7 år – og de mange store følelser

For den 7 årige er ønsket om stilhed, drømme og kærlighed ikke noget fjernt, men nærværende i hverdagen

Det kan vise sig at være ganske vanskeligt at få et syvårigt barn til at fortælle om sine problemer og konflikter. Derfor er det vigtigt, at forældre – og gerne også bedsteforældre – blot giver sig tid til at være sammen med barnet, lytte til det og snakke.

Alvorlige tanker, indtryk, overvejelser og drømme optager barnet uendelig meget. At være sammen i stilhed og lytte til hinanden er for børn og forældre vejen til at få adgang til hinandens tanker og drømme. Når barnet ser nyheder og andre udsendelser på tv, kan det godt blive skræmt eller bekymret. Det er fortsat vigtigt, at du er sammen med dit barn, når det ser tv, og kan forklare, hvordan tingene hænger sammen.

At Drømme og visualisere

At drømme om alt det der sker i hverdagen – om kammerater, situationer og episoder, om mor far og søskende – hører med til at være barn. For det syvårige barn er drømmene på vej til at blive en del af virkeligheden, og barnet er bevidst om, at drømme kan være nærværende, ja næsten virkelighed. Men “næsten virkelighed” er ikke virkelighed, selvom det kunne være dejligt hvis de gode drømme kunne blive til virkelighed.

Det, at den syvårige begynder at være bevidst om sine egne drømmes betydning, giver barnet nye kreative muligheder. Nogle børn begynder at lege målrettet med deres drømme. For selvom drømmene sikkert ikke bliver til virkelighed, er de i det mindste skønne.

Disse børn, siger man, visualiserer. Når man visualiserer, former man et præcist indre billede af en ønsket situation. Det kan bruges til at fremme forhold, der berører en selv – og omverdenen.

Den meget tætte forbindelse der kan være børn og børn imellem – mellem et barn og bestemte personer og i særlig grad mellem et barn og dets forældre – kan til enhver tid give sig udslag i, at parterne kan fornemme hinandens nærhed på selv stor afstand og især i særlige situationer.

Den dybe intensitet, der lægges i at visualisere en tanke eller drøm, er en kreativ proces underlagt andre love end dem der gælder i dagligdagen. Men alligevel er det dagligdagen for nogle specielt følsomme børn – og voksne.

Gi’ et knus!
Syvårige kan være ualmindelig hårde og unuancerede i deres bedømmelser. I sådanne situationer må du som voksen være stærk og nægte at lade dig underkende. Samtidig må du bære over med barnet, der jo taler og handler ud fra den begrænsede viden og erfaring, det nu engang har. Det er vigtigt, at du viser dit barn, at livet er meget nuanceret, og at forståelse og tolerance over for hinanden og andre er vigtig. Knus og kærtegn er en vigtig måde at vise det på. Stopper den tætte fysiske kontakt nu, kan den senere virke kunstig for barnet, og den indstilling vil det tage med sig videre i livet.