Intelligens skaber ulighed

Når vi i disse år taler om, at børn skal være dygtigere for at kunne klare sig bedre – og for at nationen bedre kan konkurrere med andre nationer – er det diskussionen om, at intelligens kan trænes. Eksempelvis at ”den sociale intelligens” kan trænes.

Naturligvis kan vi lære at blive bedre til at forstå andre menneskers følelser samt til at pleje og forbedre vores indbyrdes forhold – på samme måde som vi kan lære at spille klaver - tale tysk – skrive bedre dansk uden for mange stavefejl – eller blive bedre til at læse eksempelvis dansk.

Man kan altid lære at blive bedre til en ting – hvis man øver sig – eller terper.

Ordet ”intelligens” bruger vi derimod om det fænomen, som bevirker, at nogle af os har meget lettere ved at lære sådanne ting end andre. Det vil sige få større udbytte af den samme mængde erfaring eller træning.

Udtrykkene ”social” og ”følelsesmæssig intelligens” – betegner derfor de anlæg (if. Golemann) som bevirker, at nogle mennesker har lettere ved at tilegne sig social viden og kunnen end andre.

Viden og kunnen er det, vi lærer og derved bliver kloge på –
- intelligens er (bl.a.) selve evnen til at lære.

På nuværende tidspunkt benytter psykologien sig af omkring 70 forskellige intelligensfaktorer (i denne bog sammenfattet til 10), som vel at bemærke kan have forskellig styrke fra person til person.
Disse styrkeforskelle er ikke udelukkende genetisk bestemt, men påvirkes naturligvis af miljøforhold som f.eks. kost, daglig stimulation og mulighed for leg og eksperimenter med alt muligt.

Grundige forsøg har vist, at disse miljøpåvirkninger helst skal finde sted inden et barn er fyldt fem seks år, hvis de skal have en vedvarende gunstig effekt på netop intelligensen – dvs. på selve evnen til at lære noget på et bestemt område.

De knap 70 forskellige intelligensfaktorer (i denne bog sammenfattet til 10) er kendetegnet ved statistisk set alle at være positivt korrelerede. Det betyder kort, at hvis Karoline har lettere end Lone ved at lære at spille klaver, så har Karoline sandsynligvis også lettere ved at lære at stave dansk eller læse tysk.

Dette er en af de særdeles markante ting, der i særlig grad adskiller intelligens fra personlighed, som er det andet store psykologiske område, hvor mennesker er forskellige. De vigtigste personlighedsfaktorer (bestemt af identitet og adfærd – som beskrevet i denne bog) er nemlig ikke korrelerede! Selv om vi ved, at Karoline er mere udadvendt end Lone, kan vi ikke sige noget om sandsynligheden for, at Karoline også er mere målrettet eller samvittighedsfuld eller vedholdende end Lone.

Det kan naturligvis være en udmærket ide at undervise små og større børn – eller voksne – i forskellige afmålte færdigheder, vedtaget ved lov. Men uanset hvilket emneområde man underviser en gruppe mennesker i, vil undervisningen altid have 2 virkninger:
- Den ene er, at alle bliver dygtigere.
- Den anden er, at nogle bliver dygtigere end andre.
Det vil sige at spredningen i den pågældende gruppe øges. Det er en lovmæssighed og en følge af forskellig intelligens – uanset om disse er medfødte eller livsvilkår betingede.

Det er derfor let at ”teste” resultaterne af en sådan undervisning, når det kun drejer sig om at måle effekten af personernes måde og evne at gengive de afmålte færdigheder. Men det er faktisk umuligt at teste personernes individuelle personlighedsstruktur (bl.a. identitet og adfærd baseret på eksempelvis samvittighed, målrettethed og vedholdenhed) i relation til de afmålte færdigheder.

Ikke alene skaber intelligens ulighed – hvad der kan være forståeligt nok – men de efterfølgende test skaber endnu større ulighed – da test er at måle afgrænsede færdigheder indenfor afgrænsede intelligensområder.