Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 12

Vi gik op til cafeteriet. Det var svært at holde balancen, når skibet gyngede. Vi stillede os i køen og fik sodavand og pomfritter og fandt et bord med kanter på. Når jeg ikke holdt fast i min bakke, rutsjede den fra side til side. Mor sad og røg, og far spiste bøf med løg og sovs og kartofler. Ved siden af sad der en lille dreng med sin mor og far. Han spiste noget rødt gelé, der blævrede, når skibet vippede. Over højttalerne sagde manden, at der var stormvarsel, og han anbefalede passagererne at gå i kahytterne.

“Hvorfor ska’ vi gå ned, når vi lige er kommet op?”, spurgte Sigurd.

Og så brækkede drengen ved siden af sig ned i den røde gelé. Det lugtede. En dame ved bordet overfor brækkede sig også. Og en til og endnu en. En ung fyr med en hel bakke pomfritter stillede bakken og løb med hånden for munden ud igen.

“Så er vi vist gået!”, sagde far og tog Sigurd og bar ham ud.

Jeg nåede lige at tage min sodavand med, inden vi igen gik ned til kahytten. Det var endnu sværere at gå ned ad. Sigurd lavede gylpe lyde, og da vi nåede ned i kahytten, brækkede han sig midt på gulvet. Mor var helt hvid i hovedet og kravlede op i den øverste køje. Far lagde Sigurd neden under og tørrede bræk op. Han brugte håndklædet ude fra toilettet. Og så brækkede far sig også. Han lå på alle fire med hovedet oppe i toilettet. Jeg måtte bare ud af den stinkende kahyt. Skibet gyngede voldsomt. Jeg fik døren op og gik op ad trapperne. Jeg holdt godt fast i gelænderet og gik forsigtigt. Oppe ved spilleautomaterne var der helt tomt. Jeg fandt en elevator og kørte en tur op og ned igen. Det var sjovt, når skibet gyngede med. 14 gange kørte jeg op og ned. På det nederste dæk kom en mand ind. Han havde striber på sin jakke.

“Hva’ laver sådan en lille pige her? Er du slet ikke søsyg?”, spurgte han.

Jeg rystede på hovedet. Manden havde rare øjne.

“Jeg vil ikke være nede hos min mor og far. Der stinker af bræk.”

Han viste mig, at jeg skulle trykke på nr. 11.

“Fornuftig pige. Når det gynger så voldstomt som i dag, er det bedst at være oppe. Vil du med op på broen og se, hvordan man sejler et skib i stormvejr? Du er mere sødygtig end min andenstyrmand – han har lige lagt sig på sin vagt, og så må jeg jo træde til. Men vi ska’ ud for at komme helt op – tør du det?”, spurgte han og knappede sin jakke.

Jeg nikkede og tog hans hånd. Hans hånd var kæmpe stor og varm. Vi gik ud af elevatoren og hen til en glasdør. Da han tog i døren, fløj den ud af hånden på ham, og han tog mig op. Ude på dækket slog bølgerne ind på skibet, og skumsprøjtet ramte os. Han gik gennem en låge, hvor der stod Adgang forbudt, og op ad trappen. Vi kom ind i et stort glashus, hvor der stod to mænd med nogle andre striber på jakkerne. Den ene var helt hvid i hovedet. Med ét vente han sig og brækkede sig i papirkurven. Min følgesvend satte mig på en stol og gav mig en æske Gajoler.

“Jeg hedder for resten Briand og ska’ ha’ den fornøjelse at sejle dig til England. Vi bli’r nok lidt forsinket på grund af den her storm. Og hva’ hedder du så?”, spurgte han og overtog roret efter den anden.

Ham med brækspanden forlod os.

“Jeg hedder Selene”, sagde jeg og tyggede på tre Gajoler.


Copyrigt Lene Rikke Bresson
http://www.bresson.dk/boger/selene_vesta.html
www.bresson.dk/lenerikke


1 October 2011