Børn og billedkunstI 1999 udkom den første af Anna Maries bøger om ”Billedværksted” – i 2001den anden og i 2003 den tredje – alle udgivet af av form as, Herning. Bøgerne er skrevet i dagbogsform. I dag står disse bøger, fyldt med ideer – som noget af det utroligste og smukkeste i dansk og skandinavisk kunstpædagogik. Det har da også medført, at mange af ideerne er blevet samlet i en stor bog, som i 2006 både er trykt på engelsk og portugisisk. Bøgerne fik meget hurtigt indflydelse på pædagogikken i de danske billedskoler. Ikke kun fordi Anna Marie Holm selv er en guds benådet kreativ formidler af sine ideer, men i lige så høj grad fordi hun selv er en fri skabende kunstner, som gang på gang overskrider grænserne for, hvad man almindeligvis anser for det tilladelige – men alligevel glædes over at turde bevæge sig ud i det eksperimenterende, humoristiske og udtryksfulde. Bøgerne beretter om en verden fyldt med glade, udtryksfulde og skabende børn, som eksperimenterer med værdiløse materialer og farver på alle mulige tænkelige måder. Ingen kan være i tvivl om, at giver vi børnene lige så stor frihed i den kunstneriske proces som vi giver dem i legen, vil børnene nå det optimale i den udviklende skabende proces. Det er derfor kort sagt umuligt i denne lille introduktion at fortælle om alle de utrolige påfund med værdiløse materialer og farver, som Anna Marie i sine bøger præsenterer for os. Tæller jeg hendes ideer og forslag op, får jeg det til omkring 300. Det er forslag som det vil tage mange år at afprøve – samtidig med, at forslagene naturligvis kan afprøves på forskellige niveauer bestemt af børnene og de unges alder og udvikling, interesser og evner. I disse år foretager det danske undervisningsministerium en nedgradering af de aktiviteter og fag, som almindeligvis udvikler skabende virksomhed og kreative tankeprocesser – til fordel for mere konforme aktiviteter og fag – ofte med indbyggede krav om færdig viden og fastlåste læreplaner, baseret på afgrænsede kanons. Men de bedste læreprocesser har altid været de kreative eksperimenter - gennemført af børnene selv – gerne på eget initiativ – og inspireret af nærværende voksne med en menneskelig og personlig faglig tilgang til projekterne. Det som mange kalder for ”nærværende pædagogik”. Og det er lige præcis hvad Anna Marie Holm præsenterer for os gennem sine bøger! Ikke noget at sige til, at man ude i den store verden er optaget af hendes ideer om kunstpædagogik, som kan frigøre børns interesser for viden og videnskab på alle mulige planer. Ikke noget at sige til, at de børn, som legende eksperimenterer med ideerne i billedværkstedet, meget hurtigt lærer af deres erfaringer og finder ud af, hvordan man kan benytte disse i nye og alternative sammenhænge – samtidig med at glæden ved at lege, eksperimentere og lære kan ses som livslyst – og derved nærmest bliver et livs projekt. ”En rigtig god kunstnerisk opgave er, at man får sine elever til at tænke modsat, tænke og arbejde i helt andre retninger”, står der på omslaget i Billedværksted 3 (2003) Netop. Både nu og i fremtiden er der brug for at børn kan bryde konformitetens snævre grænser og sammen med andre børn og voksne kan skabe, tænke, opfinde, turde eksperimentere og formulere sig om livet og verden omkring os. Anna Marie Holms ideer om kunstpædagogik er i allerhøjeste grad nærværende pædagogik både her og nu og i et fremtidsperspektiv. © 2006 Jørn Martin Steenhold |