Børnene i Binnerup - 9. afsnit

Af Jørn Martin Steenhold.
Første gang udgivet på Gyldendal 1977

Lidt efter lidt fik vingerne mere fart på. De store møllesten inde i møllen begyndte at gå rundt. Hurtigere og hurtigere. Men da der ikke var noget korn mellem de store sten, gnavede mod hinanden og lavede et forfærdeligt spektakel.
Bedstefar blev vækket af larmen. Han stod op for at standse møllen. Hvis ikke den blev standset, ville den blive helt ødelagt.
Højt op i møllen under møllehatten hang der et tykt reb. Det skulle man trække i, når man ville stoppe møllen. Men det var svært for bedstefar at komme derop. Hele møllen hoppede og dansede. Gulvet gyngede op og ned, ligesom dækket på et skib, der var ude i stormvejr.
Inden bedstefar var kommet op ad trappen, fik han øje på den lille grå mand. Han stod helt op under møllehatten. Og nu pustede han op mod hatten.
I det samme holdt møllen op med at arbejde, og alt blev stille og roligt. Bedstefar løb hurtigt ned. Han gik udenfor og så op mod møllen. Først kunne han ikke se møllehatten med de store vinger. Men et øjeblik efter fik han øje på den. Den fløj oppe i luften på vej væk fra møllen. – Og han så den aldrig mere.

Det blæste slet ikke den nat. Ikke en gren på træerne rørte sig. Og nu forstod mølleren, at det var nissen, der havde hævnet sig. Han fik hurtigt fat i sin kone. Hun måtte stå op og lave grød til nissen med de sammen. Ellers ville nissen ødelægge resten af møllen. Fra den dag var bedstefar bange for at bo i møllen. Han byggede det møllehus, som den gamle møller bor i i dag. Men lige siden den aften har møllenissen altid fået sin julegrød og sit øl. – Og det får han stadig, siger den gamle møller. Ingen tør snyde møllenissen mere.

Børnene ved ikke rigtig, hvad de skal tro. For den gamle møller griner altid lidt, når han fortæller, hvordan han hver juleaften går op til møllen med et stort fad grød. Når han henter fadet næste dag, er det altid tomt – siger mølleren.