Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 10

Jeg sad i badekarret det meste af morgenen. Arne hentede rundstykker, og jeg sad og gumlede på et rundstykkene så alle birkesene trillede ned i vandet. Vandet blev grumset og fyldt med birkesene og urterne. Arne kom ud til mig og satte sig på toilettet. Han lagde sin cigar i et sølvaskebæger, der var monteret i væggen lige oven over toiletrullen.

“Du ligner en lille ulykke med dine sting i panden og den røde mave. Hvis du nu bli’r siddende her i badekarret, sker der vel forhåbentlig ikke mere”, grinede han.

Lige som han havde sagt det, lød der et brøl ude fra gårdspladsen. Arne rejste sig og gik. Gennem vinduet kunne jeg høre far og Arne stå og snakke.

“Syntes du ikke, hun har fået straf nok. Og det der med at komme blæsende dagen før, I ska’ rejse. Hun har overhovedet ikke haft tid til at vænne sig til tanken om, at I ska’ rejse”, sagde Arne.
“Det er sikkert rigtigt, men nu ka’ vi jo ikke lave det om, vel. Maja har villet det sådan. Og du ved, hvordan hun er, når hun først har sat sig noget i hovedet”, svarede far.
”Ja, bevar mig vel, Maja kan man ikke styre”, sagde Arne.

Jeg kunne høre, at de skramlede med bilen. Arne gryntede.

”Nej, se lige!”, udbrød han. Og så lo og lo han og klaskede sig på lårene. “Hun har taget begge hjul. Det er da genialt. Ikke? Lad nu være med at sige noget til Maja. Nu ringer jeg efter Jens mekaniker, og så får vi ordnet de to hjul stille og roligt”, sagde Arne. Han fløjtede.
Far brummede et eller andet, og jeg kunne høre, at Arne gik ind for at ringe. Sigurd kom ud på badeværelset.
“Hold fest, hvor ser du dum ud! Ved du hva’, min regnorm er død, så vi holder begravelse ud i køkkenhaven, Ana og jeg. Den ska’ ligge under pæretræet. Vil du med?”, spurgte han.

Han viste mig en tændstikæske, hvor regnormen lå på noget lyserødt vat. Jeg rystede på hovedet, og Sigurd gik. Jeg stod op af badet og sad på toilettet med Ana’s blå håndklæde rundt om mig. Det duftede af hende. Hun havde en stor glaskrukke fyldt med tørrede hybenblomster. Når hun tog bad, puttede hun dem i vandet. Jeg kikkede i spejlet, men kunne ikke se mig selv. I stedet så jeg nogle mænd komme gående med en kiste. Bag efter gik Ana med en hvid blomst og græd. Jeg gik nærmere spejlet og kikkede lige ind i mine øjne. Mændene var væk. Jeg gik ud og satte mig under køkkenvasken. Dreyfus var lige i hælene på mig. Den lagde sig på mine ben. Ana stod og lavede hyldeblomstsaft. Der var hvide blomster over hele køkkenbordet. Hele rummet duftede sødt.

“Hvorfor ska’ vi af sted, når jeg nu ved, at det ikke bli’r godt, og at vi kommer hjem igen?”, spurgte jeg.
Ana puttede de hvide blomster i den store gryde.
“Din mor og far ved det jo ikke, vel. De må finde ud af det ved at ta’ derover”, svarede hun.
“Jeg er træt af mine syn, når jeg alligevel ikke ka’ bruge dem til noget. Lige før så jeg nogle sorte mænd gå rundt med en kiste, og du gik bag ved med en blomst. Hva’ betyder det, Ana?”, spurgte jeg.
Ana rørte rundt i de hvide blomster.

“Selene, Selene, du er og bliver et månebarn. Jeg må træne dig noget mere, når du kommer hjem igen“, snøftede hun.
Hun rakte et par nødder ned til mig.
“Gå nu op og få tøj på, I ska’ snart køre. Og gå så ud til kraftstenen og få noget energi til turen.”


Copyrigt Lene Rikke Bresson
http://www.bresson.dk/boger/selene_vesta.html
www.bresson.dk/lenerikke



17 September 2011