Forvalte frihed

Teorierne om pædagogik handler meget om frihed eller at lære barnet at forvalte sin frihed. Frihedstrangen er i der, i et hvert menneskes væsen.

Frihed til at lege, frihed til at gå ind og ud af sociale sammenhænge og frihed til at være sig selv. Selvfølgeligheder, der på den ene side kan opleves banale og på den anden side, som en hel livsopgave. De fleste kriser opstår ud fra en hændelse hvor, det ”at være sig selv” er blevet hæmmet. Efter en tur ”ude af sig selv” kan der efterfølgende investeres megen energi i at ”komme ind i sig selv” igen. Disse rutscheture ud og ind af sig selv, har det formål at finde balancen i at være sig selv.

Det er ikke alle, der giver sig lov og frihed til tage disse rutscheture, men forsøger at fikse ubalancen ved at kontrollere den i stramme tøjler. Den metode er både velkendt og temlig hæmmende for friheden til, at være sig selv. En sublim måde at fratage sig selv, sin egen frihed. Mange problemer i voksenlivet skyldes dette røveri.

Opgaven i børnelivet er derfor, at kunne håndtere og rumme den læreproces det er, at gå ind og ud af sig selv. Barnet der tør miste fodfæste og få sig en skramme, bevæger sig imellem tryghed og utryghed. En bevægelse med tilpas udsving, så den hverken er for kedelig eller for voldsom. I takt med at modet vokser, stiger villigheden og evnen til at tage læreprocessen og øvelse gør mester. En dag er handlingen så vel integreret, at en kompetence er blevet udviklet.

Det kræver flere evner at kunne forvalte en frihed. Evne til at se den, mod til at bruge den, kompetence til at udvinde den og vilje til at gennemføre det.

Lader vi vores børn tage hele læreprocessen? Får de friheden til, i deres eget tempo, at stræbe mod næste udviklingstrin? Har den voksne den fornødne frihed til at udtrykke følelserne i respekt og tillid?

Lige meget om vi hæmmer eller fremmer en læreproces, så er det måden den bliver formidlet på, der gør det største indtryk på barnet. Måden hvorpå gensvaret bliver opfattet, verbalt og nonverbalt, sætter sine spor. Formidlingen af det meningsfulde i at gå ud og ind af sig selv, skaber mod og frihed til at være sig selv.

Mette Petersen er pædagog med særlig viden om småbørn og vuggestuen.
Mette skriver essays og artikler for Vidensbutikken og Børneliv -
og holder foredrag om små børns trivsel og udvikling i vuggestuen.
Du kan skrive til Mette på –
mp@mettepetersen.info

eller besøge hendes hjemmeside på www.mettepetersen.info