Legehjulet

I de to basishjul / modeller - Videnshjulet og Legehjulet - anvender Jørn Martin en bestemt farve tilknyttet et bestemt videnområde.

Han tilføjer om "hjulet": Sandheden om vores evne til at indsamle viden og at lære gennem leg kommer altid for en dag!

For oversigtens skyld er konfigurationer og semer vist i ringe eller lag - men i den virkelige virkelighed "flyder" de sammen - ofte i en orden, der alene bestemmes af deltagernes identitet og adfærd, samt af begivenhedernes omfang, udvikling og forløb! I legehjulet indgår fænomenerne om legens uanede muligheder.

 

Om legens semiotik 

Jørn Martin begynder med at citere den italienske semiotiker og forfatter Umberto Eco, der siger:

“Semiotik er teorien om enhver ting, som kan bruges til at lyve med, men også om enhver ting, som kan bruges til at få nogen til at le”.

 

Denne sætning betragter han som et underholdende og særdeles legende bidrag til en definitionen af begrebet semiotik - men den rummer også den sandhed, at der ikke findes nogen grænser for årsagerne til både at lyve - og at le!

I legen eksperimenteres der med både sandheden og løgnen, og med alvoren og latteren - da alle faktuelle muligheder for at opleve, gennemleve, sanse, erkende, lære, forstå og formidle netop både indeholder og frigør sandheden og/eller løgnen, alvoren og/eller latteren.

 

Leg er først og fremmest oplevelse, "en sansning af tegn" - fordi tegn er "noget", der for "nogen" kommer til at "stå for noget", i en eller anden henseende.

Leg indeholder både fantasifulde, fiktive handlinger og realistiske virkelighedsoplevelser i øjeblikket.

 

Handlingerne kan ses både som et resultat af eksperimenterende nysgerrighed og et opgør med kedsomhed - eller en bevidst bevægelse væk fra kedsomhed.

Al opmærksomhed og koncentration bliver på et øjeblik anvendt til at sanse det, den legende finder interessant, forunderligt eller nødvendigt, for både i øjeblikket og senere hen kunne det (tegnet) jo vise sig at blive betydningsfuldt.

Tegnet har en årsag og medfører en virkning, som kan få betydning for både den legende og for iagttageren.

Dette - "i en eller anden henseende" - er den nærmere beskrivelse af tegnets indhold, hvad tegner "står for".

 

Tegnet kan indeholde -

- dels en værdi (eller flere værdier)

- dels fordele/ulemper ved - enten at blive optaget, benyttet eller kasseret

- dels nogle attituder, der kan være tillokkende, spændende, appellerende til tilfredsstillelse af behov m.m. - og disse attituder kan enten være generelle (dvs. komme til udtryk på mange forskellige måder) - være stabile (dvs. mere eller mindre permanente - eller være interne (hvilket vil sige, at de findes i personen selv).

 

I legen - i øjeblikkets sansning af tegnet - smelter

- dels den legende iagttager, - dels årsag, og - dels virkning -

ofte fuldstændig sammen i en selvforglemmende eller euforisk oplevelse, fordi den legende ("nogen") ikke længere kan isolere de tre led fra hinanden i det sansede øjeblik.

 

• Den legende ("nogen") bliver derved selv til "noget", der i en samlet henseende omfattes af andre sammenhængende tegnsystemer.
• Den legende, iagttageren ("nogen") oplever at være og "blive noget", måske "stå for noget" i en samlet helhed - hvilket i sig selv kan være vanskeligt for iagttageren at fatte i det øjeblik, det sker.
• Den legende ("nogen") vil prøve på at finde frem til logikken i dette ("noget"), der bliver oplevet og opdaget, eller i det vedkommende er vidne til.
• Den legende ("nogen") opstiller bevidst eller ubevidst love for dette "noget" (der står for noget), det der opleves og opdages - og forsøger desuden også overfor sig selv at forklare, hvad hændelsen betyder ("står for noget").
• Den legende ("nogen") prøver på at bestemme betydning, værdi og konsekvenser i dette "noget", der opdages og opleves.
• Den legende prøver med andre ord at blive klogere på alt det, der forgår - den legende får viden!

 

Legehjulets kerne

Jørn Martin beskriver Legehjulet som en analysemodel, der benyttes i forbindelse med klassifikation af lege, sanglege og rollelege - især til at udspecificere deres lege- og læringsværdier.

Han har som tidligere nævnt grundigt beskrevet Videnshjulets 10 og 100 vidensområder i bogen Børn og klogskab.

Modellens kerne - som i de andre hjul - er her i forhold til LEG & VIDEN 

• Identitet og Adfærd

i et symbiotisk forhold til

• Poesi - Eufori - Glæde

som erhverves og udvikles gennem legene.

I Jørn Martins Legehjul er legens fænomener (sem konfigurationerne) markeret med hjulets eger. Dem beskriver jeg her:

 

Legehjulets eger

Jørn Martin beskriver konfigurationer og semer som meget korte og præcist formulerede fortællinger eller beskrivelser om, hvordan indholdet placerer sig i et forløb eller i en proces. Semer er de enkelte indholdsdele i fortællingen.

Der er, som nævnt tidligere, nærmest tale om en "mikro" fortælling eller "mikro" beskrivelse, der ganske nøje placerer og præciserer relationer, enheder og handlinger  i legen i forhold til hinanden.

Da eksempelvis en leg altid defineres og tolkes ved de former, den antager, udpeger han 5 eksempler på figurationer - "mikro" fortællinger - i en leg:

Eksemplerne omfatter fortællingens eller beskrivelsens mange forskellige "mikro" former, da en leg altid defineres og tolkes ved de forskellige former, den antager, nemlig at:

• Alt kan være tilladt og fuldstændigt frit.
• Der kan være plads til, at vi aldrig ved, hvad der vil ske.
• Vi kan lege i det uvisse.
• Vi kan have meget faste regler eller ændre reglerne hele tiden, eller -
• Vi kan beslutte overhovedet slet ikke at have nogle regler.

 

En konfiguration består af - semer

Sem - semet - er den mindste enhed i et udtryk, som indgår i en konfiguration - eksempelvis om "hvad" der skal være tilladt? - "hvor uvist" legen skal være? - osv.

