Nervepirrende pædagogik

Hvad sker der i hjernen på eleverne, når de lærer noget?
Det har alle dage været pædagogikkens store spørgsmål.
Neurovidebskaben giver et forsigtigt bud.

Enhver, der har prøvet at undervise, kender ønsket om at vide, hvad der foregår i hovedet på eleven. Et blik ind i hjernen og man ville kende resultatet af sine pædagogiske anstrengelser. Hjerneforskerne har længe interesseret sig for hjernens aktiviteter under læreprocesser, men fokus har typisk været på specialpædagogik og genoptræning af folk med hjerneskader.

Inden for de seneste år har normalområdet for udvikling og læring imidlertid fået meget større opmærksomhed.

I bogen ”Nervepirrende pædagogik” introducerer Theresa Schilhab og Bo Steffensen den nyeste form for ”pædagogisk neuro videnskab” sammen med en række andre danske forskere. Betegnende for denne nye brobygning mellem pædagogisk teori og praksis på den ene side og naturvidenskabelig hjerneforskning på den anden, trækkes der på flere forskellige discipliner: psykologi, filosofi, pædagogik, sprogvidenskab, biologi.

Humanvidenskaberne og det pædagogiske felt har en gammel velkendt frygt for reduktionisme – altså for at alle sindets krinkelkroge, tænkning, drømme og følelser, fornemmelser og intuition en dag skal blive kortlagt og derved forsimple mennesket. En angst for, at hvis hjerneforskningen kommer på banen, så kan man vel frygte det værste – brave new world – med hvidkitlede læge og lærerteknokrater, der fodrer forsvarsløse elevhjerner med totalitær lærdom – den rene hjernevask.

Men if. Schilhab, Steffensen og andre kan pædagogerne dog tage den med ro.

Fortalerne for den nye pædagogiske neurovidenskab maner til besindighed og advarer imod at slutte direkte fra denne nye viden fra den nye verden til praktiske pædagogiske anvisninger.

Hjernen er et plastisk organ, der forandrer og udvikler sig under påvirkning fra omverdenen. Samtidig betones samspillet af det genetiske og det erfaringsmæssige.

Man kan simpelt hen ikke viden, hvad en given bevidsthed har brug for på et givent tidspunkt for at kunne øge sin læring.

Til gengæld kan man på pragmatisk vis lægge op til refleksioner over tilrettelæggelse af undervisningen – hvilket sker i slutningen af denne bog.

Det er meget interessant, flere af bogens bidragydere ligefrem taler om nødvenligheden af at tænke pædagogisk med hjernen.

De betragter hjernen som – ”en organismens organ til at opdrage sig selv ved at indoptage de andre som medopdragere i en uophørlig spørgende proces”.

Den udveksling og kommunikation, der foregår i en læringsproces, en læringssituation kan åbne op for nye perspektive i hjerneforskningen.