Grønlandske børn er blandt verdens mest aktive

Center for Folkesundhed i GrønlandOver halvdelen af grønlandske børn og unge lever op til WHO’s anbefalinger om at være fysisk aktiv mindst én time om dagen. De er langt mere aktive end danske børn. Faktisk er de helt i top blandt verdens mest fysisk aktive børn og unge.

I alt 72 grønlandske skoleelever i alderen 11-16 år havde en bevægelsesmåler klistret fast på benet i en uge, da forskere undersøgte, hvor mange skridt grønlandske børn og unge går hver dag, og hvor lang tid de sidder stille.

Resultatet overrasker forskerne bag undersøgelsen:
”I alt 56 procent af de grønlandske skoleelever lever op til WHO’s anbefalinger om minimum én times daglig fysisk aktivitet med moderat eller høj intensitet. Det er et imponerede resultat, især når man sammenligner med børn og unge både i Danmark og en række andre lande,” siger Christina Schnohr, seniorforsker på Center for Folkesundhed i Grønland fra Statens Institut for Folkesundhed.

De grønlandske drenge er lidt mere aktive end pigerne. I alt lever 63 procent af drengene og 50 procent af pigerne op til anbefalingerne.

Samtidig viser undersøgelsen, at grønlandske elever bruger 6 timer og 36 minutter på stillesiddende adfærd dagligt. Igen er det pigerne, der sidder lidt mere ned end drengene.

Herhjemme viser undersøgelser, der udført ved hjælp af samme metode, at 26 procent af de danske skoleelever lever op til WHO’s anbefalinger, og at de sidder ned 11 timer og 16 minutter i gennemsnit i løbet af dagen.

I Sverige lever 26 procent af de 11-årige og 9 procent af de 15-årige op til anbefalingerne. I Canada er det 33 procent, der lever op til anbefalingerne, og i Kina er det 34 procent.

”Grønlands Idrætsforbund har en ambitiøs målsætning om at den grønlandske befolkning er verdens mest aktive i 2030. At dømme ud fra de unges fysiske aktivitetsniveau, er man godt på vej,” siger Christina Schnohr.

Det høje aktivitetsniveau blandt skoleelever skyldes blandt andet ifølge Christina Schnohr den grønlandske infrastruktur. Offentlig transport er ikke udbredt, og derfor er der flere, der går eller cykler. Derudover er en vigtig årsag, at man i højere grad færdes udendørs og er aktive i naturen.

”Det er helt klart, at en fremmende faktor er udendørslivet i Grønland. Det er en udbredt kultur, at man dyrker naturen, går på jagt eller vandrer i fjeldet med familie og venner og dermed bevæger sig mere. Derudover tyder meget på, at eleverne også er aktive i løbet af skoledagen, hvor de også kommer ud og bevæger sig,” siger Christina Schnohr.

Rapporten kan downloades via linket her

For yderligere information kontakt:
Seniorforsker Christina Schnohr, e-mail: schn@sdu.dk eller tlf.: 28 23 37 75, Center for Folkesundhed i Grønland, Statens Institut for Folkesundhed, SDU.