Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Fri forskning - Det koster at satse

Artikel af den danske nobelpristager
Jens Chr. Skou - 2. januar 2008

Børneliv kommenterer:
Vi bringer denne artikel i den dybeste respekt for Jens Chr. Skou, som her sætter fri forskning sammen med den frie leg og eksperimenteren – noget børn skal lære i barndommen – hvis de altså får lov.
Hjertelig tak for lån af artiklen.

Forskning kræver nytænkning og at der sættes spørgsmålstegn ved det etablerede. Derfor skal der være frihed til at vælge, hvad man vil forske i.
Men det nuværende bevillingssystem, hvor midler til forskning skal søges fra fonde, indskrænker den frihed, skriver nobelpristager i kemi og professor emeritus Jens Chr. Skou.
Det er ofte de unge forskere, der, uhildet af gængs tankegang, fostrer de nye ideer. Det er derfor vigtigt, at der ved universiteterne er fri forskningsret; at alle forskere frit har ret til og mulighed for at vælge deres forskningsprojekt.
Den frie forskningsret forudsætter adgang til midler til at forske for. Men med det gældende bevillingssystem, hvor stort set alle penge til forskning skal søges fra fonde, indskrænkes den frie forskningsret, ikke mindst for de unge, som uden større videnskabelig baggrund kan have vanskeligt ved at opnå fondsbevillinger til afprøvning af deres ideer.

Lad mig forsøge at anskueliggøre det.

Før 1968 blev stor set alle forskningsmidler tildelt universiteterne som det, der i dag kaldes basismidler. Pengene blev derefter fordelt til institutterne som årlige bevillinger - kaldet annua. Her kunne alle ansatte forskere på institutterne hente penge til forskning.
I 1968 oprettedes statens seks forskningsråd, som gennem fondsbevillinger stillede flere penge til rådighed til forskning.

Fondsbevillingerne var tænkt til dækning af større udgifter som indkøb af apparatur eller kostbare kemikalier, som ikke kunne dækkes af annua.
I 1980'erne ændrede man systemet. Der blev skåret ned på basismidlerne, som i stedet blev lagt ud i fonde i form af statslige programmer øremærket til bestemte forskningsområder og -projekter - de såkaldte 'cigarkasser'.

Formålet med, at forskerne skulle søge om penge fra fonde, var dels at få forskerne til at beskæftige sig med emner, der var særligt relevante. Dels at sikre, at pengene går til de aktive og bedste forskere. Baggrunden er, at der i 60'erne, da adgangen til stillinger på universiteterne var lettere, var blevet ansat personer, som ikke alle var lige forskningsaktive. Yderligere konverterede man i 1972 alle med mindst fire års anciennitet til lektorer uden forudgående bedømmelse - og dermed uden at sikre sig, at de var forskningsaktive. Fondene skulle altså sikre de aktive forskere penge.

Det er naturligvis et problem, at universiteterne har ansat forskere, der ikke forsker. Men langt de fleste af de forskningsinaktive lagde ikke beslag på forskningsmidler. I stedet for forskning påtog de sig en større del af undervisnings- og administrationsbyrden og gav dermed de forsknings-aktive bedre tid og relativt flere midler til forskning, end de ellers ville have haft.

Resultatet af omlægningen blev dels, at man forsøgte at styre forskningen mod bestemte områder, dels at man stort set kun kunne få penge til forskning ved at søge fonde om bevillinger.

Sats på det sikre

Ulemperne ved, at penge til forskning skal søges fra fonde, er for det første usikkerheden. Man ved aldrig, om man får penge ved næste ansøgning.

Eksempelvis har Det Sundhedsvidenskabelige Forskningsråd i år modtaget 588 ansøgninger til i alt 1,3 milliarder kroner. 169 af dem fik bevilget penge til et samlet beløb af 208 millioner, svarende til, at cirka 29 procent af ansøgningerne modtog penge, mens det bevilgede beløb var 15 procent af det ansøgte.
Cirka 35 procent af de resterende ansøgninger er støtteværdige, men der er ikke penge til dem. De må så forsøge sig hos private fonde, hvor bevillingsfrekvensen er 10-20 procent. Når man ser på de ovennævnte tal, kan man ikke lade være med at undre sig. Hvor mange af de 35 procent, der efter forskningrådenes opfattelse er støtteværdige, får ikke nogen penge fra andre fonde? Og hvis de ikke får penge, hvad gør forskerne så? Og hvad med de 35 procent af ansøgningerne, der ikke er støtteværdige? Betyder det, at der er et større antal forskere på universiteterne, som ikke forsker på grund af mangel på penge og/eller har projekter, der falder så meget udenfor det etablerede, at de ikke kan finde støtte?

