Børnene i Binnerup - 22. afsnit

Anne-Mette og bierne
Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1977

Anne-Mette besøger Hansen

Næste dag kører Anne-Mette ned til Hansen. Hun synger højt, mens hun kører af sted på sin ny cykel. For hun glæder sig meget til at besøge Hansen.
Anne-Mette kører inde på fortovet. Det er for farligt, at køre ude på vejen. Der er alt for mange biler, og Anne-Mette har lovet mor at blive på fortovet.
Men hun har også lovet mor at køre forsigtigt. Fortovet er kun til mennesker der går. Så hvis Anne-Mette møder nogen på fortovet, skal hun stå af og trække med sin cykel. Foran Anne-Mette går en gammel dame med en stok. Anne-Mette står af og trækker cyklen forbi damen. Så sætter hun sig op og kører videre.

Da Anne-Mette kommer ned til åen, ser hun et hvidt stakit. Der er nok det stakit, som Hansen talte om. Anne-Mette sætter sin cykel uden for lågen. Hun ser op mod huset. Det er kun et lille hus. Men Hansen er jo heller ikke så stor, så det er nok dér, han bor. Der er en lille sti op til huset. Stien går igennem en græsplæne, hvor der vokser nogle store træer med hvide blomster på. En masse bier summer rundt i træerne. Og under træerne står en række små huse.
”Det er nok alle Hansens bikuber,” tænker Anne-Mette.

Nu er Anne-Mette kommet helt op til huset. Døren står åbent indtil køkkenet. Anne-Mette kan se en dame, der står og rører i en gryde. Hun kan også se Hansen. Han sidder og spiser. Da Hansen får øje på Anne-Mette, går han ud til hende. ”Kom bare indenfor,” siger han. ”Jeg er lige kommet hjem og er ved at spise. Vil du have et stykke franskbrød?” Det vil Anne-Mette ikke. Hun har lige spist, inden hun kørte hjemmefra. Men hun går med Hansen ind. ”Det er Marie, min kone,” siger han til Anne-Mette. ”Dav, Anne-Mette,” siger fru Hansen, mens hun rører i gryden. ”Det var dejligt, du ville besøge os.”

Fru Hansen ser rar ud. Hun har lige så hvidt hår som Hansen. Og hun har en perlekrans om halsen lige som mormor. Anne-Mette går lidt rundt i køkkenet. Pludselig ser hun at Hansen dypper sit franskbrød ned i kaffen. ”Hvorfor sætter du brødet ned i kaffen?” spørger hun.
”Så bliver det lettere at tygge,” siger Hansen. ”Jeg skal jo se at blive færdig, så du kan få set, hvor dine bier er flyttet ind.”
”Har du ikke andre dyr end bier?” spørger Anne-Mette. ”Joh,” nikker Hansen med munden fuld af mad. ”Dem skal du også se.” Han smiler til Anne-Mette.
”Jeg har en overraskelse til dig! Men du må vente med at se den, til jeg er færdig med at spise.” Anne-Mette venter og venter. Men til sidst siger han ”tak for mad”, og så går de ud i haven.

Først viser Hansen Anne-Mette den bikube, hvor hendes bier nu bor. Anne-Mette kan ikke se forskel på sine egne bier – og de bier der bor ved siden af. Men det kan bierne godt, siger Hansen. ”Een af dine bier ville aldrig finde på at flyve ind i kuben ved siden af. En bi ved nøjagtig, hvor den bor.”

Bagefter går Hansen og Anne-Mette ned i baghaven. De kommer forbi en masse bede, hvor der stritter lidt grønt op af jorden. ”Det er Maries køkkenhave,” siger Hansen. ”Her vokser alt det, som hun skal bruge til vinter: Gulerødder, kartofler, rødbeder og ærter.”

Anne-Mette ser på grønsagerne. Hun synes ikke, den overraskelse var særlig spændende. Sådan en køkkenhave har de jo også selv derhjemme.
Hansen går videre – og Anne-Mette trasker skuffet bag efter ham. De går hen til et skur, hvor Hansen har alle sine haveredskaber. Døren står åben, og man kan se både river, skovle og koste derinde.

”Hunni,” råber Hansen. Og nu kommer en lille brun hund ud fra skuret. ”Det er Hunni!” siger Hansen. ”Du må gerne klappe den, for den gør ikke noget.”

Anne-Mette sidder allerede og klappe hunden. ”Det var vel nok en god overraskelse,” siger hun. ”Jeg kan så godt lide hunde. Men mor siger, at jeg skal være lidt større, før jeg får én selv!”