Vidste du at...

- Astma er den hyppigste kroniske sygdom hos børn.


- 128.000 børn kommer på skadestuen hvert år - mange efter hjemmeulykker.


- Ny undersøgelse viser, at hver tiende 3-årige er overvægtig.


- Tre ud af fire danskere mener, at tilsat farve i mad er overflødigt.


- Flere og flere helt almindelige børn spiser så meget smertestillende medicin, at de må have hjælp til at stoppe deres forbrug.

- Hvert tredje danske barn får hvidt brød til morgenmad, viser en ny undersøgelse.

- Der lever mere end 6,2 milliarder mennesker i verden. Af dem er 2,2 milliarder børn under 18 år. 1,9 milliarder af børnene bor i udviklingslande, og én milliard lever i fattigdom. Det er halvdelen af alle verdens børn.

- Magnetisk legetøj kan være livsfarligt for børn?

- Børns risiko for at udvikle allergier mindskes med 36 procent, hvis moderen spiser økologiske mælkeprodukter under graviditet og amning, viser forskning.

- Børn, der sover mindre end ni timer i døgnet, har tre gange så stor risiko for at udvikle fedme end andre børn.

- at to glas sodavand eller saftevand indeholder en hel dagsration af sukker for et børnehavebarn?

 

 


Søger du flere
artikler om børn?


 

Sponsorer

Rene ord for pengene
Digitalt bureau i Aarhus
Søgemaskineoptimering Aarhus
App Store Optimering (ASO)

 

Legetøj og køn.

En funktionsdygtig maskinpistol.
Et rumskib fra Star Wars.
Abrahams næsten-ofring af Isak.
Lego er beviset på, at køn ikke er en konstruktion.

 

Foran kirken er gæsterne stimlet sammen. De står i små grupper på den grønne plæne rundt om dagens hovedpersoner. Bruden med Hilda Heick-frisure og langt slæb, gommen i høj hat og frakke. Forsamlingen står ganske urørligt på den kvadratiske græsplæne, alle med knyttede hænder og lettere stive smil. Ingen siger et ord. Måske har det faretruende fartøj, de kan skimte i horisonten, lagt en dæmper på stemningen. Og man kan dårligt bebrejde dem, for det er trods alt ikke hver dag, at ens bryllup bliver gæstet af stjernekrigsluftskibet 1000 års-falken.

I himmelen, langt over selskabet, kigger et par gigantiske øjne ned på forsamlingen bag deres brilleglas. Han er deres skaber. Hans navn er Jesper Hansen, og han er, hvad man i fagsproget kalder en AFoL: Adult Fan of Lego. »Det er et genialt værktøj,« siger han med et grin og flytter lidt på bruden. »Man kan virkelig dyrke sin fantasi. Man bygger derudad og river ned igen. Det er nærmest et drug for mig. Når jeg først er i gang, kan jeg næsten ikke stoppe igen«.

Siden den 42-årige selvstændige for et par år siden gik på opdagelse i en flyttekasse med klodser fra sit barndomshjem, har han været bidt af Lego, og han elsker systemets helt særlige kombination af muligheder og begrænsninger. Den røde kirke skal være hans bidrag til legofanklubben Byggepladen.dk’s årlige Klodsfest. En tredages festival, hvor foreningens ca. 200 voksne legoentusiaster viser deres kreationer frem for hinanden og offentligheden. Men kirken er kun et skridt på vejen. Byggematerialerne skal senere transformeres til en naturtro model af Rosenborg Slot. Klodserne i de helt særlige dybrøde og irgrønne nuancer er nøje udvalgt og købt hjem fra USA via den elektroniske legomarkedsplads Bricklink, hvor vintage-lego og sjældne klodser forhandles til ikke-SU-venlige priser. Naturligvis kunne man have bygget slottet i en lettere tilgængelig standardrød, men det skal være helt rigtigt. Helt ned til de små sandfarvede sten, der sidder i forbandt i slottets hjørner.

