Ansigtsmaling til børn - festligt eller farligt?

Når fastelavn, halloween eller børnefødselsdagen står for døren, er der stor chance for, at dit barn gerne vil males som en farverig sommerfugl, en klovn eller en farlig tiger i ansigtet. Ansigtsmaling er sjovt og festligt, men kan også være fyldt med sundhedsskadelig kemi såsom parabener og parfume, som de små ikke har godt af at få på huden.

ansigtsmaling

Fastelavnsmaling og sminke til børn kan være spækket med et højt indhold af allergifremkaldende stoffer, som kan øge risikoen for allergiske reaktioner hos dem, som vi elsker mest af alle. Uønsket kemi kan fremkomme i teatersminke købt i udenlandske såvel som i danske butikker. Som oftest når det gælder hormonforstyrrende og allergifremkaldende stoffer i forbrugerprodukter, er det ikke mængden i det enkelte produkt, der udgør den store risiko. Faren ligger i den samlede mængde af uønskede stoffer, som vi udsættes for i hverdagen. Derfor kan det betale sig at genoverveje, hvilke produkter vi køber og udsætter vores børn for - især når det gælder kosmetiske produkter, der er beregnet til at blive på deres sårbare hud i længere tid.

Omfattende undersøgelser af kosmetiske produkter til børn

Danske FORCE Technology har for Miljøstyrelsen foretaget en undersøgelse, som har haft til formål at afdække tilstedeværelsen af allergifremkaldende stoffer i blandt andet kosmetiske produkter og kemisk legetøj til børn. Virksomheden yder forskningsbaseret rådgivning indenfor en lang række faglige områder som blandt andet produkt- og materialesikkerhed. De foretog grundige kemiske analyser af en stor gruppe af forbrugerprodukter målrettet børn heriblandt ansigtsmaling, sminke, cremer, modellervoks og slimlegetøj. Man udvalgte i alt 157 kosmetiske produkter, som både er produceret i EU og i Østen, med udgangspunkt i en længerevarende kontakt med huden, og fandt potentielt allergifremkaldende stoffer og parfumestoffer i 30 af dem.

Analyserne viste, at en relativt stor andel af de analyserede produkttyper (kosmetiske produkter med parfume, modellervoks, slim, og andet duftende legetøj) kan indeholde potentielt allergifremkaldende parfumestoffer”

Skriver FORCE Technology i rapporten udarbejdet af Miljøstyrelsen i 2016, som kan læses her. I de produkter, som blev vurderet til at være potentielt allergifremkaldende, fandt man konserveringsmidler, UV-filtre og parfumestoffer, som i værste tilfælde kan udvikle allergi, eksem og udslæt.

FORCE Technology har dog forsøgt at forholde sig kritisk til begrebet ’allergifremkaldende stoffer’, da de mener, at man mangler konkret viden omkring hvilke koncentrationsniveauer, der fremkalder allergiske reaktioner. Det kan være svært at regne på, da risikovurderingen er yderst individuel.

Allergifremkaldende stoffer i kosmetiske produkter og legetøj udgør ikke nødvendigvis en risiko for alle. Allergi er individuelt – og ikke alle får allergi, selvom de udsættes for stoffer, som kan være allergifremkaldende” forklarer Miljøstyrelsen.

Allergi er forskelligt fra person til person

Astma-Allergi Danmark forklarer ligeledes, at en sjælden brug af ansigtsmaling på dine børn i sig selv er ufarligt, men at det altid vil afhænge af det enkelte barn. Som mennesker er vi alle forskellige, og hvad der kan virke allergifremkaldende på dit barn, kan være ganske ufarligt for naboens børn. Derfor kan det også være svært at vide, hvordan vi beskytter de mindste familiemedlemmer på bedste vis. Har barnet sart hud eller lider af allergi og eksem? Så kan det være en god ide at være ekstra opmærksom på at undgå allergifremkaldende stoffer i diverse produkter. I et sådan tilfælde bør du som forælder sørge for at undgå ansigtsmaling og sminke, som indeholder allergifremkaldende stoffer og derfor muligvis kan fremkalde allergiske reaktioner.

Ifølge Miljøstyrelsen kan allergi som resultat af kosmetiske produkter skyldes mange forskellige stoffer. De mest normale ingredienser er dog konserveringsmidler, parfume, planteekstrakter og farvestoffer. Disse stoffer kan udløse allergi som typisk kaldes hudallergi eller kontaktallergi. Reaktionerne kan komme helt op til 48 timer senere, og kan komme til udtryk ved eksem, kløe, rødme og hævelse. Den forsinkede reaktion gør det svært at finde tilbage til den præcise årsag til udslættet, og derfor er det vigtigt at være klar over hvilke stoffer, man sætter de små børn i kontakt med.

Hyppig kontakt kan udvikle allergi

Selvom undersøgelser viser, at farvestoffer, konserveringsmidler og parfume i kosmetiske produkter til børn ikke nødvendigvis udgør en fare, er der altid risikoen for, at børn kan udvikle allergi, hvis de kommer i hyppig kontakt med stoffer, som er allergifremkaldende. Udviklingen kan ske ved vedvarende brug af et produkt, som virker irriterende på huden. Når først man har udviklet en allergi, er man allergisk overfor det givne stof resten af livet, og fremadrettet vil man reagere, hver gang man kommer i kontakt med det. Derfor er det vigtigt at identificere de stoffer og produkter, som man reagerer negativt på og øjeblikkeligt stoppe brugen af dem.

Det er umuligt at eliminere det fuldstændigt, men for at være på den sikre side kan det være en god ide at beherske mængden af denne slags kemi i den kosmetik, sminke, legetøj og andre forbrugerprodukter, som vi sætter vores familie i kontakt med i løbet af hverdagen.

”Allergi er meget individuelt, og hvad den ene person reagerer på tåles fint af den anden, så det er vanskeligt at gardere sig fuldstændig mod allergi” fortæller Miljøstyrelsen om kosmetik og allergi.