Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Børnene i Binnerup - 21. afsnit

Anne-Mette og bierne
Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1977

Hansens gule bi

Anne-Mette hjælper sin mor med at lave kaffe til Hansen. Hun dækker også bordet ude i køkkenet.”Mangler der noget?” spørger mor og ser ud over bordet. ”Ja,” siger Anne-Mette. ”Vi mangler Hansen!”
I det samme banker det på døren, og Hansen træder ind. Han sætter sig ned ved bordet, og Anne-Mette sætter sig hurtigt ved siden af ham. ”Ville bierne godt bo hjemme i din have?” spørger hun.
”Ja, det kan du tro!” siger Hansen. ”Men jeg var nær aldrig kommet hjem med dem.” Han fortæller om Luffe, bagerens søn, der stak af med bierne.
”Det er nu mærkeligt ved bierne,” siger han til sidst. ”Man skulle næsten tro, de kunne se forskel på mennesker. Nogle mennesker kan de godt lide, og dem stikker de næsten aldrig. Andre kan de ikke lide – og de bliver tit stukket.”
”Så kan bierne altså ikke lide mig,” siger Anne-Mette. ”For jeg blev jo stukket i morges.”

”Det var da ikke fordi, de ikke kunne lide dig,” siger Hansen. ”Det var fordi du satte dig på én af dem. –Hvis jeg satte mig på en bi, ville den også stikke mig, selvom den kendte mig!”
Anne-Mettes mor ler højt. ”Bier kan da ikke kende mennesker,” siger hun.
”Nåh, ikke!” siger Hansen og smiler lidt.

”Så har I ikke hørt historien om den gule bi, kan jeg forstå? – Den skal I høre:
Sidste år var jeg en tur oppe på Møllebakken. Der har jeg otte bistader.
Mens jeg så til bierne, blev himlen mere og mere mørk. Det ville ikke vare længe, før det blev regnvejr – og det kunne jeg også se på bierne. For de havde alle sammen travlt med at komme ind i kuberne.
Bier kan nemlig ikke fordrage regnvejr. Hvis en stor tung regndråbe ramme en bi, kan den dø af det. Derfor flyver alle bier hjem, inden regnen begynder.
De bier, der ikke kan nå hjem, sætter sig i læ under et stort blad, mens de venter på, at regnen skal holde op. Jeg ville også hjem, inden det blev regnvejr. Men allerede mens jeg var på vej ned ad bakken, begyndte det at regne. Jeg standsede for at tage min regnfrakke på. Da jeg satte mig op på cyklen igen, kunne jeg mærke noget, der kildede mig på armen. Jeg kiggede op i ærmet – og der sad en lille, våd arbejderbi. Den var helt gul på bagkroppen, og den manglede det ene ben.

Jeg stod af cyklen, tog bien og satte den ind under et stort blad. Da det var gjort, gik jeg tilbage til cyklen. –Men hvad var det? Jeg syntes stadig, der var noget, som kildede mig. Og ganske rigtigt. Oppe i ærmet sad den lille, gule bi! ”Nej, ved du nu hvad!” sagde jeg til den. ”Du må blive her, hvor du bor. Sæt du dig nu i tørvejr under den busk her. Og når regnen holder op, kan du flyve hjem til din egen kube.”
Men bien ville ikke sidde under busken. Den fløj efter mig hele tiden. Pludselig blev den ramt af en stor vanddråbe – og så lå bien i en vandpyt midt på vejen.
Den var lige ved at drukne. Jeg tog den op og satte den ind i mit ærme. Og så kørte jeg hjemad.

Da jeg kom hjem, holdt regnen op. Bien var blevet tør, og jeg gik ud i haven med den, for nu kunne de jo flyve hjem til sin kube. Og hvad tror I så, der skete? Bien fløj lige ind i én af de kuber, jeg har ude i haven. Det var altså én af mine egne bier! Og den må jo have kendt mig, siden den ville køre med mig hjem.”

Hansen ser hen på Anne-Mette. Hun ved ikke rigtig om hun skal tro på den historie, som han fortalte. For både Hansen og mor sidder og smiler til hende.

Hansen og mor sidder lidt og snakker. Anne-Mette synes, at Hansen er så rar.
”Hvor er dine børn?” spørger hun.
”Jeg har kun ét barn,” siger Hansen. ”Men hun er voksen nu. Hun er gift og bor i Sverige. Så ser jeg hende ikke så tit. –Så hvis du har lyst til at komme ned at besøge min kone og jeg, må du gerne.”
Anne-Mette ser på sin mor. ”Det må du godt,” siger mor. ”Du kan cykle derned.”
”Ja, jeg bor ned i Østergade,” siger Hansen. ”Helt nede ved åen. Og du kan let finde mit hus. Der er et hvidt stakit hele vejen rundt om haven.”
”Så kommer jeg i morgen eftermiddag,” siger Anne-Mette.

Fortsættes

31 October 2010