Konfigurationen - den korte fortælling eller beskrivelse -  indeholder særlige, enkelte markante ord og begreber, hvis særlige udtryk både forstærker, fremhæver, understreger og kendetegner de enkelte ords eller det enkelte begrebs specielle betydning i fortællingen eller forløbsbeskrivelsen.

En mængde sammensatte semer gør det muligt at sanse, erkende og forstå betydningen af et tegn, da et antal sansede indtryk tilsammen udgør et tegn, som kan tolkes og forstås.

Semet kan naturligvis ikke stå alene, da det derved ikke vil få nogen betydning.

Det får kun betydning i kraft af andre semer, da semerne danner bindeled mellem betydningsdannende relationer.

Men, fremhæver han: deres betydning beror altid på et totalt individuelt skøn!

Her er eksemplet igen, men nu med en markering af semernes placering, både som bindeled og som skæringspunkter, der binder og holder fortællingens eller beskrivelsens dele sammen, så forløbet bliver opfattet som en helhed. -

 

Han beder læseren bemærke - efter hans skøn - at semerne er markeret med kursiv:

• Der er bestemte former, som vi kan lege under. - Hvilken præcise form?
• Alt kan være tilladt og fuldstændigt frit. - Hvad er tilladt? - Hvor frit skal det præcist være?
• Der er også plads til, at vi aldrig ved, hvad der vil ske. - Hvad må præcist ske? - ikke ske?
• Og vi kan lege i det uvisse. - Hvor uvist må det være?
• Vi kan have meget faste regler eller ændre dem hele tiden, hvilke faste præcise regler?
• - eller, vi kan beslutte overhovedet slet ikke at have nogle regler. - Hvem beslutter?

 

Diskursive sem konfigurationer

- udgør således en præcist formuleret sproglig enhed, et antal sammensatte ord i en sætning - som karakteriserer det præcise forløb i en beskrivende eller fortællende tekst - i en samtale, i en forklaring eller i en kort definition.

Diskursive sem konfigurationer bygger på eller er præget af logisk sammenhængende kæder af udsagn, idéer, definitioner el.lign.

Desuden kan det også være en særlig eller bestemt måde at tænke på, når man vil fortælle om eller beskrive et bestemt emne eller et bestemt fænomen.

Vi bruger ord til at beskrive verden med, og en fortælling eller beskrivelse sidestilles ofte med virkeligheden. Men det er bestemt ikke sikkert, at den er det.

For - leg er jo ikke virkelighed!

Det er ganske virkeligt, at man leger legen - men legen er en leg med diskursive muligheder!

Hvilken form? - Hvad er tilladt? - Hvor frit? - Hvad må ske? - Ikke ske? - Hvad med det uvisse? - Reglerne? - og - Hvem tager beslutningerne?

Der foregår en stadig kamp om ordene, når vi vil definere virkeligheden og beskrive verden. Selve kampen om ordenes betydning er vigtig, fordi der ikke eksisterer en objektiv virkelighed eller sandhed i diskursteori.

Virkeligheden er og bliver socialt konstrueret gennem sproget, men beror altid på et individuelt skøn.

I enhver leg forekommer der til enhver tid diskursive konfigurationer.

Disse er evigt tilbagevendende og bliver i legen præciseret som endegyldige definitioner, der præcist redegør for relationer og handlinger i legeforløbet.

De fleste af disse - der findes også undtagelser - lader sig til enhver tid både observere, iagttage og udskille fra, hvad den pågældende leg ellers handler om.

Men - det er ikke sikkert, at indholdet i forløbsfortællingen eller beskrivelsen er sandt, sandfærdigt, legitimt, korrekt eller nøjagtigt. Det afhænger af fortællerens eller beskriverens præsentationsform af forløbet - og af fortolkerens skøn.

Som sagt er de fleste af konfigurationerne dog ret tydelige og synlige og forholdsvis nemme at iagttage, formulere, beskrive og aflæse. Nogle er dog mindre tydelige og vanskeligere at bemærke, registrere og tolke, - og nogle helt usynlige.

Nogle sem konfigurationer bliver udtrykt med de samme ord og kan betyder det samme, men det er dog ikke altid tilfældet, for ord i fortællingen eller beskrivelsen kan indeholde forskellige værdier, betydninger og kendetegn og kan derved give en anden tolkning af tegnet i sin helhed.

I Legehjulets modellen er sem konfigurationerne markeret indefra og udefter:

• De usynlige - eller mindre tydelige - er "skjulte" under de hvide felter og under de farvede eger i hjulet. De opstår og opdages først under selve legen.
• De (mere) synlige - og tydelige er markeret som de farvede eger i hjulet.
• De meget synlige - og særdeles tydelige er markeret med hvid skrift i den yderste, blå ring.

 

Herefter vil det være på sin plads at introducere Jørn Martins mange essays om de anvendte leges synlige udtryk.

Desværre kan der ikke ydes beskrivelserne af legene den fulde retfærdighed ved kun med nogle få linjer at anføre, hvad indholdet er i  hver enkelt essay.

De mange essays fortæller om legenes tegn og kendetegn i de mange vidt forskellige historier - (legenes semer og konfigurationer).

Men her introduceres de i denne rækkefølge, vist i Legehjulet som egerne:

 

Jørn Martins essays

• Sanse legens kendetegn 
• Iagttagelsens legens kendetegn
• Kommunikations legens kendetegn
• Den dramatiske legs kendetegn
• Fantasi legens kendetegn
• Regel legens kendetegn
• Rolle legens kendetegn
• Konstruktions legens kendetegn
• Aggressions legens kendetegn
• Funktions legens kendetegn
• Tumle legens kendetegn
• Overgangs legens kendetegn
• Repetitions legens kendetegn
• Tilnærmelses legens kendetegn
• Ukoncentreret legs kendetegn

 

Om sanse legens kendetegn

Gennem sanselege får børn først og fremmest en personlig viden om sig selv og alle de ting i omgivelserne, de er optaget af. Hvad den enkelte sanser, er individuelt bestemt.

Sanse leg indebærer, at det legende barn opsøger sanse- og følelsesmæssige begivenheder og oplevelser, som i mange tilfælde skal nydes for at barnet kan blive sig oplevelserne bevidst.

Sanse leg er den højeste menneskelige form for "væren". At være menneske er at sanse og nyde, mærke verden og opleve livets glæder og gåder.