Det betyder næppe, at der ikke blandt dem kunne findes guldgruber, hvis de fik mulighederne. Det er jo ofte ideer, der falder udenfor det gængse, der fører til nybrud. Som præsidenten for det amerikanske National Academy of Sciences engang udtrykte det: Gad vide, hvad samfundet går glip af ved de projekter, der ikke opnår bevillinger.

De unge må vente

Et andet problem er, at så lav en bevillingsprocent gør det vanskeligt for unge uden en større videnskabelig produktion at konkurrere om bevillingerne og dermed få mulighed for at afprøve deres ideer.

En dag sad jeg i kantinen sammen med en ung mand, der havde været i England og på frivillig basis arbejdet i et molekylært biologisk laboratorium. Her havde han fået en god idé, var taget hjem og havde fået arbejde på et af de naturvidenskabelige institutter i Århus med det formål at udvikle sin idé. Han startede på sit projekt, men fik at vide, at instituttet ikke kunne forsyne ham med forskningsmidler, det måtte han selv søge fra fonde. Men da han ikke havde nogle videnskabelige publikationer bag sig, havde han ingen mulighed for at få penge. Han måtte derfor enten indgå i en af de grupper, der havde penge, og arbejde på deres ideer, og her vente på, at han engang havde kvalificeret sig så meget, at han selv kunne skaffe penge, eller han måtte forlade instituttet. Det er desværre ikke et enestående eksempel. Løsningen er at stille flere forskningsmidler til rådighed på institutterne.

Et tredje problem er, at bevillingssystemet opfordrer til hurtig publikation. Risikoen er, at tingene ikke er ordentligt gennemarbejdede, fordi man skal være sikker på at have resultater klar til at præsentere ved næste ansøgning. Man er også forsigtig med at satse på nye og svære ideer, fordi det kan betyde, at man ved næste ansøgningsfrist ikke har resultater at fremlægge.
For det fjerde ser forskningsrådene helst ansøgninger, hvor en gruppe samler sig om en større opgave og dermed får en større bevilling. Pengene gives til den ledende forsker som den økonomisk ansvarlige.

Nu er det jo ikke ukendt, at den, der sidder på pengene, gerne ser sine egne ideer fremmet og gerne vil bestemme, hvad medlemmerne af gruppen skal lave. Det er et problem, fordi det kan være hæmmende for den frie forskning. God forskning kræver kvalitet, men det kræver også originalitet, og frem for alt kræver det engagement. Der er ingen tvivl om, at engagementet og originaliteten kommer bedst til udfoldelse hos den forsker, der arbejder på egne ideer, og som er hovedforfatteren på publikationen, end hos den, der må arbejde på gruppelederens ideer, og kun er en af flere medforfattere på publikationen.
Det er ikke grupper, der får ideer, det er enkeltindivider.

Spild og middelmådighed

For det femte er det et stort og tidsrøvende arbejde årligt eller med få års mellemrum at skrive ansøgninger, som går fra tiden til at forske. Ligesom det tager meget tid fra de mange højt kvalificerede forskere i forskningsrådene at bedømme ansøgningerne, som går fra deres tid til forskning.

Som det er udtrykt af en fremtrædende amerikansk forsker, er det tidsrøvende fondsarbejde blevet: an institution in its own right and has grown to be so cumbersome, that today it unnecessarily consumes a major part of the energy and saps at the vitality of the research enterprise (en institution i sin egen ret, som har vokset sig så tung, at den i dag uundgåeligt optager en meget stor del af energien og dræner forskningsprojektet for vitalitet, red.).

Et sjette problem er den forskningsstyring, der ligger i fondssystemet. Grundforskning, som er det, der først og fremmest drives ved universiteterne, kan ikke styres. Ingen kan forudse, hvor det næste gennembrud vil ske. Forskning skal ikke styres ovenfra, det er forskernes ideer, der skal bestemme, hvad der skal forskes i. At lade pengene styre forskningen fører til forspildte muligheder, og i værste fald til middelmådighed.

Det er i virkeligheden nogle mærkelige arbejdsforhold, man byder forskerne. Tænk, om staten eller regionerne sagde til embedsmændene: Her har I et kontor, en telefon, en sekretær, men hvis I ellers skal bruge penge til jeres arbejde, så er de lagt ud i en fond. Her kan I søge om penge, men der er kun penge til de dygtigste 30 procent. Resten må prøve at få penge fra private fonde, eller finde arbejdsopgaver, der ikke kræver penge. En absurd situation, men ikke desto mindre de arbejdsbetingelser, man byder forskere.

