Regler findes og kan læres gennem leg

Regler anviser, hvad der er rigtigt eller forkert, men også hvad der er godt eller ondt.
Hvor må det være svært for de 2-6 årige børn at lære at kende reglerne for alt – lige fra det vi kalder god opførsel – hvad der er godt og ondt – rigtigt og forkert – smukt og grimt – og hvad man bestemt ikke skal sige til tante Olga, når hun nødtvunget er inviteret med til familiesammenkomst.

Hvad må man – og hvad må man ikke – og hvad er det de voksne gør? – bøjer reglerne? – og hvornår må man det, når man ellers ikke må?

Reglerne sætter grænser for, hvad der er tilladt i forskellige lege eller spil.
Desuden indeholder regler også bestemmelser om, hvor meget tid og plads eller rum de for­skellige deltagere har til rådighed i selve den situation eller begivenhed, der bliver leget eller spillet.

De legende kan enten opfinde regler eller indordne sig under et regelsæt med be­grænsninger for, hvordan man skal lege eller spille.

For det meste engagerer børn sig i leg eller spil med i forvejen fastlagte lege- og spilleregler. Det giver en mere sikker og tryg atmosfære, end hvis de legende eller spillende først skal til at opfinde nye regler.

Men mange børn holder også af at op­finde, eksperimentere og afprøve grænserne for både eksisterende og nye regler.

At lære, forstå og at overholde regler

Det er ikke så ligetil at vide, om reglerne i en leg eller i et spil altid bliver overholdt.
En voksen, et større barn - og i spil en dommer – kan kontrollere, at reglerne bliver overholdt.

Men hvilke regler og bestemmelser er det, der hører til i en bestemt leg?
Hvad er det for regler, der skal overholdes og hvilken type regler er der, som godt ”må bøjes” i en bestemt leg?

Små børn skal først til at lære alt om reglerne og normerne for de forskellige lege, som leges på de forskellige alderstrin. Derfor tager de meget ofte fejl af reglerne. Måske vælger de at gøre, hvad der passer dem bedst, og det bryder lidt ældre børn, som kender reglerne, sig ikke om.

Fra 2 års alderen begynder børnene at forstå, at alting ikke altid er tilladt.
Små børn opdager, at andre børn og de voksne bliver sure, hvis man gør noget forkert.

De yng­ste børn mærker, at andre direkte blander sig i, hvordan man skal gøre tingene, når man leger. Mange ting skal gøres på en ganske særlig eller bestemt måde, fordi ”sådan gør man altså!!”

Ved 5 års alderen har børnene lært de fundamentale regler for, hvordan man skal opføre sig, når man er sammen med andre. Det betyder, at børn i 5 års alderen stort set ved, hvad der er rigtigt og forkert.
Børnene kender til reglerne i alle de alminde­lige ting, som foregår i hverdagen. Desuden har de lært, hvad der er godt og ondt – og at bestemte måder at opføre sig på i nogle situationer kan såre andre og gøre ondt på dem. Men alle disse vigtige og fundamentale livsregler lærer børnene hovedsageligt gennem leg.
At lære reglerne, for hvordan forskellige roller i hverdagen skal spilles, og hvad man må gøre med og ved hinanden, kommer med erfaringen - lært gennem legen.

Jo mere der bliver leget bestemte lege, jo hurtigere kan børnene derfor finde ud af, hvad der er den rigtige måde at gøre tingene på. Jo mere tid børnene får til at lege i, jo større mulighed har de for at lære både de direkte og indirekte regler, som herefter bliver beskrevet for henholdsvis leg og spil.

Reglerne i leg:

Vaneregler – normregler – rettesnorsregler – vedtægtsregler – lovmæssige regler

I legen deltager børnene i et frivilligt samvær, fordi de har lyst til det.

De kan for­lade legen, når de har lyst til det, og reglerne er til for at blive leget og eksperimen­teret med – blive afprøvet så børnene kan finde ud af, om de holder.

Leg er historiefortælling, og hver historie følger en opskrift på, hvordan historien skal forløbe. Men i enhver god historie er der brud på både opskriften og forløbet – ellers er det ikke en god historie!

I de historier, hvor det uventede sker, og i de lege, hvor det uventede pludselig ind­finder sig, fordi et barn i legen gør tingene på en anden og alternativ måde, skal del­tagerne i legen pludselig finde ud af nye og andre måder at fortælle, snakke og lege på.

Historien og legen bliver pludselig en udfordring i forhold til, hvordan reglerne skal overholdes.

