Sommertid – og børnesøvnAf journalist Karin Svennevig Hyldig En time fra eller til kan virkelig være et problem – for både børn og voksne. Det rimer altså ikke helt, men mange småbørnsforældre går for tiden og gruer lidt for, om de kan få familieidyllen til at rime med overgangen til sommertid. Hvordan får man sin lille ugleunge til at kaste sig i dynerne en time tidligere end ellers? En enkelt aften i byen kan jo slå en hel weekend i stykker for sådan et lille pjevs. Bliver børnene lettere syge, når de skal hales op en time tidligere og af sted til dagpasning, før de får øjne? Ikke så vidt netsundhedsplejerske Helen Lyng Hansen erfarer. Hun oplever faktisk, at familien hurtigt finder den nye rytme. Måske fordi alt derhjemme er, som det plejer – blot en time forskudt. - Men vel kan det være svært at få børnene til at falde til ro i sommerhalvåret. Især hvis det er lyst, og de kan høre de større børn lege udenfor, erkender hun og foreslår et varmt bad til urolige børn om aftenen. - Det er i hvert fald en dårlig idé, springe middagsluren over. Overtrætte børn kan ofte slet ikke finde ro. Prøv i stedet at gøre, som I plejer, anbefaler Helen Lyng Hansen. Når urene til efteråret skal stilles en time tilbage og de små lærkebørn synger morgenandagten ind klokken fire, ville hun selv uden at rødme ty til den mindst morgensure løsning. - Måske vil barnet tage en time ekstra i fars og mors seng. Her kan man godt slække lidt på principperne et par dage, synes netsundhedsplejersken. Hendes gæt er, at overgangsritualerne vil være overflødige efter få dage. |