Børnene i Binnerup - 18. afsnit Anne-Mette og bierne Af Jørn Martin Steenhold. Første gang udgivet på Gyldendal 1977 Anne-Mette ser en bisværm Bagefter går Anne-Mette igen ud i haven. Hun vil se, om hun kan finde den bi, der stak hende. ”Hvis den er død, må den ligge nede ved sandkassen,” tænker hun og går ned. Hun kan nu ikke se nogen døde bier. De er levende alle sammen, og der er mange af dem henne ved sandkassen. Anne-Mette tør ikke gå helt derhen. Hun står lidt væk, mens hun ser på bierne, der flyver frem og tilbage. Pludselig opdager hun en masse bier oppe i træet ved siden af sandkassen. Men bierne her flyver ikke rundt i luften. De sidder i en stor klump oppe på en gren. ”Mor! Mor!” råber Anne-Mette og løber tilbage til huset. Mor kommer ud og siger: ”Nej, Nu har du da ikke stukket dig igen?” ”Nej, nej,” råber Anne-Mette. ”Kom og se! Der er mindst 100 bier oppe i træet. Og de kravler rundt ovenpå hinanden i en stor klump!” Mor går ind i huset og lukker alle døre og vinduer. Så går hun sammen med Anne-Mette hen til det vindue, der vender ud mod sandkassen. ”Tænkte jeg det ikke nok!” siger hun. ”Det er jo en bisværm. Så kan jeg bedre forstå, at du blev stukket.” ”Hvad er en bisværm for noget?” spørger Anne-Mette. ”Og hvad laver alle de bier nede i vores have?” ”Du ved jo nok, at bier bor i en bikube eller i et bistade,” siger mor. ”I en bistade kan der bo flere bier, end der er mennesker i Store Binnerup. I hver kube er der kun én bi, der kan lægge æg. Og den bi kalder man en dronning. Hun lægger et æg hvert minut, og ud af hvert æg kommer der en ny bi. Til sidst bliver der så mange bier i kuben, at de ikke kan være der alle sammen. Nogle af dem bliver nødt til at flytte. Den gamle bi-dronning lægger æg i nogle dronningceller – og så flyver hun sin vej med en masse andre bier. Sådan en store flok bier kalder man en bisværm. Du kan ikke se dronningen, for hun sidder inde i klumpen. De bier, der flyver væk sammen med hende, kaldes arbejderbier. Og der var sådan én, der stak dig.” Anne-Mette ser på sit ben. Men der er kun en lille rød plet tilbage. ”Hvad er en arbejderbi?” spørger hun. ”Det er de bier, der gør alt arbejde i kuben,” siger mor. ”De bygger de små rum, som æggene bliver lagt i. De passer larverne, når de kommer ud af æggene. Og de sørger for at hente mad, honning og blomsterstøv hjem til kuben.” Mor ser på uret. Bisværmen har siddet der meget længe, og det ser ikke ud til, at bierne flyver væk af sig selv. ”Vi må nok hellere ringe efter Bi-Hansen,” siger hun. ”Du ved jo nok, at han holder bier. Og han har sikkert en tom bikube, hvor hele sværmen kan bo.” Mor går hen til telefonen og ringer til Hansen. Men han er ikke hjemme. Hans kone siger, at hun nok skal fortælle ham om sværmen så snart hun ser ham. Anne-Mette har aldrig talt med Bi-Hansen. Det eneste, hun ved, er at han holder bier. Så Anne-Mette er meget spændt på at se, hvordan han ser ud. Hun står længe ved vinduet. Hun ser ud i haven – og op mod vejen. Kommer han ikke snart? Fortsættes |