Børnene skal tage stilling til, hvad der er rigtigt eller forkert, og de skal vedtage regler for, hvordan de skal fortsætte legen.

Det snakker de naturligvis om.

De vender og drejer situationen mange gange, forholder sig til eventuelle problemer og tager en beslutning.

Disse legende situationer i en gruppe er udgangspunktet for, at børnene kan lære sig selv at løse problemer.

De holdningsbearbejder, holdningsformidler og informerer hinanden på en meget værdifuld måde, som senere i deres liv bliver grundlaget for, at de bliver i stand til at benytte samtalen og dialogen i løsningen af meget komplicerede problemer og konflikter.

Reglerne er imidlertid bundet til legesituationerne på forskellige måder.

Vaneregler

bliver brugt i lege, som bliver leget tit, og som for barnet efterhånden er blevet til en godt brugt kopi af situationer, som udføres i hverdagen.

Børn leger jo altid med alt i deres nærmeste omgivelser, så derfor bliver der også leget, når de skal udføre de sædvanlige og ganske almindeligste ting i hverdagen som at tage tøj på, udføre personlig hygiejne som at vaske fingrene efter toiletbesøg eller udføre små pligter.

Reglerne bag dette at udføre en pligt (rydde op efter sig, lægge sit tøj på plads, tømme opvaskemaskinen, m.m.) forstår børnene ikke, hvis ikke ”pligten” kan få lov til at blive udført som en leg.

Børnene skal være 5-8 år gamle, før de forstår den sam­menhæng, at pligter ikke altid er leg, men noget ganske andet, som skal ordnes.

Alt er leg og skal derfor helst foregår som en leg.

Normregler

i leg er de regler, som er almindeligt anerkendte, og som knytter sig til normal skik og brug ved særlige lejligheder (fødselsdage, fastelavn, m.m.) og til hver­dagen i hjemmet.

I de mindre børns lege forekommer de eksempelvis, når pigerne leger med deres duk­kehus og bruger inventaret på normal vis ved at indrette hjemmet traditionelt med forældrenes soveværelse, stuen, værelserne til børnene og babys seng ved siden af forældrenes seng.

Drengene leger med deres bilgarage eller –værksted og fordeler redskaber og inven­tar ud fra de normer, som gælder for autoværksteder.

Og drengene diskuterer ind­gående normreglerne ud fra deres kendskab til autoværksteder.

Disse regler bliver derfor normalt brugt, når det drejer sig om, hvad ”vi plejer” at gøre.

Rettesnorsregler

i legen forekommer i den proces, hvor nogle børn vejleder andre børn i, hvad det er, der nok er det rigtigste at gøre i lige netop denne situation.

De er nemlig ikke sikre på, om deres vejledning er god nok, men deres erfaring fra andre lignende situationer fortæller dem, at det sikkert er de regler, som det vil være for­nuftigt at benytte. Vejledningen omkring de tænkte regler skal på denne måde være den tråd, som leder dem frem til målet – uden at de egentlig ved, hvad der vil ske un­dervejs.

Rettesnorsregler

er en form for ledetråd og bliver meget ofte brugt i konstruk­tionslege, leg med klodser og andre elementer i et byggesæt, når børnene ikke helt kender konsekvenserne af, hvad der vil ske, når de næste klodser bliver sat ind i mo­dellen, de er ved at bygge.

Vedtægtsregler

er meget traditionsbundne og bliver benyttet i lege med redskaber, og i lege hvor der skal være en konsekvens, som alle forstår.

De legende har for ek­sempel vedtaget, at når man sigter på hinanden med en legetøjspistol og siger ”bang”, så er man død.

Nogle drenge har den regel når de fægter med et træsværd og rører ved hinanden, at så er man såret der, hvor man er blevet rørt.

Derfor må man heller ikke stikke hin­anden med træsværdet, men kun prøve på lige at røre ved hinanden. Man kan da godt prøve på at gøre tingene anderledes, men de legende skønner, at det er forbundet med problemer og måske med fare for både en selv og de andre i legen.

En gruppe piger på 4-5 år vedtog i deres leg med dukker, at hvis man tabte sin dukke på gulvet, så døde den og skulle begraves.

Derfor bestemte og legede pigerne, at to af dukkerne skulle tabes, så de kunne dø. I legen fik man så mulighed for at græde over den døde baby og trøste hinanden, indtil man fik en ny baby.

