Holdninger til fremtiden – som værdiGrundlaget for forskellige samfundsformers udvikling og eksistens har været forskelligt. Det er et spørgsmål om, hvilken værdi man mener fremtiden har. Indtil for ca. 25 år siden var der, på trods af de forskellige samfundslags forskellige grundlag, mange flere ligheder end forskelle i opfattelsen af, hvilke ting der havde værdi. I dag er der meget tydelige og markante ændringer på vej – (måske direkte brydninger og opgør om tingenes værdi) - i opfattelsen og den måde, hvorpå værdier generelt skal opfattes – og det bliver ikke nemmere i fremtiden. Fremtiden Det er indlysende, at voksne mennesker, herunder naturligvis også forældrene, til enhver tid vil reagerer på den stadigt stigende ændringshastighed i samfundet, ved at søge tilbage til ”de gode gamle dage”. · Fortidsorienterede værdier. - En gruppe reagerer negativt på alt nyt, de fortidsorienterede. Man er imod, man påpeger risici, man synes, at det er ”uhyggelige perspektiver”. Nutidens forældre, som er angste for fremtiden, er måske mere talrige end de såkaldte maskinstormere i forrige århundrede. Især i Europa er man bange for fremtiden. Man er betænkelig ved bioteknologien, internettet, stigende forbrug og generel teknologi i almindelighed. Mange siger, at det var meget bedre før. Forældre, som tilhører denne gruppe, tror, at moderne legetøj ødelægger deres børns barndom. Børnenes leg, som helt sikkert også er opfyldt af science fiction historier, opfatter de som en skjult årsag til, at børnene ikke er i stand til at skelne mellem fantasi og virkelighed – hvilket er farligt – set ud fra forældrenes synspunkt. · Nutidsorienterede værdier. - En stor gruppe, de nutidsorienterede, vil slet ikke forholde sig til fremtiden. Det er nutiden, der tæller, og fremtiden bliver nok ikke så meget anderledes end nutiden. Spørger man personer fra denne gruppe om fremtiden, vil de måske svare: ”Ja, til efteråret flytter vores yngste barn hjemmefra”. Deres interesse for børnenes leg, legetøj og interesser generelt kan ligge på et meget lille sted. Bare børnene ikke er besværlige eller skaber konflikter for dem selv, for familien og omgivelserne generelt. Bare der er forholdsvis fred og ro uden voldsomme afbrydelser i den normale dagligdag og uden negative udfordringer i den normale hverdag. · Fremtidsorienterede værdier.- Den sidste gruppe, de fremtidsorienterede, kan ikke få forandringer nok. De er, hvad man kan kalde ”ændringsparate”. De hilser alt nyt velkomment som en mulighed snarere end en risiko. De er de første til at købe nye produkter, de første til at anvende ny teknologi. Deres børn får simpelthen alt nyt indenfor computerspil, de surfer på internettet og møder venner, de aldrig fysisk har rørt ved i cyberspace. Scenerne for børnenes leg er plukket ud af science fiction litteraturen, og de bliver opfattet som vigtige. Legene beskriver ofte den fjerne fremtid, med tæt kontakt til etiske og moralske problemer fra den kendte verden i nutiden. Star Wars eventyret er både beskrivelsen af en fremmed verden, hvor galaksernes civilisationer kæmper – et fremragende scenario – men det er tillige en hjertegribende myte om det godes sejr over det onde. Læseren af denne artikel tilhører ganske sikkert den sidste gruppe – de fremtidsorienterede – ellers havde vedkommende vel ikke kikket ind til Barnehageforum, hvor det handler om børn og børnehaver! I børnehaven leger man – og legen opfattes som noget meget værdifuldt - og legen tilhører fremtiden. Faktisk vil legen i fremtidens samfund få en meget fremtrædende plads og være grundstenen i al form for virksomhed. Alle tre tidssyn er naturligvis OK, men i en tid med stor ændringshastighed er det meget upraktisk at være fortids- eller nutidsorienteret. |