Barbie

Barbiedukkens realitetsgrad er en mellemting mellem konkret og diffus, dens kompleksitetsgrad er ukompleks, udviklingsgraden traditionel, fremstilling industriel, og materialerne er overvejende plastik og syntetisk produkter.

Dukkekvinden Barbie blev i USA i 1959 ”skabt” af Ruth Handler, som også er grundlæggeren af legetøjsfirmaet MATTEL. Barbie blev opkaldt efter skaberens datter Barbara - Barbies ven Ken efter sønnen Kenneth. Til dato er der solgt over 800 millioner Barbie dukker. Dukkekvinden Barbie bruges ligesom kopierne Sindy, Petra, Cassy o.a. af pigerne i ”alle” aldre. Ingen af teksterne er derfor et udtryk for, at Barbie specielt benyttes af piger i familier med en bestemt livsform! Selv mange mødre har stadig deres Barbie dukker. Ingen af drenge er i undersøgelserne, Steenhold (1993,d) registreret som legende med Barbie.

Sammen med modeskaberen Charlotte Johnson designede Ruth Handler det første rigtige Barbie modetøj, som er en vigtig del af konceptet. De fine detaljer, som Handler og Johanson (der fortsat designer Barbie mode) gjorde meget ud af, skyldes for en stor del, at dukken fik en overvældende succes. Barbie har til dato båret over 1500 forskellige kostumer og haft talrige jobs og interessante hobbyer.

En sort og en latino Barbie kom på markedet i 1980. For at skabe legemulighederne er dukken også blevet omgivet med venner og bekendte. Mange forskellige typer er i tidens løb kommet og gået, så Barbie skifter derfor vennerne ud af og til! To af Barbies bedste venner er dog blevet accepteret i hele verden, nemlig vennen Ken (siden 1961) og hendes lillesøster Skipper (siden 1964).

Barbie er en kulturhistorie, og kunstneren Andy Warhol gjorde Barbie til en kultfigur. Barbies ”Newsletter” er blevet et samleobjekt, ligesom dukken naturligvis også er det. Voksne kvinder er medlemmer af ”den hemmelige Barbie kult”.

Når piger leger med deres Barbie dukke, lukker de sig inde i Barbies univers og opholder sig i Barbies verden, som stort set er konfliktløs.

Som dukke med en masse tilbehør i form af legetøjsredskaber er der optimale muligheder for, at samtlige sagsforhold kan indgå i både kommunikationen og teksten. Desuden skaber den legende almindeligvis alle mulige tænkelig kombinationer mellem Barbie, tilbehør og andet legetøj.

Barbie er et universalpragmatisk stykke legetøj, som til fulde lever op til begreberne om forståelighed, sandhed, sandfærdighed, men kun såfremt Barbie også samtidig erkendes som en parodi på det univers, hun repræsenterer. Hun er en sand og legitim repræsentant for et samfundsparadoks, som anviser både de konkrete og diffuse muligheder i det vestlige samfundsunivers. Hun er en parodi på den voksne kvindes syntetiske pseudounivers, der kan leges med.

Barbie repræsenterer desuden den futuristiske voksenverden ved at demonstrere – dels den store piges drøm om at eje smukke rekvisitter, redskaber og spændene inventar (det konkrete) – dels den avancerede voksne velhavende kvindes dekadente verden med dyre garderober og eksklusive ting (det diffuse).

Den legende eksperimenterer og skaber sig erfaring med Barbie inden for de psykologiske og metafysiske muligheder i legen. Men også logiske muligheder bliver nærværende i legen i kraft af triaden ”absolut grænse, relativ grænse, forbindende grænse”.

Barnet tvinges til at trække en grænse mellem Barbies og sit eget univers. Derved erkender barnet, at Barbies univers er både sandt og usandt, hvilken på ingen måde forhindre børn i at integrere både eget og Barbies univers i legen.

Der er derfor også knyttet både stærke symbol- og nytteværdier til Barbie. Leg med Barbie kan være en retningslinje for livsforløbet, samtidig med at pigeleg med en dukke altid skaber tryghed, hygge, fred, ro og nærhed i familien. Barnet motiveres i legen til at være opmærksom over for udviklingen i Barbies og andres lignende univers og tilegner sig derved evnen til abstraktion foruden selvstændighed, praktisk sans og kontrol med de mange genstande. Barbie er ”konsensuelt” legetøj, som bliver benyttet af barnet selv og de nærmeste veninder i nærmiljøet.

©1991 Jørn Martin Steenhold