Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 10Jeg sad i badekarret det meste af morgenen. Arne hentede rundstykker, og jeg sad og gumlede på et rundstykkene så alle birkesene trillede ned i vandet. Vandet blev grumset og fyldt med birkesene og urterne. Arne kom ud til mig og satte sig på toilettet. Han lagde sin cigar i et sølvaskebæger, der var monteret i væggen lige oven over toiletrullen. “Du ligner en lille ulykke med dine sting i panden og den røde mave. Hvis du nu bli’r siddende her i badekarret, sker der vel forhåbentlig ikke mere”, grinede han. Lige som han havde sagt det, lød der et brøl ude fra gårdspladsen. Arne rejste sig og gik. Gennem vinduet kunne jeg høre far og Arne stå og snakke. “Syntes du ikke, hun har fået straf nok. Og det der med at komme blæsende dagen før, I ska’ rejse. Hun har overhovedet ikke haft tid til at vænne sig til tanken om, at I ska’ rejse”, sagde Arne. Jeg kunne høre, at de skramlede med bilen. Arne gryntede. ”Nej, se lige!”, udbrød han. Og så lo og lo han og klaskede sig på lårene. “Hun har taget begge hjul. Det er da genialt. Ikke? Lad nu være med at sige noget til Maja. Nu ringer jeg efter Jens mekaniker, og så får vi ordnet de to hjul stille og roligt”, sagde Arne. Han fløjtede. Han viste mig en tændstikæske, hvor regnormen lå på noget lyserødt vat. Jeg rystede på hovedet, og Sigurd gik. Jeg stod op af badet og sad på toilettet med Ana’s blå håndklæde rundt om mig. Det duftede af hende. Hun havde en stor glaskrukke fyldt med tørrede hybenblomster. Når hun tog bad, puttede hun dem i vandet. Jeg kikkede i spejlet, men kunne ikke se mig selv. I stedet så jeg nogle mænd komme gående med en kiste. Bag efter gik Ana med en hvid blomst og græd. Jeg gik nærmere spejlet og kikkede lige ind i mine øjne. Mændene var væk. Jeg gik ud og satte mig under køkkenvasken. Dreyfus var lige i hælene på mig. Den lagde sig på mine ben. Ana stod og lavede hyldeblomstsaft. Der var hvide blomster over hele køkkenbordet. Hele rummet duftede sødt. “Hvorfor ska’ vi af sted, når jeg nu ved, at det ikke bli’r godt, og at vi kommer hjem igen?”, spurgte jeg. “Selene, Selene, du er og bliver et månebarn. Jeg må træne dig noget mere, når du kommer hjem igen“, snøftede hun. |
