FRI til familielykken - 3 Af journalist Karin Svennevig Hyldig - som her giver gode råd i 10 små artikler
Går det godt med at geare ned og tanke op derhjemme? Her får du de ultimative tips til, hvordan I bliver en SLOW FAMILY… Stig af perfektionismens trædemølle Selv om man driver sit eget roste rengøringsfirma og pr. instinkt spotter nullermænd og spindelvæv på mange meters afstand, kan man godt privat tage det lidt mere afslappet, prioritere familiehyggen og ligefrem sætte en ære i at lade skidtet ligge, forsikrer daglig leder hos Top Rengøring A/S i Vejle, Dorthe Kristiansen, der er mor til Kasper og Kristian på 10 og 12 år. - Der kan godt gå over en måned, hvor jeg ikke får vasket gulv ovenpå. HELST ikke længere. For man bliver jo lidt miljøskadet i denne her branche… Så forbarmer min søster sig måske og kommer over for at give en hånd. Selv er jeg med årene nået frem til den erkendelse, at jeg KAN jo ikke hekse. Det jeg når, når jeg. Og så siger jeg først: Hvad gør mig glad? Hvad giver mig ro? For så er det jo dér, jeg skal starte… Citat: Spørg dig selv: Hvad gør jeg for min egen og mine børns skyld. Og hvad gør jeg for alle mulige andre? Går jeg og gør skinnende rent, fordi der måske er nogen, der kigger forbi? Bjarne Toftegård, stress og livsstilscoach. Citat: Et lille tip fra en 80-årig husmor: Vil du hurtigt have hele huset til at se rent ud, så begynd med at tørre vindueskarmene af, for de er det første man ser. Er vindueskarmene fine, smitter det af på indtrykket af hjemmet som helhed. Så pyt om der ligger lidt skidt i krogene… Citat: Børn har godt af at opleve, at alt ikke behøver være perfekt. En leg kan fortsætte i flere dage hvis de får lov at rode. Bjarne Toftegård, stress- og livsstilscoach og alenefar til to. |