Selene Vesta – og rejsen hjem - Afsnit 4

Det blev eftermiddag, og udenfor regnede det. Tagrenderne løb over, så gårdspladsen dannede en mosaik af vandpytter. Det var en rigtig sukkedag. Ana sukkede ude i køkkenet over kagen, der faldt sammen. Far sukkede over vasketøjet, der var klamt. Jeg sukkede over kabalerne, der ikke ville gå op. Arne sukkede fra avisen, og mor gik rundt og røg cigaretter, mens hun tog neglelak på. Sigurd sad bare og sparkede til bordbenet. Jeg havde ondt i hånden og forlod alle sukkene og gik ud i regnen.

Under regnfrakken havde jeg Dreyfus. Den vred og vendte sig og fik mig til at løbe op til kirken; det forbudte sted. Jeg fik den tunge dør op samtidig med, at Dreyfus vristede sig løs. Den sprang op på en bænk og videre op på prædikestolen. Her sad den med ryggen til mig. Jeg lo mellem tårerne. Det var dejligt, når Dreyfus gjorde noget, den ikke måtte. I morgen skulle Dreyfus og jeg skilles ad. Dreyfus kom ikke med til England. Basta. Selv Ana gav mor ret i, at det ikke duede. En kat kunne ikke rejse rundt og bo i en campingvogn.
“Sæt nu den løb væk!”, sagde Ana.
Jeg pillede næse.
“Jeg ka’ da bare blive boende her. Jeg kender alligevel ikke nogen i Saint Victory”, snøftede jeg.
Men nej, mor og far havde bestemt, at jeg skulle med uden Dreyfus. Jeg græd. Jeg kunne ikke undvære Dreyfus. Hvorfor skulle de bestemme? Jeg begyndte på trylleremsen.
“Skylla ombola, tryga filala..”

Kirkedøren gik op, og jeg smuttede i skjul under en bænk. Jeg var bange for at starte et af mors anfald. Hun ville ikke have, at jeg kom i kirken.

”Nu bliver du victorist, og så går man ikke i kirke!”, sagde hun, da vi spiste frokost. Arne rystede på hovedet, men sagde ikke noget.

Det skulle hun ikke bestemme. Det var dejligt at være i kirken, selvom der lugtede gammelt. Kairos, graveren ved kirken, listede op ad kirkegulvet. Han rullede sit bedetæppe ud, stillede sandalerne, lagde sig på knæene og bøjede sig forover. Længe messede han uforståelige ord og lagde hovedet ned i tæppet. Jeg godtede mig. Hele to forbudte ting på samme tid.

Med sin underlige påklædning, det lange skæg og de mørke øjne sladrede konerne i landsbyen om Kairos. Magda havde smisket til Ana under et stort kaffebord i præstegården.

“Han ser ud, som om han har skidt i bukserne”, grinede hun.

“Tja, men han ser da bedre ud i sine bukser end de damer i deres spinlon kjoler. I ligner jo balloner, der er ved at sprænges af bare nysgerrighed”, svarede Ana.

Magda gik, og på vej ud strøg hun mig over håret.

”Stakkels lille dig. Kommer du ned til Ulrik? Han har bygget hele dagen på jeres hule.”

Jeg nikkede. Ulrik var Magda’s søn og min bedste ven. Efter damerne var gået, delte jeg og Dreyfus resten af lagkagen. Nu sladrede konerne også om Ana.