»Herinde skal jeg ikke have ungerne til at rende og rode,« fortæller Jesper og viser vej til sit særlige Lego-værksted i garagen. Langs væggene står værktøjsreoler, men skufferne rummer ikke rawlplugs, søm og skruer. De rummer klodser i særlige farver. Råhvide, bladgrønne, azurblå, større, mindre. Og der, ved siden af den blå/hvide tunesiske moské, står en påbegyndt skulptur af hans søn. Da Jesper begyndte arbejdet på skulpturen, var den i naturlig størrelse, men efterfølgende er den nu 7-årige dreng vokset fra sin plastikdobbeltgænger.

Processen var ikke ulig en billedhugger, som med hammer og mejsel frembringer et menneske af den grå granit. Sønnen blev stillet på en byggeplade, ved siden af lagde Jesper en identisk plade, og så gik duplikationen i gang. Først de sorte sko, så de blå bukser og den røde trøje. Endnu er figuren ikke færdig, men efter Klodsfesten bliver det tid til at færdiggøre den. Og næste projekt derefter bliver at sætte et UV-filter for værkstedets vinduer, så klodserne ikke bliver bleget af solen.

Jespers niårige datter har vist en vis interesse for det feminine klodsunivers Belville, men det er drengene, far og søn, der for alvor har kastet deres kærlighed på Legoklodserne. Jespers kone er ikke altid lige begejstret for klodsernes indtog i Valbyvillaen, og hun må jævnligt bede ham fjerne kreationer fra spisebordet. »Hun interesserer sig overhovedet ikke for det,« siger Jesper Hansen med et smil. »Hun har vist aldrig sat to klodser sammen«.

Hvad med pigerne?

At det er Jesper og ikke hans kone, der har kastet sin kærlighed på klodserne, er næppe tilfældigt. For pigerne udgør maksimalt 20 pct. af Legokoncernens forbrugergruppe. På Lego har man gennem årene gjort sig tanker om, hvordan man får flere piger til at lege med Lego, for naturligvis ville det være i koncernens interesse at få fordoblet markedet, fortæller Mads Nipper, direktør med ansvar for produktudvikling.

»Vi forsøger helt overordnet både at appellere til drenge og piger. Den kreative leg, selve det at kunne materialisere sine tanker og ideer i fysisk form, er for så vidt kønsneutralt,« siger Mads Nipper. Men det er sværere end som så at nå pigerne. Gennem de sidste 20 år har Billundkoncernen lanceret flere legetøjsserier specielt henvendt til piger: smykkebyggesystemet Scala, det idylliske strandmiljø i Paradisa-serien og Belville-universet med konger og prinsesser. Seneste skud på stammen var smykkebyggeserien Clikit. I dag er kun Belville-serien tilbage. Særligt Clikit kom for langt bort fra koncernens varemærke, idet de velkendte knopper var fraværende.

»Når forældre og børn ikke længere kan genkende Lego som noget helt særligt, kommer vi bort fra vores kerneområde. Vi skal ikke udvande værdien af vores varemærke. Så en af vores erfaringer er, at vi meget gerne vil nå pigerne, men det skal være på Legoværdiernes præmisser. Men der er så en slagside, nemlig at det primært er drengene, der tager det klassiske Lego til sig. Det bedste for koncernen er, at vi er verdensmestre i at nå drenge i alderen 10-15 år, og hvis vi skal appellere til andre, så skal det i hvert fald ikke være på bekostning af dem.«

Når det især er drengene, der tager de traditionelle Legoprodukter til sig, skyldes det kønnenes forskellige legemønstre, mener Mads Nipper.

»Med fare for at generalisere kan drenge bedre lide den detaljerede konstruktionsleg, hvor konstruktionen er et mål i sig selv. For pigerne er konstruktionen i højere grad et middel. Konstruktionen skal bare overstås, så man kan komme i gang med at lege en rollebaseret leg. Vi prøver at nå pigerne også, men skal vi vælge mellem at appellere til de to grupper, så vælger vi drengene ni ud af ti gange. Årtiers erfaring har simpelthen vist, at det virker bedre.«

For at tage kampen op med bratz-dukker og andre velsælgende pigeprodukter lavede Lego i Scala-serien en række højere og mere detaljerede figurer end de klassiske legomænd med Prins Valiant-hår. Men dermed kom Lego til at ligne konkurrenterne for meget, mener Mads Nipper.

