Det pædagogiske arbejde med børn

- om bl.a. sociologen Aaron Antonovsky

Peter Eie Christensen
Børn og Unge-læge

Jeg tilhører en ældre årgang, der har oplevet børnehaven i slutningen af 1940-erne. Det blev en blandet fornøjelse – og kort. Jeg tissede i bukserne og blev taget ud af børnehaven af mine forældre.
Det var en børnehave, der var tilknyttet den ene af byens privatskoler – og det var den skinbarlige sorte skole ført ned på børnehaveniveau.
Vi sad i lange lige rækker som i et auditorium. Foran os stod børnehavelærerinden og instruerede i at prikke huller i et stykke pap, hvorpå der var fortrykt et billede af en kanin. Vi skulle så sy med uldgarn i de huller, vi havde prikket. Og vé den, der lavede for stor afstand mellem hullerne!
En anden aktivitet var, at vi med en nål skulle prikke en figur ud af et stykke glanspapir, således at man til sidst kunne rive figuren ud af papiret.

Jeg husker den foragt, børnehavelærerinden havde for de formastelige, der havde lavet for stor afstand mellem hullerne, så papiret gik i stykker, og kaninen eller hvad det nu var, der skulle komme ud af det, gik i stykker.
Jeg kunne for så vidt ikke begribe, hvorfor jeg skulle være i den børnehave. Det var da meget sjovere at lege med de andre hjemme på vejen, hvor vi lavede huler, spillede fodbold ude midt på vejen eller legede svingfigur.
Når jeg sad dér på rækken sammen med de andre børnehavebørn, var det en ret så låst situation.

Jeg kunne ikke rigtig gøre noget – blot følge trop som de andre.
Det huskes som meget ubehageligt, og jeg kan stadig se børnehavelærerinden for mig stå dér som en anden tordensky.
Jeg kunne heller ikke se, hvorfor jeg - ene mand på vejen ude i villakvarteret, skulle udstå denne prøvelse. Det virkede meningsløst.

Begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed

Netop disse tre begreber – begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed var de nøglebegreber, sociologen Aaron Antonovsky uddrog fra sin forskning af hvad der under 2. verdenskrig havde holdt overlevende kvindelige koncentrationslejrfanger i live under håbløse forhold.

Han sammenfattede begreberne i, hvad han betegnede som ”sense of coherens” - altså følelsen af at være i en sammenhæng, hvilende på de tre nævnte begreber begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Jeg mener, min barndoms kortvarige børnehaveerfaring giver indblik i, hvordan man ikke skal behandle børn, og jeg mener, at disse tre nøglebegreber kan være gode udgangspunkter for en diskussion af, hvad man i en institution anno 2008 kan holde sig for øje, hvis man vil sikre, at alle børnene – også de svage – kommer til at opleve en dejlig børnehavetid, som kan give dem oplevelser, de kan bygge videre på i deres udvikling.

Jeg mødte engang en stor pige på en muslimsk privatskole.

Jeg kunne se, at hun havde haft meget store skoleproblemer, da hun startede i børnehaveklassen på den kommunale skole i sin tid.

Af lærernes udtalelser kunne jeg se, at man anså hendes evner for at være begrænsede. Nu virkede hun ganske kvik og veltalende.

Jeg spurgte hende, om hun kunne huske de vanskeligheder, hun havde i de små klasser, hvortil hun svarede: ”ja, men der var jo ingen, der havde fortalt mig noget om meningen med at gå i skole!”.

Hvis børnene ikke begriber, hvad de kan få ud af at være dér, hvor de er, er det jo ikke så sært, at der kan opstå nogle ”adfærdsmæssige skæverter” engang imellem.

Så det, det må dreje sig om for de voksne – både pædagoger og forældre – er at forklare barnet noget om den sammenhæng og de deraf følgende muligheder, som det lever i.

Jeg så engang et barn fare rundt ude på legepladsen med en gren.

