Elektroniske håndjern på tvillingerne i sommerlandet
Legoland har teknologien til os, der har svært ved at ’give slip’
38 modtagemaster dækker de 125.000 kvadratmeter sommerland, så man med et kort og en mobiltelefon til enhver tid kan spore sig frem til sit afkom.
I informationen bliver bliver de 22 måneder gamle tvillinger Carla og Yheodor udstyret med elektroniske ’tacks’ om håndleddet, og de er heldigvis fælt tilfredse med at få ’ur’ på.
Til moren er der et kort med koordinater og to sms’er på mobilen:
Legoland og Tryg byder velkommen til Bliv-Tryg-Væk. Send beskeden LL HELP til nr. 1279 for at få lokaliseret dit barn. Følgende armbånd er aktivieret: 484
Legoland og Tryg byder velkommen til Bliv-Tryg-Væk. Send beskeden LL HELP til nr. 1279 for at få lokaliseret dit barn. Følgende armbånd er aktivieret: 485
Jo tak, mange tak, men hvem havde nu nummer hvad og hvor blev de i øvrigt af?
Der er 700 meter i fugleflugtslinje fra det fjerneste hjørne af Legoland til informationen. Masser af steder, hvor sådan et par krabater kan komme galt af sted eller lave ulykker: Kørende forlystelser, springvand, nysselige små bede, imponerende arkitektoniske værker af klodser i millionvis, højdeforskelle… Så de skulle jo helst ikke blive væk for alvor.
Det sker også yderst sjældent, fortæller den flinke dame i informationen. Hun har spottet mit afkom her inde i lokalet og kan desuden berolige mig med, at personalet her - selv i højsæsonen - sjældent får mere end 20 bortkomne børn ind om dagen. Og det er som regel halvstore børn på seks-otte år, der egentlig har en aftale om at mødes med deres forældre, men har glemt den. Forældrene bliver ofte meget overraskede over, at barnet har savnet dem. Og barnet er for længst blevet trøstet med masser af legetøj og skæg og ballade, inden far og mor når frem til informationen, siger hun.
Mine egne små omkringfarende tigerdyr overrasker faktisk også mig:
Først stjærver de selvfølgelig af sted. Som et par sultne kejserpingviner på vej ud i ishavet…i hver sin retning.
Undervejs tager Carla og Theodor endda hinanden i hånden. Så er moren helt leveret, for normalt slås de om alt men nu tuller de af sted som et aldrende ægtepar, der holder sammen på trods….
I Duplo Land finder jeg dem på skift. Og de finder mig. Men pludselig er de begge to forsvundet. ’Rolig nu!’…frem med brochuren, hvor står nummeret? Hvad var det nu, jeg skulle skrive i beskeden? LL HELP – med versaler….hm, det bruger jeg aldrig…hvor p… finder jeg de store bogstaver på den her mobil…LL HELP….og så til nummer 1279…send! Et minut senere blidrer svaret. 1279 har sporet begge børn:
Legoland og Tryg har fundet armbånd nr. 485: Duplo Land (U,22)
Let rystende får jeg foldet kortet ud. Og opdager til min store rædsel, at der er SYV –7- forskellige kort. Fire på den ene side. Tre på den anden.
Kort efter suser toppen af Carlas uldhue ned af en ruchebane få meter væk. Theodor dukker også op. Han har fundet en brugt ispind, der tilsyneladende smagte af noget godt, inden han fik den fedtet ind i jord. Pyt. Den slags sker også på hjemmebane.