»Pigerne er meget fokuserede på karaktererne i figurerne. De tillægger figurerne en emotionel værdi. Problemet er så, at Legos figurer er så små, for når man har en figur, der er 4,5 cm høj, så sprøjter emotionerne jo ikke ligefrem ud af den. På det punkt har vi simpelthen haft svært ved at konkurrere med andre produkter, f.eks. elektroniske kæledyr og store dukker. For drenge er det derimod ikke noget problem med de små figurer. For dem er konfliktlegen det centrale, og de investerer ikke lige så meget i figurerne. Det handler meget om at smide med klodser, og så gør det jo ikke noget, at figurerne er små«.

Katapult og maskingevær.

Ulrik Pilegaard er et eksempel på pointen. I efteråret udgav han sammen med sin tidligere kollega på Lego, Mike Dooley, kioskbaskeren Forbidden Lego. En rigt illustreret drengerøvsbog med opskrifter på Legomodeller, som koncernen aldrig selv ville kunne sætte i handelen. Blandt andet en maskinpistol, der affyrer små klodser, og en katapult til bordtennisbolde eller andet egnet skyts. Bogen udsprang af det ganske særlige miljø på Legos udviklingsafdeling, hvor Ulrik var ansat i en årrække. En kreativ legestue, hvor et hold teknisk begavede drenge – og nogle få piger – løbende udviklede nye Legoprodukter.

»Der var folk fra hele verden samlet, og det var et meget kreativt miljø, hvor vi kunne tænke stort, klippe og klistre og prøve at opfinde næste års sællert. Vi brød selvfølgelig alle de regler, vi kunne. Tunede motorerne, byggede mærkelige ting og sad og kastede med klodser. Det var lidt af en børnehave – men en kreativ én af slagsen. Vi udfordrede hinanden med vanskelige byggeopgaver, og vi opfandt flere ting, som i virkeligheden var alt for svære til børn. De mest ekstreme produkter prøvede vi ikke engang at få koncernen til at sætte i produktion.«

Da tiden på Lego var forbi, fik han lyst til delagtiggøre andre i miljøet og vise dem de ideer, der aldrig var blevet sat i produktion. Og publikummet var der. Forbidden Lego nåede en uhørt høj placering som nummer 65 på netboghandelen Amazon.com’s bestsellerliste, og i dag er første oplag på 10.000 eksemplarer udsolgt. Ulrik Pilegaard blev interviewet om projektet i Fox News, og bogen er nu på vej til udgivelse i Kina og Tyskland. Men hvem er det, der har investeret så massivt i den usædvanlige udgivelse? Ulrik Pilegaard har et bud.

»Lettere nørdede mænd, som har gemt deres barndoms Lego og nu kan finde det frem igen og kaste sig over projekterne sammen med deres drenge,« ler han. »Da jeg var på Lego, talte man om, at der fandtes et skyggemarked for produkterne. Altså folk, som man ellers ikke anså for målgruppen, men som købte produkterne – for eksempel voksne mænd. Det har altid været der, men det ville da glæde mig meget, hvis det blev endnu større på grund af min bog.«

Et og andet kunne tyde på det. I hvert fald har flere af Ulrik Pilegaards amerikanske kolleger efter bogens udgivelse investeret flere hundrede dollars i de nødvendige byggedele, og fænomenet Forbudt Lego lever sit eget liv i cyberspace, blandt andet på videodeletjenesten youtube, hvor entusiaster stolt fremviser deres tromlekanoner og middelalderkatapulter. For Ulrik Pilegaard var det en drengedrøm, der gik i opfyldelse, da han blev ansat på Lego og kunne leve af at lege, og bogprojektet er da også først og fremmest drevet af en kærlighed til plastikklodserne fra Billund.

