Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Selene Vesta - og hekselemmen - Afsnit 16

Jeg lå i sengen. Det bumpede på min mave. Det var Dreyfus, der hoppede op til mig. Hun var sulten. Jeg rejste mig og satte mig ved skrivebordet. Jeg sukkede. Ulrik og jeg havde opgivet at komme ind i den gamle gravhøj. Vi gravede og gravede, men ved midnatstid var vi stadig ikke igennem, og vi aftalte, at vi ville forsætte i aften. Jeg kikkede ud over dalen, og det gav et sæt i mig ved synet af røgen. Jeg fandt kikkerten og satte den for øjnene. Røgen kom op fra gravhøjen. Dreyfus mjavede, og jeg fulgte efter den ned i køkkenet. Ana var allerede i fuld gang med at bage boller og brygge kaffe.

- ”Godmorgen, har du sovet godt?”

- ”Mmm!”, svarede jeg.

- ”Så må du hellere se at blive helt vågen, for vi skal til demonstration i dag.”

Arne humpede ind ad døren og satte sig med benet oppe på slagbænken.

- ”Demonstration … er det ikke lige lovligt voldsomt?”

- ”Kald det, hvad du vil, men jeg vil ikke have, de river den gamle gravhøj ned, og inden dagen er i gang, skal jeg nok have skaffet et par stykker til, der mener det samme!”

- ”Og I havde måske tænkt jer at lænke jer til graven … eller grave jer inde i den?”, smilede Arne.

- ”Uhh, jeg kan blive så vred. Du forstår det ikke. Men fjerne den får de ikke lov til, og nu går jeg ind på dit bibliotek og bruger din præstetelefon til at ringe rundt.”

Ana marcherede ud af køkkenet.

- ”Jamen, det betyder vel, at vi må klare os selv! Bare hun dog ville forklare, hvorfor lige netop den gamle gravhøj er så vigtig. Der er 28.000 af dem tilbage bare i Danmark. Man regner med, at der har været 100.000. Så der er jo nok et par stykker, som allerede er blevet pløjet ned i årenes løb”, sagde Arne og rakte ud efter rugbrødet.

Jeg gik over og hældte kaffe op i den blå kande. Sikki kom ind og gik hen til komfuret. Han havde en pose ris, han satte over i en gryde vand. Jeg måtte have fat i Ulrik. Sæt nu, at vi aldrig nåede derind. Jeg satte kaffen på bordet og kaldte på Sigurd. Han kom ned i sin pyjamas og satte sig uden et ord.

- ”Øh, jeg smutter lige, jeg har glemt min taske hos Ulrik”, sagde jeg.

- ”Ja, vi klarer os jo nok. Hils ham og sig, han gerne må komme og tale med mig i eftermiddag. Det kan være, Magda så kan falde lidt til ro”, sagde Arne.

Jeg løb ud af køkkenet og ud i laden og fandt min cykel. Jeg hoppede op på den og hjulede ned mod højen. Jeg kom til krydset og cyklede forbi de store børn, der stod ved busstoppestedet og ventede på den tidlige morgenbus. De hujede af mig, og det gik op for mig, at jeg stadig havde natkjole på. Jeg cyklede videre og nærmede mig højen. Røgen var svagere. Jeg smed cyklen i vejkanten og løb op ad højen. Håndværkerne var allerede mødt, og bag højen kom to kæmpestore maskiner til syne. Jeg nåede toppen, og der midt på kom der røg op. Det var beviset. Man kunne stadig komme ind i højen, men hvordan? Jeg stak hovedet ned mod hullet. Det sved i øjnene. Hullet var for smalt til at få et hoved igennem. En håndværker råbte til mig og gav tegn til, at jeg skulle gå væk fra højen. Jeg løb ned og fandt cyklen. Hvis de fjernede højen, ville jeg aldrig finde ud af det med indgangen. Jeg cyklede op ad bakken og hen til Ulriks hus, kastede cyklen op ad stakittet og løb hen under hans vindue. Rebstigen hang der stadig. Jeg kravlede op og bankede på vinduet.

- ”Ulrik, vågn op. Hører du?”, råbte jeg.


Copyrigt Lene Rikke Bresson

http://www.bresson.dk/boger/selene_vesta.html
www.bresson.dk/lenerikke

22 September 2012