Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Selene Vesta – og rejsen hjem - Afsnit 1

Det var morgen, og jeg sad og kikkede ud over dalen. Den var dækket af et tykt lag dis, og midt i det hele stak kirketårnet op. Jeg boede helt alene i præstegården hos min bedstemor og bedstefar Ana og Arne. Troede jeg. For denne morgen lå min lillebror Sigurd i min seng. Han snorkede.

I går – lige før vi skulle have eftermiddagskaffe – kørte min mor og far og Sigurd ind på gårdspladsen i deres hvide Volvo. De gik bare ind og satte sig. Min bedstemor Ana fandt æblekagen frem og begyndte at piske flødeskum. Jeg sad og gemte mig under køkkenvasken sammen med min kat Dreyfus. Jeg så dem gennem sprækken. Mor pillede ved dugen.
“Ja, vi kommer altså for at hente Selene. Det er på tide, hun kommer til at være hos sin rigtige familie. Og så rejser vi alle sammen til England og slutter os til Victoristerne. Hvor er Selene?”, spurgte hun.
Ana holdt op med at piske flødeskum.
“Og du, Maja, har altså lige pludselig besluttet dig for at være mor for Selene? Ja, bedre sent end aldrig! Og hva’ med dig, Peter, synes du osse, det er i orden at rive Selene væk fra sine bedsteforældre? Alt, hva’ hun kender og er tryg ved, findes her!”, sagde Ana.
Dreyfus masede sig ud af skabet. Jeg løb efter den op i kirken og gemte mig. Men da det blev aften, og Ana og Arne holdt op med at snakke, blev det åbenbart sådan. Jeg skulle rejse. Sigurd blev lagt op i sengen til mig, mens mor og far kørte væk for at pakke deres ting.
Det var mærkeligt at have en familie.

Jeg kikkede ind i spejlet på toiletbordet. Nogle gange, når jeg kikker i spejle, kan jeg se, hvad der kommer til at ske. Det er, fordi jeg er et månemenneske, har Ana fortalt mig. Men i dag var der kun mig selv i spejlet. Mit hår var uglet, og næsen stak op ligesom min mors næse. Jeg tror ikke, min mor kan lide mig. Ana har fortalt mig, at mor fødte mig en fuldmånenat i samme sekund, som Dreyfus gled ud af sin kattemor.
“Få hende væk, få hende væk. Jeg vil ikke ha’ hende”, skreg hun, da hun så mig.
Og mens hun lå der og hylede, forlod kattemor Dreyfus. Ana bar mig ud og lagde mig og Dreyfus ned i sykurven. Hun puttede uld rundt om os og hentede to sutteflasker med gedemælk i køkkenet. Hun tog mig op og lagde et tæppe rundt om mig.
“Endelig et månebarn!”
Ana vuggede mig, og jeg suttede gedemælken i mig.
“Skylla ombola, tyga finlala. Skylla ombola, tyga stolala”, hviskede Ana og lagde hånden på mit hjerte.
Også Dreyfus fik en tår, og så puttede Ana os begge tilbage i sykurven. Min mor humpede skrigende forbi og op til Arne’s kirke, hvor hun sad og skreg og hylede i tre nætter og tre dage. Min bedstefar Arne kørte hende væk, og hun kom på noget, de kaldte for anstalten. Et sted, der lugtede grimt, og hvor de lysegrønne vægge var noprede. Det lød ækelt, når man lod neglene kradse hen over væggene. Far og jeg sad og ventede i timevis på den lange gang, før vi fik lov til at komme ind i et gult rum.
“Få hende væk! Få hende væk!”, skreg mor.
En sygeplejerske bar mig ud og gik en tur med mig i parken. Den tredje gang, far og jeg tog op for at besøge mor, blev han kaldt ind til en læge. Vi fik ikke engang lov til at besøge hende.
Og så flyttede jeg hjem til Ana og Arne og fik snart en vugge og senere en rigtig seng og kom op i Arne’s kirke og blev døbt Selene Vesta.

Copyrigt Lene Rikke Bresson
http://www.bresson.dk/boger/selene_vesta.html


21 May 2011