»Jeg er især imponeret af kvaliteten af materialet. Plastikkens tolerance er helt ekstrem, den er egentlig alt for god til legetøj. Og så bliver der bare brugt så meget tid og hjernestyrke på at lave det produkt. Der findes så mange kreative produktioner i en kælder i Billund, og det fortjente en hyldest.«

Selv om jobbet på Lego i mellemtiden er skiftet ud med en ansættelse i et solenergifirma i Los Angeles, er fascinationen af Lego intakt.

»Det er så åbent et system,« siger Ulrik Pilegaard. »I mit nuværende arbejde bruger jeg det ofte som prototypeværktøj. Hvis vi har mekaniske problemer, kommer jeg med løsningsforslag bygget i Lego. Herovre i USA kender jeg til både arkitektfirmaer og filmproduktionsselskaber, som også bruger det professionelt. Man kan så meget mere med det produkt, end folk tror,« siger Ulrik Pilegaard.

Skulle nogen være i tvivl om dét, kan de lægge vejen forbi www.thebricktestament.com, hvor en amerikansk multikunstner og selvudnævnt præst har opført samtlige højdepunkter fra Bibelen i stemningsmættede Legotableauer.

Selv Homer vidste det.

Tilsyneladende leger drenge mere voldsomt end piger. En nyhed? På ingen måde. Da Apollon i Iliadens femtende sang styrter archaiernes jordvold, illustrerer Homer det med en analogi, der må vække genkendelse i de fleste børnefamilier: »Lige så let, som når en dreng på stranden i sin barnlige enfold river det legeværk omkuld med hænder og fødder, som han lige har lavet.«

Men selv gammelkendte sandheder kan blive kontroversielle, når de politiske vinde raser, og området er bestemt ikke politisk ufarligt. Da Gyldendal i efteråret dristede sig til at udgive eventyrbøger i særskilte drenge- og pigeudgaver, var feminister og 68-pædagoger på barrikaderne. Lektor Karen Sjørup fra RUC kaldte i Politiken tendensen for en »kanonisering af kønsstereotyper« og forsvarede drenges ret til at brodere korssting og pigers ret til at vælge det fra. Men 70’erpædagogikkens tese om, at køn blot er sociale konstruktioner, og at kønsstereotyper er hæmmende for både mænd og kvinder, står væsentligt svagere i dag, fortæller legetøjsforsker Jørn Martin Steenhold.

»Der er foregået en intensiv pædagogisk-psykologisk diskussion om dette område. I 70’erne og 80’erne var jeg ved at få klippet ørerne af, fordi jeg sagde, at der var klare forskelle på drenge og piger, men man kan altså ikke ændre køn. De er et biologisk faktum, ikke kun en social konstruktion. Og i dag er det blevet mere legitimt at tale om kønsforskelle.«

At legetøj har været politiseret overrasker ikke Jørn Martin Steenhold.

»Legetøj er altid underlagt tidens strømninger, det afspejler tidens kulturelle signaler og værdier. Man har haft meget forskellige holdninger til, hvad der var stuerent. G.I. Joe havde grøn baret på under Vietnamkrigen. Det var bestemt ikke stuerent, og det affødte demonstrationer foran legetøjsbutikker. Og Witch-dukkerne med deres okkulte evner inden for telepati og clairvoyance blev debatteret heftigt i Kristeligt Dagblad«.

Ifølge Jørn Martin Steenhold har politisk-pædagogiske diskussioner dog sjældent haft nogen indflydelse på legetøjsbranchen. Selv i perioder, hvor drenge og piger havde samme frisurer og gik ens klædt, har industrien produceret kønsmålrettet legetøj. Og med god grund.

»Drenge leger det, de frygter, mens piger leger deres drømme og ønsker. Det er paradokset. Hvis man gør den forskel illegitim, berøver man børnene en mulighed for at erkende tilværelsen. Børn lærer om livet ved at lege og eksperimentere,« siger Jørn Martin Steenhold.

Vi er stadig huleboere.

