Selene Vesta - og rejsen hjem - Afsnit 30

Jeg vågnede og mærkede, at vi kørte. Sigurd sad og tegnede på ruden. Far kørte bilen.

“Nå, men jeg ka’ da nå hjem på arbejde på mandag”, sagde han.

“På arbejde!”, udbrød mor. “Sig mig, sagde du ikke op, da vi rejste til England?”

“Nej, helt ærlig Maja – jeg troede ikke for alvor på det. Derfor nøjedes jeg med at be’ om ferie, og det var da ikke så dumt gjort, vel”, svarede far.

“Er vi så på vej hjem?”, spurgte jeg.

“Ja, åbenbart ifølge din far. Og da vi heller ikke ka’ bruge campingvognen mere, så må vi jo hellere ta’ hjem. Jeg havde ellers glædet mig til at se Paris”, sagde mor.

Jeg jublede.

“Ska’ vi så bo hos Arne og Ana?”, spurgte jeg.

“Det har vi ikke helt besluttet os for. Til at starte med ska’ vi, for vores hus er jo solgt”, svarede far.

Han rakte mig en bagerpose med croissanter i. Den ene var fyldt med chokolade.

“Jeg savner Ana og Arne og Dreyfus. Gør I ikke osse?”, spurgte jeg. “Og jeg ka’ da godt bo hos dem, selvom I ikke gør det, ikke?”

De sagde ikke noget.

“Jeg vil se Eiffeltårnet, inden vi forlader Paris. Om det så kun bliver mig. Så ka’ I jo sidde og snakke om, hvor dejligt alt er hos Ana og Arne imens!”, råbte mor.

Far kørte ind til siden, og mor stod ud og smækkede døren i. Sigurd fik også en pose med croissanter af far. Vi holdt ved et springvand, og far pegede ud ad bagruden. Der var et spidst tårn med snørkler på.

“Der er 206 meter til den øverste balkon”, pegede far. “Så der går nok et stykke tid, inden hun kommer ned igen.”

“Ka’ vi så ikke købe et postkort og sende hjem til Ana?”, spurgte jeg.

“Det vil Maja ikke bryde sig om. Hun er vred på sig selv. Og nu ska’ hun hjem til Ana og Arne og fortælle, at hun tog fejl med Victoristerne. Jeg tror, det er bedst, vi kommer hjem uden, de ved noget.”

“Hvorfor det?”, spurgte jeg.

“Fordi det er det bare, ikk’!”