2 - Fra samvær til nærvær går igennem empati og følelsesmæssig resonans.

”At have med mennesker at gøre, giver så meget igen”, har jeg ofte hørt. Det er i hvert fald sandt, men hvad der kommer igen, er ofte udeladt i sætningen. Min erfaring er at der kommer glæde og taknemmelighed retur i nogle former for samvær, og frustration, skuffelse, vrede, angst og sorg tilbage i andre samværsrelationer. Var det meningen?

Findes der gode og dårlige samværsformer? Nej, vil jeg svare, men der findes konstruktive og destruktive måder at være sammen på. Den måde der skaber distance og den der skaber nærvær.

Nærvær opnås ved at have kontakt med både sine egne og den andens følelser, og navigere efter de signaler, som følelserne viser. Navigerer vi rigtigt føler den anden sig forstået, navigere vi forkert føler den anden sig misforstået.

Derfor er gensvaret overfor barnet så vigtigt. Det er vores respons, der gør at barnet kan blive emotionelt rummet og set for sine gode hensigter.

Problemet opstår bare hvis der i relationen findes bevidste eller ubevidste ”forbudte følelser”. Følelser der ikke er pæne, måske farlige eller livstruende for relationen. Disse forbudte følelser vil få udtryk igennem forsvar, som drejer signalet, så det bliver mindre ”farligt”. Hvis det er forbudt at blive vred, vil glædens eller angstens udtryk dække over det oprindelige signal.

Hvis den professionelle omsorgsgiver, har mange forsvarsværker, kan det skabe distance til barnet. Projektionen kan hedde: ”hvis du er vred, gør du mig bange”. Handler det om angst kan det være: ”er du bange, gør du mig vred”. Eller ”hvis du er ked af det, bliver jeg glad af at trøste dig” - og sikken en opgave barnet er på, for der skal produceres så meget ked-af-det-hed, for at gøre den voksne rigtig meget glad.

Hvis den voksne i tidernes morgen har lært, at det er bedre at være en smule trist, frem for al for larmende glæde, går projektionen i ring.

Så stop og erkend følelseslivet, bliv bevidst om det, lyt til det, udfør den handling det signalerer.

Den spejling vi giver børnene, er en grundlæggende relationel etisk gave.