På Lego har Niels Sandal Jakobsen ansvar for markedsundersøgelser. Hans afdeling arbejder på at forstå forbrugernes adfærd bedst muligt, og han er ikke i tvivl om, at kønnene leger forskelligt. Og det er der intet overraskende i, fortæller han.

»Vi ser os selv som postindustrielle, oplyste mennesker, men vi har jo levet de sidste 60-70.000 år som stenaldermennesker, og i princippet gør vi det stadig. Når børn fødes, tror de, at de er født i en hule; de er født til at overleve som jægere og samlere. Vi har en medfødt genetisk bagage, som handler om overlevelseschancer, og hvis et moderne barn blev født for 1000 år siden, ville det have en god chance for at klare sig«.

Og i den sammenhæng indtager legen en central rolle, fortæller Niels Sandal Jakobsen. Lege skal forstås som sociale tilpasningsøvelser og afprøvninger af grænseområderne mellem orden og kaos, godt og ondt, rigtigt og forkert.

»Mennesket er et flokdyr. For børn handler det derfor først og fremmest om at tilpasse sig gruppen, for hvis man bliver udstødt af flokken, dør man simpelthen. Derfor er social tilpasning den allervigtigste kompetence. Leg er netop en eksperimenteren med forskellige sociale kompetencer, og i de sociale sammenhænge har der altid været forskel på kønnene. Drenge har haft behov for at være målrettede, men også éndimensionelle. De har skullet finde vej, og de har haft brug for eksplosiv styrke, for det betød overlevelse og mulighed for at finde bytte. Pigerne derimod fokuserer mere på fred, sammenhæng, det smukke og æstetiske. De har fra gammel tid været samlerne, de har repræsenteret det sociale i flokken, og det har krævet stærke kommunikative kompetencer og en evne til at aflæse følelser.«

Lego afholder med jævne mellemrum legescreeninger, hvor man observerer børnenes legemønstre og reaktioner på de forskellige produkter, og der er klare forskelle, der skinner igennem. Drenge er generelt mere fysiske, støjende og voldsomme, og de tager udgangspunkt i de grundlæggende negative fortællinger om tilværelsen. Deres leg handler ofte om død, ødelæggelse og frygt. Og som virksomhed ville det selvsagt være tåbeligt ikke at tage udgangspunkt i forskellene.

»Drenge og piger vil have forskellige produkter, og de værdsætter forskellige kvaliteter ved produkterne,« siger Niels Sandal Jakobsen. »I selve legoklodsens meget faste geometriske form ligger der en barriere for relativt mange piger. Det er et fastlåst system, og det tiltaler i højere grad drengene. Pigerne er mere interesserede i blødere former og friere formgivning. Når man giver en dreng og en pige en spand med legoklodser, så bruger de den meget forskelligt. Mens drengene altid bygger så højt som muligt, bygger pigerne fladt, i rundkredse eller cirkelform. Og pigerne har det med at blive frustreret af låstheden i systemet. De ville gerne kunne strække eller bøje klodserne.«

Politiske strømninger med krav om frigørelse af kønnet og opgør med kønsstereotyperne har da heller aldrig påvirket arbejdet i Billund.

»Man kan blive ved med at sige, at køn bare er konstruktioner, og at der ikke er nogen forskel på drenge og piger, men det er der,« siger Niels Sandal Jakobsen. »Vi har i hvert fald aldrig været i tvivl. Vi fremelsker ikke forskellen, vi reagerer bare på den. For os er spørgsmålet, hvordan vi udnytter den forskel til at skabe nogle glade drenge og piger – i stedet for at lave en grå mellemting, som ingen er rigtig glade for. Der er selvfølgelig elementer af socialisering, og man kan beskylde os for at fastholde børn i bestemte mønstre. Det kan jeg ikke direkte tilbagevise. Jeg kan bare konstatere, at der er meget salg i at tage kønsforskelle alvorligt«.


Af DAVID JACOBSEN TURNER
Weekendavisen. NR. 03, 18. - 24. januar 2008

27 January 2011