Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 26

Campingvognen gyngede ikke mere, og jeg satte mig straks op i sengen. Jeg trak gardinerne til side og så ud på det blå hav. Ude på toilettet børstede jeg tænder. Jeg kikkede ind i spejlet og så mændene med kisten og Ana og mig, der gik bag ved. Det trykkede i mit bryst, og tårerne trillede ned ad kinderne. Jeg kikkede igen og så ind i mine forgrædte øjne. Hvorfor blev jeg ved med at se den dumme kiste? Jeg tørrede mine øjne og gik ud til mor og far.
De havde købt frisk brød og smør, og far havde lavet kakao. Jeg spiste tre stykker med et ordentligt lag syltetøj på og gik ned mod havet til klitterne. Lyset var skarpt, og marehalmen kildede mine ben. Her duftede af hav, og jeg løb op i klitterne og kastede mig, så jeg trillede ned. Mine fodspor forsvandt i sandet. Jeg løb op ad den næste klit. Jeg tumlede ned ad klitten og landede med et bump. Min mave trak sig sammen. Jeg skulle på toilet – og det skulle være lige nu. Jeg så mig om og bestemte mig til at sætte mig i en kløft mellem to klitter. Her kunne ingen se mig. Bagefter løb jeg ned til vandet og kastede med sten. Ind i mellem lykkedes det at slå smut. Der var masser af dejlige runde sten. Jeg var lige ved at træde på en krabbe i jagten på en god smutsten. Et stykke henne ad stranden havde nogen lavet en kæmpe strandborg, hvor vandet løb rundt om. Jeg samlede hvide muslingeskaller og satte dem på borgen som vinduer. Jeg havde stadig min lilla kappe på, men tog den af. Jeg fandt en pind og lavede et flag af kappen. Mor og far kom sammen med Sigurd. De kikkede flere gange på mit kappeflag, men sagde ikke noget. Far løftede mor op og gik ud i vandet med hende. Hun hylede og skreg. Et stykke ude kastede han hende op i luften, så hun landede med et stort plask.

“Hvor er det dejligt bare at være os igen. Ikke Maja? Det er den rene befrielse”, råbte far.

Sigurd og jeg løb ud til dem. Det var koldt til at starte med, men efter et stykke tid var det dejligt. Jeg havde aldrig prøvet at bade i havet før. Jeg havde kun badet i en lille sø, der lå nogle kilometer fra landsbyen. Der lød høje råb inde fra land. En mand kom løbende og råbte ord, jeg ikke forstod. Han løb ud lige ved siden af os, og far talte engelsk til ham. Manden råbte stadig, og far forklarede os, at manden var gledet i en lort oppe i klitterne og var faldet så uheldigt, at han havde sat sig oven i den. Han var gledet i min lort! Det kildede i min mave, så jeg ikke kunne lade være med at grine. Lidt efter begyndte mor også at grine. Far prøvede at lade være.

“Det er da osse for dårligt, at folk lader deres hunde skide i klitterne”, sagde far.

Min mave boblede over, og jeg hulkede af grin. Det smittede, og far grinede med. Sigurd forstod ingenting, men grinede alligevel. Han sprøjtede vand på mig.