Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 5

Jeg fandt en kiks i lommen på min regnjakke. Måske kunne den lokke Dreyfus frem. Jeg smuttede ud fra mit skjul og listede hen og kildede Kairos under fødderne. Han fór sammen, men slappede af, da han så, at det var mig.
“Hvorfor ligger du der – er du ked af det?”, spurgte jeg.
Kairos rystede på hovedet.
“Jeg be’r min eftermiddagsbøn til Allah. Men sig det endelig ikke til nogen. De vil nok ikke bryde sig om, at det sker her i kirken.”
“Hvem er Allah?”
Kairos tog sine sandaler på.
“Jah, hvordan ska’ jeg forklare dig det. Ser du, i det land, jeg kommer fra, hedder vores gud Allah. Allah’s sendebud er Muhamed. Lidt ligesom jeres Jesus”, forklarede han.
Jeg nulrede mit lange hår.
“Når jeg er ked af det, taler jeg mest med Dreyfus. Hvis den er rigtig gal, så taler vi med Gud. Tror du egentlig, at Gud og Allah taler sammen? Himlen er vel stor nok til dem begge. Arne taler om himlen som noget rigtig stort. Kosmos tror jeg, han kalder det. Og når du og jeg ka’ tale sammen, så ka’ Gud og Allah det vel osse. Og Ana siger, der osse findes en overheks. Gad vide, om overheksen styrer rundt med både Allah, Gud og alle englene? For nogen ska’ jo bestemme, osse i himlen. Ikke?“, spurgte jeg.

Kairos smilede bare og rullede bedetæppet sammen.
“Vil du ikke nok hjælpe mig med at finde Dreyfus? Vi må slet ikke være her.”
Jeg tog Kairos’ hånd og trak af sted med ham. Vi gik rundt og kikkede under bænkene, mens Kairos fortalte, at han ikke måtte spise svinekød, fordi Allah havde sagt, at det var urent.
”Har du så aldrig smagt flæskesteg?”, spurgte jeg.
Kairos rystede på hovedet, og vi ledte videre. Vi fandt Dreyfus oppe ved alteret. Den lå og legede med alterdugen og havde tygget godt og grundigt på en kvast. Jeg løftede Dreyfus op på skulderen. Den lagde kælent hovedet ind til min hals. Jeg satte mig på en bænk og kikkede på Kairos. Han ordnede alterdugen.
“Jeg er lidt ligesom dig. At du ved det”, sagde jeg.
“Hvordan det?”
“Ja, anderledes!”
“Det må du lige forklare mig. Jeg forstår ikke. Du ligner da alle de andre her i landsbyen”, sagde Kairos.
“Ja ja, men det er ikke det, jeg mener. Altså her sidste sommer. Dengang med Apollo. Måneraketten, du ved?”, sagde jeg.
Kairos satte sig ved siden af mig på bænken.
“Du ved, dengang ham manden gik på månen”, forklarede jeg.
Kairos smilede.
“Ja, det så jeg i fjernsynet. Meget spændende”, sagde han.
Jeg rystede på hovedet.
“Han tog jo bare et par skridt.”

Eske og Karen, vores naboer, passede mig, mens Ana og Arne var til præstebal. Jeg fik røde pølser, og Ekse fik en hel flæskesteg. For det er jo ikke hver dag, at en mand går rundt på månen. Jeg drak tre gule citronsodavander, mens vi ventede. Eske vidste alt om rumraketten.
“Den hedder Apollo 11 og har tre astronauter om bord”, forklarede han. “Og når de lander i Stilhedens Hav på månen, sidder vi 600 millioner mennesker over hele verden og følger med.”
Eske tabte et stykke flæskesteg ud af munden.
“Du snakker, gør du. Nu går jeg i seng”, sagde Karen.
Hun så sjov ud med alle de der papillotter i håret. Eske og jeg sad i stuen og kikkede ind i fjernsynet. Det flimrede. Jeg fik lov til at ligge på sofaen med min dyne.

Copyrigt Lene Rikke Bresson
http://www.bresson.dk/boger/selene_vesta.html
www.bresson.dk/lenerikke


18 June 2011