 

Om at opleve kendetegn

"Oplevelsen" gennem iagttagelse er noget meget direkte og mærkbart, nærmest følsomt:

Oplevelse er en interessant, eller en rystende, en utrolig, eller mærkelig  hændelse, begivenhed, situation eller episode, som indtræffer - "noget" man ser, “noget” man iagttager, når man spontant ser eller møder det - eller noget, man opdager gennem eksperimenter og undersøgelser - og noget, som kan få betydning.

 

Om at iagttage det mystiske

Gennem gentagen iagttagelse - og senere undersøgelse og afprøvning, udførelse af eksperimenter og forsøg - afmystificerer vi det "ukendte mystiske", så det ikke længere bliver mystisk (og ukendt, hemmeligt, farligt eller ubegribeligt).

Der findes dog ingen præcis og alment accepteret bestemmelse af hvad mystik og mysticisme er for noget. I dagligsproget bruges begge ord bredt om noget mærkeligt og hemmelighedsfuldt og ofte på en måde, der udtrykker en afstandstagen.

Men - en minimal-definition kunne godt lyde således: "Mystik indeholder udtrykkene for menneskets behov for klart og bevidst at opleve og erkende tilværelsens grundlæggende struktur og mening".

 

Om at se langsomt

At kunne se og høre er basis for forståelsen af verden omkring os. At betragte er at se og stirre aktivt på noget bestemt. Det er en proces, som kræver koncentration og udholdenhed.

Det kræver god tid, men det er samtidigt en måde, hvorpå barnet lærer at ”se langsomt”. Faktisk tager det ”opvæksttid” at lære at ”se langsomt”, når man skal se og iagttage omhyggeligt og grundigt. At lege at ”se langsomt” på en ting kræver opmærksomhed, vedholdenhed, fokusering, udvælgelse og scanning.

 

Om at iagttage det stillestående og det som bevæger sig

At blive forundret er årsagen til nysgerrighed. Barnet opdager et eller andet og bliver forbløffet, overrasket og måske forvirret over, hvad det ser. Hermed er grundlaget skabt for, at undersøgelser og eksperimenter med ting eller situationer kan begynde.

 

Om at iagttage det levende omkring os

Det drejer sig om oplevelser med mennesker, dyr, planter og interessante fænomener, som vi enten selv kan tilrettelægge, eller som indtræffer af sig selv. Mennesket laver om på omgivelserne, eksperimenterer med dem og prøver på at finde ud af, hvordan tingene med fordel kan være til gavn for os.

 

Om at iagttage andre mennesker

Iagttagelse af roller er grundlaget for, at barnet kan tilegne sig viden og færdigheder om de forskellige funktionsroller i hverdagen – og få mulighed for at afprøve og eksperimentere med mulighederne.

Legene med de mange forskellige roller kan barnet naturligvis lege alene, men meget ofte er der to eller flere deltagere i et socialt samspil, hvor rollerne og funktionerne bliver fordelt mellem deltagerne.

 

Om at iagttage legetøj, redskaber, ting og genstande

Legetøj er små kopier af alle de forskellige ting, som bliver benyttet af de voksne, og som generelt omgiver os i hverdagen.

Legetøj kan også være kopier af gamle ting, af redskaber og genstande, anvendt for mange år siden i barnets bedste- eller oldeforældres tid. Også her er det påkrævet, at barnet får mulighed for at se og iagttage, hvordan disse gamle ting blev brugt. Herefter vil det begynde at lege, kopiere og repetere, hvad det har set og oplevet.

 

Om at se på små og store dyr

De levende dyr fanger altid børns opmærksomhed. Dyr indgår jo ganske enkelt i menneskets bevidsthed. Allerede ved synet af et dyr begynder barnet at gøre sig tanker og forestillinger om dyrets mulige betydning.

Børnene iagttager, snakker og leger med tanken om, hvordan det er bedst at forholde sig til det. Som det naturligste i verden stiller de interessante spørgsmål for at få viden og information, som de har brug for at være sikre på, så at der ikke sker noget uventet eller farligt.

 

Om at se på blomster, planter og træer

Blomster, planter og træer er ikke legetøj eller noget, man traditionelt leger med.

Men alle mennesker iagttager og leger derefter i tankerne med det, de ser og gør sig derved forestillinger om deres tilstedeværelse og skønhed. Blomster og planter er spændende at iagttage, at dufte til, måske plukke, måske endda smage på og måske lære deres navne at kende.

Børns store opmærksomhed overfor planter begynder ved 2 års alderen. Afhængigt af, hvor man bor, vil børnene meget tidligt have iagttaget, at der er mange af nogle bestemte slags blomster, planter og træer, mens andre er sjældne på bestemte steder.

 

Om at iagttage vejret, jorden, stjernerne og universet

Kan man lege med vejret? - Både ja og nej, for man kan jo ikke bestemme over det. Det er muligt at snakke rigtig meget om det og nyde det, og at prøve at iagttage og opleve forskellig slags vejr ved at færdes ude i det. For børn eksisterer der egentligt ikke noget, som hedder ”dårligt vejr”, men kun noget som hedder ”forskellige slags vejr”.

 

Børnene ved godt, at noget vejrlig er farligt at begive sig ud i. De iagttager vejret instinktivt, registrerer skiftende vejr og bliver allerede i 4-5 års alderen forundret over det. De ser efter tegn på, hvordan vejret er og hvordan det udvikler sig. Derfor stiller de også naturlige spørgsmål om det.

 

Om at se fjernsyn – at iagttage billeder

De hastigt skiftende billeder på TV-skærmen giver ingen fysisk udfordring, sådan som andre billeder kan gøre det. Maleriet f.eks. er fremstillet ved hjælp af et lag af farver, et vægtæppe med et motiv er vævet af uld eller måske et andet materiale – og billederne er stillestående og derfor nærværende. Billederne på TV kan derimod ikke standses.

 

Hensigten med gode TV-udsendelser for børn er naturligvis at supplere børnenes gode oplevelser i naturen, i børnehaven og i skolen sammen med andre børn og kammerater.

De mange virkelig gode TV-programmer er på en måde en gave til børnene, som i utrolig høj grad kan blive inspireret til rollelege kreativt og udviklende aktiviteter.