Et supplement

Nu skal man jo være forsigtig, når man er en gammel mand, med at synes, at alt var bedre i gamle dage. Det var det naturligvis ikke. Der var ikke de forskningsmiljøer, vi har i dag, aktiviteten og mulighederne var langt mindre og pengene færre. Men det, der stod som den største fordel ved ikke hele tiden at skulle søge fonde om midler, var tid. Tid til omtanke. Fred og ro til at sikre, at det, man lavede, var i orden. Og frem for alt, at enhver havde adgang til penge og dermed frit kunne afprøve sine ideer.

Fonde skal ikke afskaffes, men bruges til det, de er gode til, nemlig at supplere, hvor større behov opstår, som det oprindeligt var tænkt med Statsfondene i 1968. Pengene til den daglige forskning skal derimod tilføres universiteterne, så man ikke skal skrive ansøgninger for at få råd til at købe en blyant. Det betyder, at der skal være en mere rimelig balance mellem de eksterne fondsmidler og de basismidler, der tilføres universiteterne, end der er nu. Større bevillinger til institutterne giver, som ovenfor nævnt, større muligheder for fri forskning, da alle ikke alene frit kan vælge deres forskningsopgaver, men også kan få midler.

Det kan ikke undgå at øge engagementet og dermed være befordrende for nye ideer og være med til at skabe dynamik i dansk grundforskning. Men det vil måske også mere end det nuværende system afsløre, om der er et misforhold mellem forskerkapacitet og forskermuligheder.
Det er mig ubegribeligt, at det er effektivt at aflønne forskere, men lave et bevillingssystem, så en større fraktion af dem ikke kan få penge til at forske for.

Mon ikke det ville forøge udbyttet af forskningen, hvis man for det første stillede høje krav til kvalifikationerne hos de personer, man ansætter. Dernæst at der på institutterne er midler til at udføre forskningen, så enhver forsker kan gøre brug af sin forskningsfrihed. Og endelig, at fortsat ansættelse er betinget af, at man er aktiv som forsker.
Gad vist, hvor længe en direktør for en virksomhed bevarede sin stilling, hvis han ansatte medarbejdere uden at give dem midler til at arbejde for?

Held - og frihed

Mon ikke de erhvervsfolk, der indgår i universitetsbestyrelserne, kan overbevise de bevilgende myndigheder om det uhensigtsmæssige i det nuværende system?

Min tid som aktiv forsker faldt hovedsagelig før, man i 1980'erne ændrede bevillingssystemet. Dengang var der to ting, man ude i verden misundte os. Det ene var, at forskningsmidlerne blev givet direkte til institutterne, så man ikke skulle søge fonde til dækning af de daglige forskningsudgifter. Det andet var vores veluddannede laboratorieassistenter. Havde de nuværende forhold været gældende dengang, er jeg sikker på, at jeg efter min disputats havde forladt universitetet og var blevet kirurg. Jeg ville næppe have kunnet opnå en fondsbevilling til det arbejde, der førte til opdagelsen af salttransportsystemet (som gav en Nobelpris, red.). Jeg tvivler på, at fremtidens unge vil stå med hatten i hånden og bede om bevillinger til at udføre det arbejde, de er ansat til.

Videnskabsministeren ser gerne, at de danske universiteter bliver bedre til at producere nobelpristagere.
Det er nu ikke noget, man kan planlægge. Erfaringen viser, at tilfældigheder og held spiller en meget stor rolle. Det, man kan gøre, er at slippe forskerne fri og give dem økonomiske muligheder for at afprøve deres ideer - selv med risiko for, at det ikke fører til noget.

Det koster at satse. Det er som med olieboring. Den brønd, der giver olie, skal selvfølgelig have de nødvendige midler, men alle ved, at den en dag er tom.
Derfor må der bores efter nye fund, men man ved også, at der skal bores mange gange, før olien springer.
Men når det sker, betaler det let for de forgæves boringer.

Jens Chr. Skou
Født 8. oktober 1918 i Lemvig
1944: Uddannet mediciner ved Københavns Universitet
1954: Doktor i medicin ved Aarhus Universitet
1963-78: Professor i fysiologi ved Aarhus Universitet
1978-88: Professor i biofysik ved Aarhus Universitet
1986: Æresdoktor ved Københavns Universitet
1997: Jens Chr. Skou modtager Nobelprisen for sin opdagelse i 1957 af den vitale natrium-kalium-pumpe i cellen. Pumpen sørger blandt andet for at opretholde den livsnødvendige ubalance af salte i cellen samt den elektriske spændingsforskel i cellemembranen, som er forudsætningen for nerveimpulser og muskelkontraktioner.



14 April 2011