Natur kompetence giver sikkerhedKlatre i træer, bygge huler, balancere, finde på, undersøge og fordybe sig.
I øjeblikket ruller debatten om legepladssikkerhed som en storm hen over de Danske daginstitutioner. En debat der ikke er nuanceret.
Når børn kommer alvorligt til skade, er det forfærdeligt og ubærligt. Og i det omfang det kan lade sig gøre er der vel ikke et menneske der er villig til at påstå at det er i orden at lave fælder, hvor børn kan komme alvorligt til skade. Vi skal have retningslinier for hvordan vi skal etablere og vedligeholde legepladserne, men disse retningslinier skal baseres på en nuanceret vurdering og løbende debat om alle aspekter i børns udeliv.
Den manglende nuance opstår ved at der ikke tages stilling til den skade der sker ved at lade være med at udvikle børnenes kompetencer. Hvor går grænsen for hvor meget vat vi kan pakke vore børn ind i, og så stadig forvente at de kan klare de udfordringer de stilles over for. Man kan også spørge sig selv om det bliver reelt nødvendigt for en gruppe af unge, at sætte deres liv alvorligt på spil, netop fordi de ikke har fået lov at mærke grænsen. Det må være en forudsætning for at have evnen til at balancere på grænsen, at man ved hvor denne er. Her tror jeg at muligheden for at mærke verden i form af et blåt mærke, som ”jeg” helt selv har erhvervet, hjælper på vej. Så må det at det blå mærke og den efterfølgende trøst laver skrammer i den strukturerede og ”fritidsprestations” fyldte hverdag som forældre og andre voksne stiller op, spille en mindre rolle.
Mogens Brask Christensen - Naturvejleder og indehaver af CCnatur.Tidligere leder af Naturskolen Nørhald og produktionshøjskolelærer i Silkeborg og Hobro. |