder til at få flere børn.
Hvis ikke vi får flere børn, kommer skolerne til at stå tomme.
I børnehaverne vil de flinke pædagoger slet ikke have nogen børn at passe på og lege med.

Legepladserne vil stå tomme. De butikker, der sælger barnevogne og babytøj, må lukke. Alle legetøjsbutikkerne må også lukke, fordi der ikke vil være nogen børn at sælge legetøj til.

Og det skete i de dage, da blæsten blæste alle bladene af træerne i skoven, og efteråret kom. Alle blomsterne visnede nede på engen, og jorden var fugtig og kold.
Store flokke af fugle fløj mod syd til de varme lande.
Vildgæssene sang, mens de fløj af sted i lange rækker over himlen. Når solen endelig kikkede frem fra skyerne, var det ikke for at varme, men for at gøre det klart for alle, at efteråret var kommet.
Gule blade faldt ned i bækken og flød med vandet ned til søen, hvor de sammen med visne vandplanter dækkede søbredden.
Om nætterne regnede det, og vejene blev våde og plørede.
Det skete i de dage, da Morten blev så forfærdeligt forkølet, at han måtte blive i sengen og ikke kom i skole.

Morten er 9 år, så han lå alene derhjemme, mens hans far og mor var på arbejde.
Han tænkte på det med børnene. I går havde de talt, hvor mange søskende alle børnene i Mortens klasse havde. Og man havde regnet ud, at ingen i klassen havde fået en lillesøster eller lillebror i over to år.
”Der kan I selv se,” havde læreren sagt. ”Hjemme hos jer får man heller ikke flere børn.”
Nogle af børnene tog den beslutning at tale alvorligt med deres far og mor.
Når alt kom til alt, var det jo kun et spørgsmål om at vise initiativ, at gøre noget.

Da Morten havde puttet sig i sengen i to dage, var han klar til at komme i skole igen.
I klassen snakkede man stadig om, at der ikke blev født børn.
Da Morten kom hjem fra skole, var han ikke alene, som han plejede.
Hans far og mor var allerede hjemme. De sad ind i stuen og snakkede med en fremmed dame. Morten kendte ikke damen. Han kunne høre, at de snakkede alvorligt.
Det var da mærkeligt, syntes Morten.
”Og her har vi så Morten,” sagde far, da Morten kom ind i stuen.
Damen hilste, Morten hilste, far og mor smilede.
”Det er dejligt at hilse på dig,” sagde damen og rejste sig.
”Men nu kan det ellers godt gå hurtigt, så jeg ringer når jeg får de sidste oplysninger.”
Far og mor fulgte damen ud.

Han hørte dem snakke ude i baggangen.
Far og mor kom ind igen. De havde hinanden i hånden og så meget glade ud. Mors øjne strålede og var lidt våde.
”Der er sket noget vigtigt, som vi skal snakke om alle tre,” sagde far. ”Kom og sæt dig hos os.”
”Hvad vil hun ringe til os om?” spurgte Morten.
”Hun er socialrådgiver, og grunden til, at hun besøger os, er, at vi skal have en lillesøster,” sagde mor og smilede.
”Vi vil gerne have et lille barn, men vi kan ikke få ét selv. Vi kan ikke få et lille barn på samme måde, som da jeg fødte dig, Morten.”

Morten så på sin mor og far.
”En lillesøster,” tænkte han. ”Å, en rigtig lillesøster.”
Han tænkte på alt, hvad han havde hørt i skolen om små børn, om, hvad man havde sagt i TV om, at der ikke blev født små børn nok.
”Men hvor i alverden skal vi få hende fra?” spurgte han, efter at have kikket på sin mors mave.
”Det har også været et meget stort problem for både mor og mig,” sagde hans far. ”Faktisk har vi ventet på en lillesøster i flere år.”

”Jamen så lang tid plejer det da ikke at tage,” sagde Morten.
Han tænkte på Lone og Bente og Poul, da de havde fået små søskende.
Det tog vist kun fra jul til sommerferien.
”Vi skal adoptere et lille barn, en lille pige”, sagde mor. ”Den lille pige kommer til os fra et fremmed land.”
”Hvorfra?” spurgte Morten.
”Korea”, sagde mor.
”Hvor ligger det land hen?”, spurgte Morten.
”Kom her,” sagde far og gik hen til globussen.
Omhyggeligt viste far Morten, hvor Danmark lå, og hvor Korea lå.
”Hvordan kan hun dog komme til Danmark så langt væk fra?” spurgte Morten.
”Hun kommer med flyvemaskine sammen med en sygeplejerske, som passer hende, indtil vi har fået hende,” sagde mor.

Morten var stille i lang tid. Far og mor sagde heller ikke noget. De smilede bare og så glade ud.
”Hvad med hendes far og mor? Kan de godt undvære hende?” spurgte Morten.
”Hun har slet ingen far og mor, som kan hjælpe hende. Derfor får vi lov til at passe på hende, ligesom vi passer på dig,” sagde far.
I de næste dage og uger snakkede Morten med alle sine klassekammerater og lærerne i skolen om sin lillesøster.
”Du skal se, du få nok en lillesøster til jul,” sagde klasselæreren til ham. ”Det bliver måske en julegave til jer alle tre, ligesom dengang jomfru Maria fik det lille Jesusbarn!”
”Vi ved ikke endnu, hvornår hun kommer til os. Vi ved slet ikke, hvad hun hedder,” sagde Morten.

