Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 6På et tidspunkt faldt jeg i søvn og vågnede først, da Eske stod op. “Ørnen er landet! Ørnen er landet!”, råbte han. Det var næsten lyst udenfor, og fuglene sang. Men ham manden på månen gik jo faktisk ikke rigtig. I al den flimmer så det ud, som om manden på månen hoppede rundt. Men det var slet ikke det, der var anderledes. Eske satte sig i lænestolen og tændte en ordentlig cigar med mavebælte, et guldpapir, som jeg plejede at få, så jeg kunne bruge dem til fingerringe. Eske blev hvid i hovedet. “Der er noget galt – det ka’ ikke passe!” Han gik ind og kikkede i alle sine papirer og kom tilbage og satte sig ned. Han lod cigaren falde ned på gulvet. “De laver rævestreger. De lyver for 600 millioner mennesker. Der er ingen vind på månen. Og alligevel blafrer flaget. Ka’ du ikke se, det er helt forkert, Selene? De er slet ikke på månen. Det hele er løgn og bedrag. De er i et fjollet filmstudie et sted i USA. Det er bare en dum film, de viser os. Der er slet ikke nogen mand på månen. Det er noget, de bilder os ind! Men mig ska’ de ikke lave fis med!” Eske pegede ind i fjernsynet. Han trak vejret i korte hvæs og satte sig med et bump i lænestolen. Bag ved lænestolen så jeg et lys. Lyset havde en sjov facon. Jeg blev slet ikke bange. Eske sagde ingenting. Han så underlig ud. Det så ikke ud til, at lyset generede ham. Lyset så rart og blødt ud. Det så ud, som om det vinkede til mig, inden det forsvandt igen. Jeg faldt i søvn igen og vågnede først, da det var helt lyst. Eske sad helt stiv i lænestolen og fjernsynet hylede. Jeg gik over og slukkede for fjernsynet og lagde et tæppe over Eske. Han sov med åbne øjne. Lyset var væk. Da jeg lagde tæppet over ham, mærkede jeg hans hånd. Den var kold. Så tog jeg også min dyne og lagde over ham. Jeg gik ud ad døren og løb hjem til præstegården, men døren var låst. Mens jeg stod og rykkede i døren, hørte jeg Karen skrige som en gal. Magda kom løbende så hurtigt, som hendes tykke krop kunne bevæge sig. Hun tog mig i hånden og holdt om mig. Vi gik hjem til Ulrik, der lige var stået op. Han sad i pyjamas og spiste grød. Den morgen fik jeg ekstra sukker på min havregrød. Jeg fortalte Magda om lyset bag Eske’s stol. “Du ved godt, at du gør Gud vred, når du lyver. Sådan noget ska’ du ikke fortælle her i landsbyen og slet ikke, når Eske lige er død. Nu be’r vi Fadervor sammen, og så taler vi ikke mere om det”, sagde Magda. Hun hentede dåsen med småkager og lod mig selv vælge. Bagefter satte hun sig tungt på stolen, foldede hænderne og begyndte på Fadervor. “Det var der, jeg fandt ud af, at voksne ikke ka’ tåle at høre alt. Ligesom med dig, Kairos. De ka’ ikke tåle at høre, at du be’r til ham der Allah i kirken, vel? Og de ka’ heller ikke tåle at høre om de lysvæsner, jeg ka’ se. Hvorfor sku’ Gud blive vred over det, når jeg nu kan se dem? Bli’r Allah osse vred på dig over, at du be’r i kirken?”, spurgte jeg. Kairos rystede på hovedet, og vi gik sammen ud i våbenhuset. Han lod mig stå og løb selv tilbage for at hente bedetæppet. Copyrigt Lene Rikke Bresson |