 

Om kommunikations legens kendetegn

Gennem kommunikationslege får børn først og fremmest sproglig viden, der erhverves gennem kontakt og det sociale samvær med andre.

Kommunikations-, konversations- og fortælle legenes kendetegn er udveksling af tegn og meddelelser 

- meddelt både i talende og skrivende form

- med betydning og værdi for dem, der kan og har fortolket tegnene,

så de kan anvendes til at erhverve sig en ny eller større viden og indsigt.

 

Kommunikation - er udveksling af tegn og meddelelser mennesker imellem - men også udveksling af tegn mellem natur og menneske.

- Sproglig udveksling mennesker imellem er i sin helhed fri og åben - mens

- udveksling mellem natur og menneske, hvor mennesket registrerer naturens tegn, er bestemt af det enkelte menneskes evne for sansning og deraf følgende intuition.

 

Om kommunikation

Den menneskelige forestillingsverden hviler på perception og abstraktion herfra, på oplevelser og iagttagelser gennem mange forskellige sansepåvirkninger - men også på forestillingen om, hvordan tingene kunne være anderledes, kunne forandres, eller hvordan de muligvis vil kunne udvikle sig. Den menneskelige forestillingsverden danner grundlaget for at kunne forstå og tilegne sig noget. Men det skal kunne meddeles til andre.

Den menneskelige erkendelse og tænkning og deraf affødt anvendelse af viden, er det, der bringer os i stand til at etablere vigtige, socialt afgørende forbindelser mellem menneske og natur - noget, der til dels skyldes vores bevidstheds opbygning, der hviler på oplevelser og iagttagelser, der udgør to forskellige, men lige basalt set vigtige komponenter i vores tankevirksomhed.

 

Om leg som kommunikation og meddelelser

Den verden, vi mennesker lever i, er en lingvistisk verden, fyldt med symboler og love, uden hvilke vi hverken ville være i stand til at kommunikere med hinanden eller til at fatte betydningen af det, vi er omgivet af. Det forholder sig således, at ingen kan lære at tale alene (som man for eksempel kunne lære at spise selv), fordi sproget ikke er en naturlig, biologisk funktion hos mennesket – selv om evnen til det selvfølgelig er nedlagt i vores biologi.

Den lingvistiske verden er en kulturel skabelse, som går i arv fra generation til generation.

Når vi bruger sproget i legen, bliver den til konversations leg – og konversationen eller samtalen er kommunikationen mellem de legende. De legende taler sammen, snakker sammen, konverserer eller diskuterer. Sproget – ord, valg af ord og vendinger og evnen til at bruge sproget, at kunne fortælle og berette – er det centrale.

 

Om samtalen som fortælling

Normalt forholder det sig sådan, at den, som har ordet i en samtale, har magten over samtalen - indtil ordet bliver givet videre. Parterne i en konversation eller i en dialog kan naturligvis vedtage, at de begge har ordet på skift og deles om at sige noget til hinanden.

De fleste vil kalde det for at tale godt sammen. Både børn og voksne har respekt for dialogens eller samtalens betydning for den gode og tætte samtale, hvor samtaleparterne er nødt til at sige noget til hinanden og til at lytte til, hvad der bliver svaret.

I børns leg opstår der hurtigt nogle indbyrdes forhold mellem børnene, som er bestemt af det barn (eller de børn), som kan fortælle eller berette om legens tema, uanset om det i virkeligheden véd noget om det eller ej. Det barn, som fører ordet eller leder samtalen, styrer også legen – så længe det varer. Barnet, som styrer samtalen, bestemmer over legen og lægger en linje for, hvordan og på hvilken måde legen bør leges. Barnet beslutter også, hvornår legen er en leg, og hvornår den ikke er det længere.

 

Om konversations legens tegn

Alle samtaler og historier indeholder et mylder af tegn og billeder, som bliver omsat til ord.

Ethvert lyttende menneske (børn såvel som voksne) har brug for at få disse ytringer sat ind i skemaer, som skaber mulighed for både at kunne forstå og at kunne videregive det hørte. De legende, som snakker sammen eller fortæller noget til hinanden, skal alle kunne forstå, hvordan legen bliver holdt sammen af det, man meddeler hinanden.

De legende - afhængigt af deres alder, udviklingstrin (og nogle gange køn) - finder ind til legens kerne, sagen, problemet eller historiens budskab ved at

• Bestemme legens og emnets indhold.
• Forholde sig til legen og emnet og til måden at kommunikere på.
• Fortolke og at enes om på hvilken måde legen og emnet fortolkes.

 

Om fortolkning

Når alle samtaler og historier indeholder et mylder af tegn og billeder, som bliver omsat i ord, bliver det nødvendigt for ethvert lyttende menneske at få disse ting sat ind i et system, som gør det muligt både at forstå og videregive det hørte. Som nævnt er fortolkningen det sværeste, fordi barnet først skal kunne bestemme, klassificere emnet i den konversation eller historie, der foregår i legen.

Derefter skal den legende kunne forholde sig til de billeder og ord, der bliver benyttet i legen for at påpege, hvad den drejer sig om.

 

Om tegn og temaer

De legende vil naturligt stille spørgsmål (både på det ubevidste og bevidste plan) og fremsætte krav til det tema, som legen omhandler. Spørgsmålene om temaet i legen er naturligvis afhængige af de legendes personlighed og individualitet, tiden og stedet, hvor legen foregår, og de legendes naturlige nysgerrighed i forhold til de redskaber eller det legetøj, det er muligt at benytte i legen.

Udgangspunktet for spørgsmålene vil altid være baseret på, om temaet i en leg i det hele taget fanger de legendes opmærksomhed, om det er interessant og appellerer til deres nysgerrighed og vilje til at snakke, diskutere eller fortælle historier i legen.

 

Om fortællingens oprindelse

Leg er historiefortælling. Urhistorien er alle historiers moder! Urhistorien er alle børn optaget af, og urhistorier bliver gerne diskuteret af de større børn indbyrdes samt med forældre og lærere.

I urhistorien bliver der stillet tre universelle spørgsmål, som mennesket altid har stillet og vil stille til alle tider, nemlig:

Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Hvad er vi til for?

