At udfolde sig kreativtDet er så vigtigt at huske på, at alle børn skal have mulighed for at udtrykke sig kreativt. Kunstnerisk udfoldelse er eksistens og skabende virksomhed. Forskellen mellem et ganske almindeligt menneskes tegninger og malerier og malere som f.eks. van Gogh eller Michael Kvium er, at de to nævnte kunstnere serverer deres guddommelige produkter med en så overvældende kraft og tydelighed, at alle tror på deres oprigtighed. Deres fantasi er så stærk, at den i praksis på det nærmeste fortætter sig til virkelighed. Når alt kommer til alt, er det hele bare bedrag, en illusion – en rigtig god historie, som kan gribe alle om hjertet. At opfinde er børnenes og naturfolkenes sag, sagde en kulturforsker engang, og fortsatte: Fantasien kan vi overlade til hvem som helst eller alle og enhver! - Med dette mente han, at der naturligvis er forskel på fantasiprodukter og deres kvalitet og betydning. De store kunstnere, de fremragende skabere og opfindere er som børn og naturfolk, fordi de leger - og tør lege! Nogle gange lykkes det for dem, andre gange ikke. Sådan er det at lege, og det ved de! At være i besiddelse af en god fantasi er som sagt at kunne gøre sig forestillinger om noget og at kunne tænke sig til noget, som enten ikke er sket - noget man ønsker skal ske - eller som man tror vil ske – eller noget man gerne vil have ændret eller ønsker at tegne, male eller fortælle om. At bruge sin fantasi er således at gøre sig forestillinger og at lege og drømme; men det er også en måde, hvorpå man kan bearbejde virkeligheden og eksperimentere med den. Ikke alle børn – og heller ikke alle voksne – har lige meget fantasi. Nogle er mere fantasifulde end andre og er derfor i stand til at gøre sig mange flere og meget forskellige forestillinger om at ændre på tingene, se på verden på en anden måde eller forestille sig, hvordan fremtiden måske kan blive, eller hvordan et guddommeligt digt eller en historie skal lyde. At være kreativ er derimod at kunne bruge sin fantasi, omsætte sine drømme og bruge sine ideer til noget anvendeligt og synligt i praksis, i hverdagen og i virkeligheden. Mange mennesker med en stærk fantasi er også meget kreative. At tænke sig til noget, er skabende virksomhed for alle mennesker, såvel for Mozart og Leonardo da Vinci som for lille Karina og Frederik i børnehaven. Resultatet afhænger af det tænktes kombinationer, fylde og kraft, uafhængighed af traditionen, en større eller mindre afstand til, hvad andre tænker og tror, og af vilje, vedholdenhed, udholdenhed og måske i nogle tilfælde evnen til at turde tage chancer. Men intet bliver skabt eller opfundet, såfremt der ikke bliver eksperimenteret og leget! © 2007 Jørn Martin Steenhold – fra bogen: Børn og klogskab. |