Det så ret farligt ud, og han fik da også gentagne irettesættelser (”skæld ud”).
Men det var ret åbenlyst for en udenforstående, at han ikke begreb logikken. Han havde erhvervet sig et godt og grundigt negativt image, som han først kom af med, da han skiftede børnehave. Dér hvor han var, kunne han tilsyneladende ikke begribe, hvad det var, der gjorde, at han ustandseligt fik skæld ud.

Han havde bl.a. det problem, at han ikke var nogen ørn til at forstå det talte sprog, så pædagogerne skulle være tæt på ham for at kunne justere hans adfærd, så det ikke gik ud over de andre børn.

Det er derfor efter min mening væsentligt, at du, som er den voksne, lærer barnet at

1. begribe sin rolle – fortæl, hvad du forventer af barnet,
2. begribe sine muligheder – opstil udfordringer, der passer til barnets alder og evner,
3. begribe sine begrænsninger – læ´r barnet at plante fantasien i virkeligheden.

Der er ikke noget mere herligt end at se børn eksperimentere – finde løsninger.

Jeg kom engang på besøg i en børnehave,
- hvor der løb 3 – 4 børn rundt og lignede krigere i fuld maskering.
De havde fundet ud af at placere en cykel på ståfoden over en mudret vandpyt.
Når man trådte i pedalerne, sprøjtede det med mudder bagud á la møgspreder. De havde det herligt, og var glade for deres ”opfindelse”.
Men også det at kunne handle i forhold til kammerater er også en vigtig ting for små børn. Jeg skulle engang vurdere, om en pige, der havde en lidt underlig – mente man – tilbageholdende adfærd måske havde en lidelse inden for autismespektret.

Jeg havde så heldigvis den oplevelse, at hun kom vrælende ind, mens jeg drøftede hende med én af pædagogerne.

Èn havde slået hende – og hvad nu ?. Pædagogen foreslog, at hun kunne komme ind nu, hvortil hun svarede :”Jamen hvad så med dem, jeg leger med i sandkassen ??” - Hun var ikke autist. Hun havde helt klart en fornemmelse af en rolle i forhold til de andre. Og vi var glade!

Det gælder altså efter min mening om at fremme barnets evner til at handle, at håndtere den virkelighed, det befinder sig i.

Derfor synes jeg, man skal

1. lade barnet finde løsninger – og afprøve dem
2. lære barnet at hjælpe en kammerat
3. lære barnet at tage lederskab – og
4. lære barnet at aftale regler

Det er imidlertid ikke nok at kunne begribe og handle.

Barnet skal (ligesom os voksne!) kunne se en mening med det, der sker. Og barnet skal føle, at der findes noget, det er værd at engagere sig i.

Alle, der har børn og børnebørn, er sikkert rigeligt forsynet med diverse tegninger, figurer osv.

Og selv om det jo ikke altid drejer sig om den store kunst, synes jeg, det er vigtigt at tale med barnet om ”kunstværket” og bruge det til en snak om processen i forbindelse med fremstillingen - i stedet for at tænke på sammenligninger med andre ”værker” -. At gå ind i processen er at finde barnet, hvor det er. Dermed kommer kunstværket til at give mening både for barnet og for dig selv.

Jeg skulle engang se på et meget genert barn i en børnehave.

Problemet var: fejlede det noget ”børnepsykiatrisk” eller var det bare ”genert”.
I starten stod drengen, som det var, og så ned for sig – utilnærmelig. Han blev så af pædagogen opfordret til at lege med biler på et biltæppe. Det gik trægt, og de andre forstyrrede, hvilket han fandt sig i.

Først da legen udviklede sig til at man kunne have en aggressiv dinosaur i hånden, som kunne æde de andre, kom der skub i sagerne – og inden vi så os om, var genertheden bortkastet, og den vilde jagt gik hen over borde og sofahynder.
Pludselig blev legen meningsfuld for ham, der virkelig havde behov for at ”få luft” for alt det indestængte, han rummede p.g.a. genertheden.