Spørgsmålene bliver til alle tider og i alle kulturer diskuteret på højt filosofisk og videnskabeligt plan – samt naturligvis af fremtidens forvaltere af menneskeheden, nemlig børnene. Børnene begynder diskussionen i 6-10 års alderen. Ved at diskutere disse spørgsmål får børnene samtidig mulighed for at stille etiske og moralske spørgsmål om den måde, både de selv og voksne opfører sig på i dagligdagen.

 

Om tegn på ytring og tolkning

Temaerne i urhistorien giver barnet den første bevidste erkendelse af, at man kan blande alle disse spændende elementer i historierne sammen - at man kan manipulere med dem og lave sine egne historier.

Børnene finder hurtigt ud af, at ingen har monopol på historierne. Ingen kan bestemme over drømmene, og legen med historierne og temaerne tilhører børnene selv.

Temaerne lader sig omsætte i nye beretninger og historier – og i fantasier og drømme, hvor fantasi og virkelighed bliver blandet sammen. Ved at lege med elementerne og temaerne opdager børnene litteraturen, som for børnene er den store fortællings naturlige muligheder i legen, og de opdager, at alle mennesker har en historie!

Alder og udviklingstrin har naturligvis en indflydelse på, hvilke funktioner der ligger bag, at historierne bliver tolket og genfortalt.

 

Om fortællingens skjulte tegn

Fantasi er som bekendt ikke en entydig størrelse (se kapitlet om fantasileg), idet indholdet af f.eks. en historie kan formidles på mange forskellige måder. Temaerne i fortællingerne, meddelelserne, historierne, som fortællernes fantasi frembringer eller forandrer, giver børnene mulighed for at finde ind til eller at kunne forstå svære spørgsmål på alternative måder.

Børnene har desuden selv et utroligt begær efter at opleve, erkende og forstå. Omvendt er de mange fortællinger, om hvor vi kommer fra, hvor vi (måske) skal hen, og hvad vi er til for, en måde at tilrettelægge fantasirejser på, som både børn og voksne sender sig selv ud på, drevet af begæret om mere viden.

 

Om den dramatiske legs kendetegn

Gennem dramatiske lege får børn først og fremmest intuitiv viden, men erhverver sig især også både sproglig og social viden.

Om dramaets kendetegn

Drama er handlinger, bevægelse, kropssprog og tale - noget som foregår eller forløber. Handlingen bliver levendegjort ved, at børnene taler med instruerede eller improviserede replikker, synger sange eller digter og optræder eller agerer.

 

Den dramatiske scene, teateret, rummer den ældste form for dramatiske fortællinger. Teater er den iscenesatte myte, er ur-fortællingen. Men der opstår også i dag moderne myter, der bliver iscenesat.

Det dramatiske og iscenesatte er ikke kun kopier af de realistiske hændelser, som børn kender fra hverdagen eller har set i virkeligheden. Såkaldt virkelige  eller realistiske situationer, som børn dramatiserer, leger eller spiller, kan lige så ofte være fantasier eller noget, børnene selv opfinder. Dramatiske optrin er virkelige i børnenes bevidsthed, fordi de foregår og bliver dramatiseret af dem selv. Børnene véd, at legen tilhører dem selv.

 

Om den dramatiske legs kendetegn

Dramatisk leg kan være både stille og blid og voldsom og storslået.

Drama er børnenes digtning, fortællen og optræden på én gang. Man kan derfor sammenligne drama med de to andre former for digt og fortælling, nemlig lyrik (det fortællende digt) og epos (fortællingen i form af en historie i en roman eller i en novelle).

 

Om dramatiseringsmåder

Lyrik og kendetegn:

Børn kan sagtens – bestemt af alderstrin - være lyriske og fint give udtryk for deres følelser og derved fortælle stemningsfuldt om noget, de har oplevet. Børn kan lide ”at smage” på bestemte ord og anvende dem - ikke altid korrekt - i en eksperimenterende sproglig sammenhæng.

 

Epos og kendetegn:

Ligeledes er mange børn virkelig gode historiefortællere og kan bredt beskrive handlinger og forløb i for eksempel en helts eller heltindes liv. I historierne medtager de ofte meget små og ofte ubetydelige ting, som de opfatter som værdifulde.

 

Drama og kendetegn:

Den dramatiske leg – det store drama – kræver koncentration. Der er nemlig både en hovedhandling og mange små sidehandlinger i forløbet, indtil børnene i deres dramatiske leg når det afgørende punkt, hvori selve legens højdepunkt er. Derfor kan den, som iagttager en dramatisk leg, næsten inddele legen i akter eller afsnit, fuldstændig ligesom en teaterforestilling.

 

Teater og kendetegn:

- er planmæssigt forberedt og instrueret for børn af voksne, og forestillingen bliver opført både af børn og voksne. Dramatisk leg opstår frit og foregår alene på de legendes og legens betingelser og præmisser. Noget ganske andet er, at mange børn elsker at lege teater.

 

Cirkus og kendetegn:

At lege cirkus er derimod en anden af de regulært dramatiske legeformer, som foregår indenfor en bestemt afgrænset ramme, nemlig manegen. Yderligere er legen begrænset af, at de optrædende og legende børn har specialiseret sig i at have en bestemt rolle og at udtrykke sig indenfor en særlig genre som klovn, tryllekunstner, artist, m.m.

 

Fastelavn og udklædning og kendetegn:

- er morsomt for både børn og voksne. Børnene kan se meget dramatiske ud i deres fantasifulde kostumer. Det er ikke børnene, men de voksne, som normalt har iscenesat ”det dramatiske møde” mellem nogle af de små kopier af nogle hovedpersoner fra eventyrenes verden, når den lille prinsesse møder den lille kaptajn Klo, den lille fe og den lille Batman.

 

Det voldsomme drama - og legen med det

Alt det, som skræmmer, fryder, ængster, bekymrer, foruroliger, glæder, osv. - alt det, som børn oplever i det virkelige liv til hverdag, kan i den dramatiske leg finde en ny udtryksform. I den dramatiske leg bliver mange af de nævnte meget barske ting nemlig oplevet som værende langt nok væk til at gøre dem til noget ”ufarligt, noget som ikke er skræmmende”.

 

De dejlige og positive oplevelser kan til gengæld i legen blive til ”et gensyn med glæden eller lykken”, som herefter bliver vist på en opløftende og dramatisk facon. Således kan det dramatiske komme så tæt på børnene, at det kan opleves som hverdagens poesi.

