Børnene i Binnerup - 17. afsnit

Anne-Mette og bierne
Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1977

Anne-Mette møder en vred bi

Anne-Mette sover tit længe om morgenen. Men en dag vågner hun, før far er gået. Hun kan høre ham snakke med mor ude i køkkenet. Anne-Mette står op og går ud til dem. Far er ved at tage sin vindjakke på. ”Det var godt, du kom,” siger han. ”Nu kan du lige nå at få et kys, inden jeg kører.”
Far giver mor et kys. Så tager han sin mappe og går ud til bilen. Anne-Mette og mor står i døren og vinker – lige til de ikke kan se ham mere.

Bagefter går Anne-Mette ind og tager tøj på. Da hun kommer ud til mor igen står der et stykke mad og et krus mælk på bordet. Anne-Mette bliver glad, da hun ser, at der er honning på maden. For det kan hun så godt lide. –Hun drikker mælken og siger til mor, at hun vil spise maden ude i haven. Det synes mor er en vældig god idé, og så går Anne-Mette. Hun går ned til sandkassen. Her vil hun sidde og spise sin mad. –Imens hun spiser, ser hun på alle de fugle, der sidder og synger oppe i træerne. Der er mange fugle. Pludselig opdager Anne-Mette, at der sidder en bi på hendes mad. Hun slår efter den, og så flyver den væk. Men et øjeblik efter kommer den igen med en anden bi. Og inden Anne-Mette får set sig om, er der mindst ti bier omkring hende.
Nu bliver Anne-Mette bange. Hun rejser sig op for at komme væk. I det samme flyver én af bierne lige ind i ansigtet på hende. Anne-Mette bliver så forskrækket, at hun taber maden – og sætter sig på kanten af sandkassen med et bump. Og så skriger hun! For så har hun sat sig på en bi, og den har stukket hende højt oppe på låret.

Anne-Mette løber op mod huset, mens hun græder højt. Mor kommer frem i døren. ”Hvad er der dog sket, lille Mette?” spørger hun.
”Den stak mig!” råber Anne-Mette og græder endnu højere. ”Her oppe på benet.”
Mor bøjer sig ned for at se på benet. Men Anne-Mette flytter sig hele tiden, og mor kan slet ikke se noget. ”Jeg ved godt at det gør ondt,” siger mor. ”Men du må prøve at stå stille et øjeblik. For jeg skal jo se, om der sidder en brod i såret.”
”En brod?” siger Anne-Mette og glemmer helt at græde. ”Hvad er det?”
Mens mor ser på såret, fortæller hun, at alle bier har en lille gift-brod på spidsen af bagkroppen. Brodden er en slags nål, som bien stikker med, når den bliver bange eller vred. Og sådan en brod knækker tit af og bliver siddende i såret, når bien stikker.
”Der er den!” siger mor og viser Anne-Mette brodden. ”Den er meget lille. Men bien kan ikke leve uden sin brod. Så den bi, der stak dig, er altså død nu.”

Mor finder en flaske frem og en ren klud. Hun hælder noget fra flasken – og så begynder Anne-Mette igen at græde. ”Tag det nu roligt,” siger mor. ”Det er bare salmiak spiritus. Hold dig for næsen, for det lugter grimt!” Anne-Mette gør, hvad mor siger, og mor lægger hurtigt kluden over såret.

”Sådan!” siger mor og tager kluden væk. ”Nu holder det snart op med at gøre ondt. –Hvorfor søren sætter du dig også på en bi?” siger hun og smiler. ”Du må da se dig lidt for!”
”Det gjorde jeg også,” siger Anne-Mette. ”Men der var så mange bier, og de var efter mig alle sammen!”
Hun sætter sig ned – og rejser sig hurtigt op igen. Det gjorde ondt i benet, da hun satte sig på stolen.
”Jeg kan ikke sidde ned,” siger hun. ”Og jeg går altså ikke i børnehave, hvis jeg skal stå op hele tiden!”
Mor kigger igen på benet. ”Det ser nu ikke så slemt ud,” siger hun. ”Men hvis du helst vil blive hjemme, må du godt det. Så skal jeg bare ringe ned og sige, at du ikke kommer.”
Mor ringer til Den lille Børnehave. Anne-Mette står ved siden af.

Hun hører, at mor først fortæller, hvad der er sket. Bagefter snakker hun længe om Bi-Hansen. Måske er det én af hans bier, der har stukket Anne-Mette?
Da mor er færdig med at telefonere, giver hun Anne-Mette en ny mad.
Og denne gang spiser Anne-Mette sin mad ude i køkkenet!