Lovmæssige regler

adskiller sig fra vedtægtsregler på den måde, at de er ophøjede til lov. Når det er sagt - af forældre, andre voksne eller en person børnene beundrer - ja, så SKAL man overholde det, man bliver bedt om.

Selv om børnene bare leger, er der ting, de ikke må gøre ved og med hinanden.

Disse regler er en form for dekret eller kodeks.

Reglerne eksisterer naturligvis for at be­skytte børnene mod de farer, som kan forekomme, og for at beskytte deres integri­tet.

Selvom legen er en fri handling, og der er plads til eksperimenter, skal der også eksistere beskyttende grænser for at undgå livsfarlige situationer.

De lovmæssige regler forekommer meget konsekvent i de mange forskellige former for spil (boldspil, brætspil, m.m.).

Der er særlige typer lovmæssige regler forbundet med hvert enkelt spil, dels for at beskytte spillerne og dels for at et spil kan blive oplevet af deltagerne ud fra spillets særlige karakter. Men reglerne må ikke blive brudt.

Bryder man reglerne, bliver man straffet i spillet – eller bortvist (mere herom i reglerne for spil).

Reglerne i spil

Lovmæssige regler – regler om at lære at styre sig

Børnene deltager i et spil for samværets skyld – og for at vinde.

Det skal naturligvis ske på betingelse af spillets regler, og derfor bliver det også krævet, at deltagerne fortsætter med at spille, indtil spillet er slut.

Børnene øver sig i at lære - og blive dygtige til - at kontrollere de forskellige strate­gier og særlige systemer, som spillet består af.

Desuden har et spil næsten altid en vinder – og en taber.

De lovmæssige regler i spil

Ethvert spil har nogle - meget ofte - strenge lovmæssige regler, som alle spillerne skal overholde.

Det er ikke tilladt at ”bøje reglerne” på nogen måde, og de andre spil­lere vil altid mene, at der bliver snydt, hvis reglerne ikke overholdes.

Mange spil er imidlertid så komplicerede (eksempelvis skak og de mange forskellige former for både klassiske og moderne simuleringsspil) og har så indviklede regler, så mindre børn slet ikke kan overskue dem.

Men der findes naturligvis også spil, som selv små børn kan forstå.

Reglerne i memory og vendespil er simple – man skal vente, til det bliver ens tur og så prøve på at huske billeder, kort og motiver så godt som muligt.

Den, der husker bedst, er vinderen. Selv små børn kan acceptere denne afgørelse.

Imidlertid er nogle af de meget simple brætspil (ludo som eksempel) og chancespil (f.eks. matador), hvortil der skal bruges terninger, specielt chancebetonede og skaber derved en tilfældig vinder.

Disse spil kræver, at spilleren har kontrol over sig selv i spillet, da spil meget let afslører spillerens sande jeg.

Regler om at lære at styre sig og at spille spillet

Spil er absolut mere end underholdende tidsfordriv.

Spil vækker børnenes kreativitet og lærer dem at tænke strategisk, men de lærer også nye sider af sig selv.

Derfor burde børn – og for den sags skyld også voksne sammen med deres børn – spille meget mere.

Børnene lærer ”at spille spillet”, når andre børn eller voksne forklarer dem årsagen til et godt eller dårligt resultat.

De lærer at lege med et spils mange muligheder - både fysisk og mentalt, og at afprøve egne kræfter og muligheder sammen med andre.

I ethvert spil overskrider spilleren nogle grænser, som vedkommende ikke drømmer om at overskride.

For de små børn er det ubevidst – for nogle af de større er det må­ske meget bevidst. Inden for spillets rammer er det faktisk tilladt for eksempel at være grisk og hovere, at snyde og bedrage når det ikke opdages, og det benytter børnene sig af bevidst eller ubevidst.

Kropssprog og ordspil under spillet (uanset om det er et brætspil eller et boldspil) er med til at vise, hvem børnene er.

Det barn, som siger, at det ”altid taber”, kan være en person med lavt selvværd og et pessimistisk livssyn. Sådan et barn behøver støtte og kærlighed.

Det barn derimod, der trods modgang i spillet hele tiden bliver ved med at sige ”jeg kommer igen – vent bare til næste gang” viser, at her er en person, der tror på sig selv og ser positivt på tilværelsen.

Jørn Martin Steenhold, cand.phil i pædagogik med speciale i pædagogisk antropologi
- ekspert i legetøj, leg og læring og fik i 2000 den Internationale legetøjsforskerpris BRIO-prisen - for sin forskning i legetøj og læreprocesser.