Jeg synes, at eksemplet illustrerer, at det er den voksne, der har – hvad en børneforsker har kaldt – definitionsmagten (”leg biler på biltæppet”). Men at det jo så også er den voksne, der har magten til at være flexibel.(Den vilde jagt rundt på stuen!).

Børn kan ofte have gavn af faste rammer, men de må ikke røgtes uden følsomhed for muligheden for flexibilitet, der vel kan betragtes som den – eller de sprækker, hvorigennem barnet oplever sig som del af et meningsfuldt demokratisk fællesskab.

Nogen børn vil f. eks. gerne mere ud at lege end svarende til ”planen”
I virkeligheden elsker børn jo fysiske udfoldelser -. både ude og inde, så det er nok ofte en tanke værd at overveje, hvis behov man tilgodeser, når man vælger indesysler frem for ”ud at lege i regn og blæst”.

Sammen med en idrætskonsulent

- formede vi for nogle år siden slogan-et ”kaos skaber ro”.

Og det er der nok en del sandhed i. I hvert fald kender jeg en børnehaveklasseleder, der genner børnene et par gange rundt om skolen om morgenen for senere at få ro, når de er inde.

Det var endog så indarbejdet, at en vinterdag, hvor skolen nærmest lå i én stor snedrive og ikke engang den store parkeringsplads foran skolen var ryddet, kom børnene og spurgte, hvornår de skulle ud for at løbe rundt om skolen!
Børnene oplever på deres krop, at det giver mening at løbe rundt om skolen.
Og har man først engageret børnene, er de nogle herlige samarbejspartnere. Jeg oplevede selv for mange år siden at stå for at hente mine egne børn i børnehaven – uden bilen, der var brudt sammen.

Det var vinter og der var godt med sne, så jeg bragte den forestående hjemtur ind i et univers, der hed ”Nordpolsekspedition”, hvorefter vi havde en herlig kælketur 3 – 4- km hjem. Ungerne var topmpotiverede – de kunne se en mening med galskaben!

Vi kender det også fra skattejagt. Her står meningen jo ganske klar: find skatten. Der er mange eksempler på, at børn lever sig så meget ind i legen, at de til sidst har svært ved at skelne fiktionen fra virkeligheden.

Det gælder vel også i forbindelse med diverse computerspil, som jeg oplever, at børnene er meget interesserede i, når jeg kommer rundt i dagistitutionerne. Men jeg må sige, at jeg ikke ynder at se 3 – 4 børn sidde foran computeren i fællesarealet, når jeg tænker på alle de fede børn, jeg møder sidenhen i skolen!

Jeg vil håbe, at stillesiddende computeraktivitet i daginstitutioner snart bliver en saga blot – og at der i fremtiden satses på computerlegetøj, som også involverer kropslig udfoldelse.
Jeg er ikke i tvivl om, at børnene vil opleve det som særdeles meningsfuldt at skulle springe rundt for at få computerspillet til at fungere.

Derfor:

Gennem kroppen skal barnet mærke mening med en leg.
Gennem fantasien skal barnet opleve, at det kan gøre en leg mere sjov, spændende eller anderledes.
Gennem samarbejde om- og udvikling af regler regler skal barnet opleve mening i børnehave-livet.

Peter Eie Christensen:
Jeg er blevet opfordret til at skrive en artikel med anbefalinger til det pædagogiske arbejde med børn.
Det er naturligvis en stor ære.
Samtidig må jeg dog understrege, at jeg på ingen måde skal opfattes som pædagogisk fag person.
Min baggrund for artiklen er min personlige erfaring.
Dertil kommer en daglig funktion som Børn og Unge-læge i Århus Kommune, hvilket har givet mig mulighed for at have kontakt med mange børneinstitutioner i området. Også et konsulentarbejde i kommunen i forhold til børn med handicap udgør en del af min baggrund.