Børn og skæbnehistorierAf forskningschef, cand. phil. Jørn Martin Steenhold
Skæbne er en mærkelig tilskikkelse.
Historier om skæbne – både den grumme og den lykkelige skæbne – har altid optaget os, fordi vi ved at læse om eller lytte til disse skæbnehistorier får mulighed for at indleve os i livets store eksistentielle øjeblikke – som både er grufulde og frydefulde.
Historier om mennesker, som møder deres skæbne, er spændende. Mange af historierne er dramatiske, fordi hovedpersonen måske får en voldsom skæbne – eller en interessant.
Skæbne er tilskikkelse, lod, styrelse og fatum. Det, der hænder et menneske i livet, især det, som er af afgørende betydning for det - kaldes dets skæbne. Skæbne bruges om en enkelt vigtig begivenhed og om hele det afsluttede livsforløb (f.eks. hun mødte sin skæbne – det viste sig at være skæbnesvangert for hende).
Udgangspunktet er, at ethvert menneske har en skæbne - men også at ethvert menneske altid bærer på et andet menneskes skæbne.
At alle hændelser i livet således skulle være forudbestemte, beretter mange af de store folkeeventyr om: Prinsen og prinsessen var bestemt for hinanden – det var forudbestemt at hun skulle få et lille barn julenat – det var bestemt at han skulle gå så grueligt meget igennem, før han kunne blive den store digter.
Modsat finder vi fortællingerne om små og store helte, som selv kan finde ud af at tilrettelægge og gennemføre de store gerninger i livet, og hvor intet kan stå dem i vejen. Anderledes forholder det sig i historierne med personer, som ikke ville have kunnet klare sig og ville have mødet deres skæbne – med mindre et lille ”offerdyr” havde ofret sig, givet sit liv for at hovedpersonen kunne overleve, vende hjem og få sin gamle kæreste.
Desuden har vi historierne om de onde, som fordi de er så onde går deres grufulde skæbne i møde og lider en grufuld død.
Børn – og voksne med - elsker disse historier.
© 2008 Børneliv – www.borneliv.dk |