Pigers og drenges konstruktionslegetøj og –legeAf forskningschef cand.phil. Jørn Martin Steenhold
Konstruktionslegene og glæden ved at bygge og konstruere afhænger i særlig grad af barnets alder, modenhed og udviklingstrin. Derfor er det meget vigtigt at skelne mellem de to almindeligste måder at konstruere på, nemlig enten - at skabe frit og fabulere - ud fra den legendes egen forestilling om, hvordan en model eller figur skal og bør se ud, eller - at kopiere - en model ved at aflæse et billede eller blive ført frem til et færdigt resultat ved hjælp af en byggevejledning eller en voksens vejledning. Disse to måder bliver naturligvis kombineret. Børn mangler ikke fantasi – de mangler frihed til udfoldelse Kun få børn – omkring 5%, men ikke over 10% - vil efter det 6./7. år stadigt være i besiddelse af en fantasifuld og kreativ evne til at fabulere og skabe fuldstændigt frit. Derimod vil dette at kopiere eller efterligne være attraktivt for alle, og det er noget, alle kan. Kopieringen foregår efter en let tilgængelig vejledning eller anvisning, som er tilpasset børnenes udvikling. Voksne som vejledere er også en mulighed. De fleste børn er da også tilfredse med ”kun” at være i besiddelse af denne evne til konstruktion. Piger - er generelt ikke så interesserede i det traditionelle konstruktionslegetøj (bygge- og samlesæt med mange elementtyper), som drengene er. Den største forskel viser sig ved, at drengene meget gerne foretrækker meget store konstruktioner og modeller, mens pigerne oftest foretrækker micro-modeller eller mindre genbrugsting til klippe-, klistre- og tegnekonstruktioner. Når det drejer sig om at konstruere en model, foretrækker pigerne de små og æstetisk smukke ting, funktionelle modeller, som direkte kan indgå i deres egne planer og systemer. Pigerne blander også gerne mange forskellige typer af materiale og genstande sammen. De stabler og nitter i flader, i perlerækker og til indhegninger, foruden at de former og sampler. De er gennemgående meget mere end drengene optagede af modellen og dens muligheder i den leg, de ønsker at komme i gang med at lege. Og så er det også interessant at beskæftige sig med de mange vidt forskellige alternative sammenhænge, som modellen kan indgå i. Drenge - foretrækker meget mere modeller, som indeholder funktioner, action og det voldsomme og kolossale. De stabler i højden og i bredden og er meget optagede af en autentisk kopiering. I modsætning til pigerne foretrækker de faste elementer, gerne af samme materiale og type. De er også meget mere end pigerne optagede af selve byggeprocessen og har intet imod at lade modellen stå alene uden tilknytning til andre lege, efter at de har brugt mange timer på at bygge den. © 2009 Børneliv & Vidensbutikken – Fra Jørn Martin Steenholds bog: Legetyper. |