Bliv-Tryg-væk systemet skal efter sigende være temmelig præcist. Så jeg tester det lige nogle flere gange. Får udforsket kortene, mens jeg forsøger at holde øje med de små pus oppe i den fysiske verden. På et tidspunkt tager vi et par togture, og mens vi sidder dér alle tre i samme vogn, sender jeg lige en efterlysning og modtager en lettere chokerende besked fra min nye, fircifrede ven:
Legoland og Tryg har fundet armbånd nr. 485: Duplo Land (X,20)
De sidder jo lige her begge to? Forklaringen får jeg, da vi afleverer armbåndene i receptionen: Efterlysningerne bliver transmitteret lige efter hinanden. Men toget nåede altså at køre små ti meter, fra systemet fandt Theodor, til det fandt Carla. En stor trøst for forældre med to eller flere forsvundne børn: Måske tuller de glade og trygge rundt med hinanden i hånden, selv om systemet finder dem i hver sit koordinat…
Til en anden gang er jeg blevet meget klogere på både børnene, systemet og mig selv. Det kan f.eks. ikke være meningen, at man skal gå der og forlyste sig med næsen i mobildisplayet og kortkoordinaterne hele tiden. Slet ikke hvis ungerne er lige i nærheden, for ingen tvivl om, at da slår mors øjne og ører al elektronik af banen. Den iagttagelse er parkens pressemanager Annemarie Kvist fuldstændig enig i:
- Vi ønsker at tilbyde vores gæster en rolig, afslappet og tryg dag. De fleste småbørnsforældre bruger jo en del tid på at holde øje med børnene. Nu hører vi så fra forældrene, at de slapper mere af og giver børnene ’længere snor’, når de ved, at de kan finde dem hurtigt igen, hvis de mister dem af syne, siger hun.
Personlig vil jeg nu nok råde andre forældre til at teste systemet, sende en sms, lære nummer 1279 udenad, kigge på kortkoordinaterne og skrive børnenes numre ned, mens alt endnu er idyl. Selv banale instruktioner tager pippet fra én, når panikken får fat.
Systemet fejler ikke noget, men det gør forældre, når de ikke kan finde deres børn. Helt sublimt ville det være, hvis 1279 også kunne fortælle, hvordan ungerne har det og hvad de laver.
Og så ville det være skønt, om man kunne tage systemet med hjem og bruge det på legepladser, i skoven, til festivaler, i supermarkedet. At det ville kræve modtagemaster i hele byen, landet…verden… er helt fint med mig! Min eneste bekymring er, om det nu kan nås, inden Carla og Theodor fylder fire og holder op med at ’flimre’.
Størst af alt er genforeningen.Børn bliver væk. 1 gang – 10 gange - 20 gange i løbet af en barndom. På få minutter bliver forældrene flere år ældre. Forkrampede af angst, tyngede af skyldfølelse over den stakkels lille, der hikstende må gå og klamre sig til fremmede ben og frakker et sted derude. Voldsomt, men aldeles ufarligt, når børnene bliver fundet hurtigt og uskadte igen, forsikrer professor i udviklingspsykologi ved Århus Universitet Dion Sommer. - De stærke kærlighedsbånd, der binder børn og forældre sammen, gør oplevelsen næsten ubærlig, men siden bliver altså også genforeningen så meget desto mere fantastisk. Den ulykkelige episode er hurtigt visket ud, når familien atter er sammen. Børn tager først varig skade af at blive væk, hvis det er et mønster, der gentager sig igen og igen og igen, forklarer han.
Væk? Ikke jeg!Nogle børn oplever overhovedet ikke, at de er væk. De trasker bare videre i tryg forvisning om, at ’far og mor er her lige bagved et sted.’ Visse små børn stikker tilsyneladende ligefrem af. Men de aner ikke, de gør det alene, forsikrer Dion Sommer. - Det er ofte meget robuste, udadsøgende og trygge børn. Det falder dem slet ikke ind, at forældrene kan forsvinde. Andre børn er mere ængstelige. De holder bedre fast i far og mor. Og det behøver altså ikke være forældrene, der har gjort dem ængstelige. Børn er vidt forskellige – også hvad temperament angår, siger han. - Man kan langsomt lære dem, at ’mor er lige i nærheden. Du skal ikke blive bange, når du ikke kan se hende’. Men hvis du prøver at hærde dit barn og lader det blive rigtig angst, så får du bare en lille, der endnu mere klæbende, advarer Dion Sommer.
Oplysninger
FINDES FLERE STEDER. INGEN UDGANG. FLERE SIKRER SIG GAMMELDAGS. BLIV-VÆK-MARKED. ENGANGS. SIKKERHED HAR SIN PRIS. |