 

Legende dramatiske genre

Tragediens kendetegn

Tragedien udtrykker det sørgelige, der med alvor viser lidelser, undergang og måske også død og sorg. Børn forstår ikke baggrundene for virkelighedens lidelse, død og sorg - men de fleste børn ved godt, hvordan disse ting optræder i virkeligheden – for de har erfaret det ved at se på voksnes reaktioner, når noget sørgeligt er hændt i den nærmeste kreds af bekendte, i familien eller i TV-serier.

Derfor prøver børnene - gennem den dramatiske leg at afdække de følelser, som de  godt véd eksisterer i virkeligheden.

 

Komediens kendetegn

Komedien udtrykker det lystige, lette, drillende og komiske. Den udvikler sig tit til at  blive til en underholdende parodi, som kan være rettet mod en bestemt person eller gruppe. Men det er slet ikke komediens hensigt at være ondskabsfuld. Den skal blot gøre situationen eller det komiske tydeligt for dem, som leger med komedien og med de emner, der bliver behandlet. Hensigten er, at de legende kan få lov til at more sig frit over sig selv og hinanden og samtidigt blive klogere på livet og tilværelsen.

 

Skuespillets kendetegn

Skuespillet er optrin og scener, som skal foregive at være kopier af hverdagslivets mange problemer, situationer, episoder og gøremål. Scenerne kan både være fra det hverdagsliv, børnene selv kender så godt til og fra andre menneskers hverdagsoplevelser i en anden tid, i et andet samfund eller i en helt anden kultur.

Både det lyriske, fortællende, dramatiske, tragiske og det komiske kommer til udtryk i skuespillet, fordi livet nu engang indeholder både det rigtige og det forkerte, det lykkelige og det ulykkelige, det smukke og det grimme på godt og på ondt.

Børnene kan også lege med konflikterne i små intriger.

 

Om den dramatiske legs alvorlige temaer

Den dramatiske leg omhandler meget alvorlige emner. Børnene leger ofte med dem på en original måde - som dog slet ikke behøver at være præget af alvor. Derved kommer børnene ind på store etiske og moralske spørgsmål, som de - afhængigt af udviklingstrin - ikke altid er bevidste om og heller ikke altid er i stand til at svare på.

På en måde udtrykker de -

et dybt personligt engagement i selve begivenheden og problemet. Dette personlige engagement viser sig i kropslige og personlige udtryk, som bliver demonstreret gennem sang, fortælling, optræden, dans, spil, at vise at man magter redskaber, legetøj og rekvisitter.

På en anden måde prøver de på at vise -

et billede af selve begivenheden eller problemet. Billedet udtrykker barnets opfattelse af begivenheden eller problemet, sådan som barnet opfatter og ser det. Når billedet er dannet, begynder barnet frit og dramatisk at fabulere med de muligheder, der er for at få en større forståelse for situationen.

 

Poetisk drama

Poesi, poetiske vendinger og måder kendes på deres tegn og udtryksformer. Men udtryksformerne skal kunne tolkes af deltagerne i den dramatiske leg for at kunne blive opfattet som betydningsfulde i en særlig henseende.

I legene er de poetiske tegn oftest ord og sproglige vendinger, der bliver sagt med en nænsom lyd med særlige tryk på bestemte stavelser, fremført i et bestemt toneleje, hvor stemmen skal udtrykke intuitiv følsomhed i en særlig højtidelig eller intensiv atmosfære.

 

De poetiske tegn kan også være sprogløse og alene blive vist gennem handling og fysisk udtryk. Det kan være langsomme og nænsomme bevægelser, blide berøringer sammen med en mimik, der skal påpege det inderlige og intuitivt følsomme i selve handlingens indhold og under forløbet.

 

 

Om fantasi legens kendetegn

Gennem fantasiens lege tilegner børn sig en eksistentiel viden, men også personlig og social viden.

Både velkendte og ikke-kendte tegn viser sig i ord og billeder, i stiliserede strukturer, i situationer og hændelser, i genstande, ting og redskaber - ja, i alt muligt - og tegnene er fyldt med sammensatte komplekse egenskaber. De enkelte tegns mange egenskaber vil dog tilsammen danne en helhed, som så sikkert vil blive forstået og tolket - afhængig af oplevet erfaring.

 

Fantasi er at forestille sig og tænke sig til, hvordan alt kan ændres eller forandres, sammensættes eller adskilles, nedbrydes eller opbygges, skabes eller destrueres m.m. - inden det sker i virkeligheden.

 

Men derfor er der ingen garanti for, at ændringerne og forandringerne lige præcis bliver som ønsket eller forestillet af den fantasifulde tænker.

Fantasi kræver handling, hvis en drøm eller forestilling skal udføres - samt redskaber til at udføre den med.  

 

Om fantasi og virkelighed

Fantasi er derfor alt. Først og fremmest er fantasi en menneskelig drivkraft, der nærer evnen til at kunne gøre sig forestillinger om at alt vil kunne ændres eller forandres.

Fantasien får hermed et ubegrænset og universelt format – som gør, at mennesket hele tiden vil søge at opnå de højeste mål for liv og eksistens. Mål, som i begyndelsen ser ud til at være umulige at opnå, bliver ved hjælp af menneskelig kreativitet alligevel opfyldt.

Det gælder om bevidst at komme længere og længere ud i universet og længere ind i menneskets sind på disse indre og ydre fantasifyldte ekspeditioner. Fantasi er derfor vigtigere end bevidst kundskab. Kundskab er hentet bagud i tiden og er baseret på erfaring. Fantasi derimod er rettet fremad mod det, mennesket endnu ikke har mødt.

 

Om fantasi og intelligens

Umiddelbart har fantasi intet med intelligens at gøre – derfor bliver ordet i forbindelse med fantasi brugt i flertal: Intelligenser.

Der findes ingen generelt accepteret definition på intelligens, men i bred forstand bliver intelligens almindeligvis forbundet med evnerne til at forstå forbindelserne, der findes mellem elementerne i en situation og med at kunne tilpasse sig til dem for at nå sine mål.

I al for lang tid har man ment, at udelukkende menneskets begrebsmæssige og logiske aktiviteter – udviklet med sproget – var intelligens, mens andre former bare var resultater af instinktive og ubevidste handlinger.