Og efteråret kom med lange regnbyger og mørkeaftener. Blæsten tog i træerne omkring huset, hvor de boede.
En nat blæste det så meget, at flere træer væltede, grene faldt ned på jorden, så det bragede, de allersidste blade blæste sammen i store dynger.
Den næste morgen var far og Morten ude at rydde op omkring huset.
De sidste ting skulle ordnes inden vinteren. Og det var den dag socialrådgiveren ringede og sagde, at hun havde fået et billede af den lille, som skulle bo hos dem.
Far og mor tog op til socialrådgiveren og snakkede med hende.
Da de kom hjem, viste de Morten et billede af en meget lille mørkhåret pige med mørke øjne. Morten så længe på billedet. Derefter på far og mor.

”Hvor er hun sød!” sagde han. ”Hvad hedder hun?”
”Hun hedder Mee Ok”, sagde mor glad. ”Men hun skal også have et dansk pigenavn.
Kunne du tænke dig at vi kalde hende Line?”
”Ja, Mee Ok Line, eller Line, eller Mee Ok, eller Line Mee Ok,” sagde Morten og prøvede sig frem med navnene. ”Men hun er min rigtige, dejlige lillesøster. Hvornår kommer hun?”
”Det er faktisk et problem at vide nøjagtigt,” sagde far, ”men vi regner med, det bliver til jul eller nytår.”

Den næste aften var det fuldstændig stille vejr. Blæsten havde lagt sig, og regnen var hørt op. Oppe over skovens træer lyste stjernerne. Det var koldt.
Morten gik med far over til et af udhusene.
”Tror du, vores Line Mee Ok har en stjerne, ligesom vi andre har?” spurgte Morten, mens han traskede efter far.
”Alle mennesker har en stjerne på himlen, som lyser for dem,” sagde far.
Morten blev stående uden for udhuset og så op mod himlen.
Hele vejen rundt var der millioner af stjerner, som blinkede ned til ham.
”Hvilken stjerne er Lines?” spurgte han far.
”Å, det er søreme svært at sige,” sagde far. ”Prøv at kikke på stjernerne nogle aftener. Måske finder du så lige præcis den, som lyser for Line Mee Ok.”
Igen så han op mod stjernehimlen.
”Jeg skal nok finde stjernen,” tænkte han ved sig selv.

Pludselig en morgen kom vinteren og sneen.
Morten, mor og far vågnede og kunne ikke forstå, hvorfor det var så lyst.
Sneen dækkede jorden overalt, vejen, markerne, engen, træer og buske.
Frosten kom sammen med sneen, og søen og bækken frøs til is.
Far og mor begyndte at forberede sig til jul. De købte ind, ringede og snakkede med morfar og mormor om juleaften, og blev meget hemmelighedsfulde.
Morten var næste hver aften ude at se på stjernerne. Han kunne ikke finde den stjerne, som han ledte efter. Det irriterede ham.
En dag kom han tidligt hjem fra skole. Far og mor var endnu ikke kommet hjem, da telefonen ringede.

Det var socialrådgiveren.
”Er det noget med vores lillesøster?” spurgte Morten forsigtigt.
”Ja, det kan du tro”, svarede hun. ”Din far og mor skal hente hende på fredag i København. Hun kommer med fly fra Korea. Men jeg ringer senere i dag til din far og mor.”
Og det skete, at torsdagen kom meget hurtigere end Morten havde regnet med. Mor og far havde travlt med at gøre alting klar til Line Mee Ok. Morfar og mormor kom for at være hos ham, mens far og mor tog til København. Allerede fredag aften ville de være hjemme igen.

Og det blev fredag, eftermiddag og aften, og pludselig var far og mor tilbage. Mor kom først ind i huset med noget på armen. Hun så glad og lykkelig ud og smilede til Morten. Stille satte hun sig på trappen og løftede det hvide tørklæde, som var lagt over den lille piges hoved, så hun ikke skulle fryse. Morten lænede dig ind til hende og så en lille bitte næse, to små lukkede øjne og en lille mund.

Han satte sin mund ned til den lille piges næse og kyssede hende. Men hun sov så godt og mærkede det slet ikke. Da Morten kikkede på mor igen, så han, at hun græd og smilede samtidig. Derefter gik far og mor og Morten op for at skifte ble på den lille pige. Mens mor vaskede hende, klynkede hun lidt, åbnede øjnene og så på mor og far. Mor klædte hende i nattøj og lagde hende ind i soveværelset i vuggen, som far kaldte en krybbe.

Om natten vågnede Morten ved, at den lille pige græd. Først kunne han ikke forstå, hvad det var for en lyd. Derfor stod han op. Han så ud ad vinduet op mod stjernerne.
Og dér, lige over den store skovfyr, lyste en stjerne, som han slet ikke havde set før.
Han kikkede længe og blev så glad.

Stille gik han ind til far og mor.
”Jeg har fundet Lines stjerne. Vil du se den?” spurgte han far.
”Det kan du tro,” sagde far og stod op af sengen og gik med Morten inde på hans værelse. De så ud ad vinduet. Det frøs, og jorden var hvid af sne, men ovenover det store træ skinnede stjernen, Lines, Mee Oks stjerne ned til dem.
”Hvor er det godt, at jeg fandt den,” sagde Morten.
”Sådan er det med stjerner og mennesker,” sagde far. ”De kommer så pludselig, skinner så smukt, og en dag er de pludselig væk”.
Morten sukkede og gabte.
”I morgen vil jeg gå ned i skolen og fortælle dem alle sammen, at mit Jesusbarn er en lille pige, min lillesøster,” sagde han.

Far og Morten gik i seng.
Hvad de drømte om, ved jeg ikke.
Men mor sov sammen med den lille pige, som hun lyttede til mange gange i løbet af natten.

Måske undrer du dig over denne historie, men den er faktisk sand.

© 2006 Jørn Martin Steeenhold
Denne historie blev først gang bragt i bogen: 24 dage til jul. Gyldendal. 1984



14 December 2010