Nu har man med usvigelig sikkerhed fastslået helt andre former for intelligens.

Der findes ikke kun én intelligenstype, der varierer i grader på en skala - men mange forskellige slags "intelligenser", der varierer i en uendelighed alt efter det enkelte menneskets personlighed og muligheder.

 

Om sanset virkelighed

Intet er mere sikkert, end at den "virkelige" virkelighed er noget hinsides sansningen, noget stort og uforklarligt ligesom Gud eller teorierne om Universets skabelse – eller videnskabelige beviser, man ikke kan sanse.

Imidlertid forholder det sig således, at alt i virkeligheden jo netop kan sanses: æblet har en bestemt smag, blomsten dufter, jorden er kold, vandet er vådt, osv. osv. Det er ganske håndgribeligt – så derfor må det at kunne sanse tingene være virkelig virkelighed.

 

Om bevidstheden om virkeligheden

Det er muligt at bryde virkelighedens grænser ved hjælp af fantasien og legen. Det viser menneskets udvikling os, at det er! Virkeligheden er opstillet i bevidsthedskategorier for at gøre det nemmere at få overblik over den.

Desuden hjælper kategorierne os til nemmere at forstå, hvad vi hver for sig tænker på og snakker om og meddeler os om til hinanden.

Virkelighedens kategorier er desuden nemme at lære og forstå, fordi de er bundne til de naturlove, som igen sætter grænserne for, hvad det er muligt at gøre (tilsyneladende!).

For mennesket – og for menneskebarnet - drejer virkelighedens kategorier sig om:

• Bevidstheden om individet og betydningen af den enkeltes subjektive følelse
• Bevidstheden om det sociale og kritikken af de herskende forhold
• Bevidstheden om fiktionen og fortællingens magi (en histories interessante og kunstneriske indhold og barnets overvejelser og refleksioner)
• Følelser, fornuft og ironi
• Natten, dagen og øjeblikket
• Mennesket, virkeligheden og sproget.

 

Om fantasiudvikling

Et barns mulighed for at bruge fantasien er således forbundet med dets alder og udviklingstrin. Uanset hvilket alderstrin barnet er på, bruger barnet fantasien for at skabe

 

• ny viden - for sig selv og for andre
• nye tanker og ideer – alene og i dialog med andre
• nye måder at bruge redskaber og genstande på
• nye løsninger – på problemer – og til at dække behovene
• anerkendelse og selvaccept
• anerkendelse af andre.

 

Udfordringerne er uendeligt store, lige så vel som mulighederne er uendelige. Verden skal udforskes og tilværelsen udfordres. Fantasien bliver brugt på alle planer – især er det sjovest, mest lærerigt og mest kreativt, når det er tilpas svært!

 

Om det konkrete - Det abstrakte - Det diffuse

Børn, som leger meget, bliver ofte betegnet som fantasifulde. Det er ikke sikkert, at det er tilfældet. Ikke alle børn har lige megen fantasi - ja nogle lider direkte af mangel på fantasi. Når der imidlertid ikke er tvivl om, at leg generelt er udtryk for fantasi, skal det samtidig tilføjes, at det er meget tvivlsomt, om noget af alt det legetøj, som bliver benyttet i legen, i det hele taget er specielt fantasifuldt.

 

Bliver den tidlige barndom konstant fyldt op med mærkelige syntetiske lyde og syner fra mærkelige genstande, der bliver kaldt for legetøj, vil barnets liv blive overlæsset af falske og syntetiske meddelelser, der ikke har noget som helst med virkeligheden at gøre.

Barnet vil få problemer med at fortolke virkeligheden, fordi det, som barnet tror er virkelighed, til syvende og sidst er uvirkeligt og ikke-eksisterende.

Den udviklingsproces, som barnet gennem hele sin opvækst er inde i, når det prøver på at lære virkelighedens verden at kende, bliver forstyrret af sådanne tåbelighedens genstande.

 

Om fantasikrigen

Krigen i al sin gru er skræmmende for både børn og voksne, fordi krigens handlinger er uforståelige på trods af, at de er virkelige. Ikke desto mindre bliver krigen dyrket med en fascination, som især går ud på at fremhæve det umenneskelige og så ellers dyrke hæslighedens æstetik.

Det er voksne mennesker, som iscenesætter virkelighedens krige og deltager i dem, så klogskab er derfor ikke noget, voksne mennesker har monopol på i den forbindelse.

Børn opfatter imidlertid ikke begrebet krig på samme måde som voksne – med mindre de selv har boet i en krigszone og set krigens handlinger. Børn under 5-6 år ser ikke krig som opgør mellem nationer, grupper af mennesker med forskellig etnisk baggrund eller mellem politiske ideologier, der kæmper mod hinanden.

For børn repræsenterer krigen de kloge mod de dumme, de onde mod de gode, de truede mod de truende.

Når børn leger krig, beskrevet som aggressions leg, leger de ikke, at de specielt dyrker torturen, terrorismen, volden og den smertelige fysiske og psykiske ydmygelse. I stedet leger de med aggressionen - som de nævnte ting i den virkelige virkelighed er de værste sider af - for at bearbejde deres egen angst, usikkerhed og uvidenhed.

De prøver på at finde en forklaring på, hvorledes man kan være truet af de dumme, store og stærke, så det ender i utryghed, underlegenhed, magtesløshed og ydmyghed.

 

Om regel legens kendetegn

Gennem lege med regler får børn både social og personlig viden.

Om regler

En regel er en form for bindemiddel, der holder en sluttet organisations forskellige led og dele sammen.

Bindemidlet, selve reglens funktion, er at holde eller klæbe alle dele og afsnit sammen, og samtidigt binde dem på den bund af formål, mål, funktioner og opgaver, de er påført.

 

Om regelsemiotik

De tegn og tegnstrukturer, der binder ting og begreber sammen i en organisation - (for børn er det familien, børnehaven, skolen, legegruppen, fritidsorganisationen m.m.) - og som derved kendetegner selve organisationen - forekommer

- i den almindelige praksis - som tegn i form af kommunikative og materielle handlinger

- i måderne at informere på - som tegn i form af sociale former og sociale normer for samvær

- i måderne at formidle viden på parterne imellem,( f.eks. pædagogen, læreren eller forældrene til børnene) - som tegn i form af systemer, strategier, planer og strukturer formidlet gennem emner og temaer.

 

Om fællesskabets kendetegn

Fællesskaber fremtræder som en samling af mennesker, som bindes sammen af "noget", for hvilket de har fælles regler: "Noget", de er enige om og har samme synspunkt på. De kan også bare eksistere på grund af en almindelig interesse, som deltagerne deler med hinanden.

Men et fællesskab kan også blot være et sammenhold.

Et fællesskab udvikles sjældent ved at fokusere på individer. Faktisk er det snarere omvendt, så at et fællesskab danner rammen for individets eller individers dannelse og udvikling!

Udgangspunktet for udvikling af et fællesskab omfatter almindeligvis mindst to deltagere, to subjekter, der er knyttet til hinanden ved f.eks. et forhold af typen "lærer/elev", læremester/lærling, videns formidler/studerende, o.l.

Det første subjekt er - den vidende - der almindeligvis repræsenterer magten.

Det andet subjekt - den uvidende - måske en objektivt interesseret deltager - måske et subjekt uden modenhed eller vilje. Det kan risikere at blive reduceret til et “automatisk objekt”. 

 

Individ og fællesskab

Fra samfunds- og socialforskerne hører man her i begyndelsen af det 21. århundrede, at vores verden er præget af individualisering som en fortsættelse af den proces, der begyndte allerede i renæssancen, og som for alvor tog fart op igennem det 20. århundrede.

Mennesket skal i vor tid først og fremmest være et selvstændigt individ, som ikke blindt må følge traditionens, slægtens eller religionens bud. Man skal følge sin egen vej og træffe sine egne valg.

Dette afspejles også i moderne pædagogik og uddannelsestænkning, f.eks. ses det i forbindelse med interessen for individuelle læringsstile, intelligensprofiler og ansvar for - såkaldt - egen læring.

 

Om fællesskab og faglighed

Langt størstedelen af tidens pædagogiske forskning handler om, hvordan individet lærer - og der er desværre efterhånden langt mindre opmærksomhed på fællesskabet som ramme for liv og læring i børnehaven og skolen.

Hvis man undersøger fællesskabets betydning empirisk og f.eks. spørger børnene om, hvorfor man går i skole, svarer de yngste børn eksempelvis: "Det er jo både for at lære noget og for at være sammen med andre, for hvis man bare sad alene derhjemme, så ville man jo nærmest ikke kunne lege"!

Med den udtalelse indrammes to helt afgørende forhold ved børnehavens og skolens virksomhed: - Man går der for at lære "noget" — og ikke mindst for også

- at have et socialt liv sammen med andre.

Børnene ved det, som mange forskere glemmer i dag: At de to ting ikke kan adskilles.

 

Om regler og normer

Regel opfattes oftest som "skik og brug", ofte bare en vane, undertiden en norm, rettesnor og ledebånd, men kan også være en forskrift eller en vedtægt. Nogle regler er lov, hævd eller dogme.

En norm er udtryk for gennemsnittet, den gældende standard, type, form eller en forskrift på, hvad der almindeligvis er det rigtige. Derfor er der normer og forskrifter inden for alle områder i tilværelsen – hvad der er rigtigst i familien, i børnehaven, i skolen, i foreningslivet, i forretning og handel, indenfor kultur, videnskab og forskning – og til dels også inden for kunst og kunstudøvelse.

At overholde normerne er altid et spørgsmål om ansvar.

 

Om regel leg

I en regel leg - eller en leg hvor der forekommer regler - leger barnet en leg eller spiller et spil, som er afgrænset af regler, bestemmelser og vedtægter - oftest fastsat på forhånd.

Regler anviser, hvad der er rigtigt eller forkert, men også hvad der er godt eller ondt.

Reglerne sætter grænser for, hvad der er tilladt i forskellige lege eller spil. Desuden indeholder regler også bestemmelser om, hvor megen tid og plads eller rum de forskellige deltagere har til rådighed i selve den situation eller den begivenhed, der bliver leget eller spillet.

De legende kan enten opfinde regler eller indordne sig under et regelsæt med begrænsninger for, hvordan man skal lege eller spille.

Om at forstå og overholde regler.

Det er ikke så ligetil at vide, om reglerne i en leg eller i et spil altid bliver overholdt. En voksen, et større barn - og i spil en dommer – kan kontrollere, at reglerne bliver overholdt.

Men hvilke regler og bestemmelser er det, der hører til i en bestemt leg?

Hvad er det for regler, der skal overholdes og hvilken type regler er der, som godt ”må bøjes” i en bestemt leg?

Små børn skal først til at lære alt om reglerne og normerne for de forskellige lege, som leges på de forskellige alderstrin. Derfor tager de meget ofte fejl af reglerne. Måske vælger de at gøre, hvad der passer dem bedst, og det bryder lidt ældre børn, som kender reglerne, sig ikke om.

 

Om reglerne i leg

Vaneregler – normregler – rettesnors regler – vedtægts regler – lovmæssige regler.

I legen deltager børnene i et frivilligt samvær, fordi de har lyst til det. De kan forlade legen, når de har lyst til det, og reglerne er til for at blive leget og eksperimenteret med – blive afprøvet så børnene kan finde ud af, om de holder.

Leg er historiefortælling, og hver historie følger en opskrift på, hvordan historien skal forløbe. Men i enhver god historie er der brud på både opskriften og forløbet – ellers er det ikke en god historie!

 

Om reglerne i spil

Børnene deltager i et spil for samværets skyld – og for at vinde. Det skal naturligvis ske på betingelse af spillets regler, og derfor bliver det også krævet, at deltagerne fortsætter med at spille, indtil spillet er slut.

Børnene øver sig i at lære - og blive dygtige til - at kontrollere de forskellige strategier og særlige systemer, som spillet består af. Desuden har et spil næsten altid en vinder – og en taber.

 

Om rollelegens kendetegn

Gennem legen med roller får børn både social og personlig viden - men også viden om regler og normer.

Rolle legens kendetegn er, at den legende påtager sig at udføre eller spille en eller flere roller – alene eller sammen med andre. For børn er det ofte at lege med voksnes og dyrs roller. For både børn og voksne kan det være rollespil, som består i, at personerne spiller andre roller end dem, de normalt selv har.

Desuden er rolle legen fællesskabets sociale legeplads, hvor der kan eksperimenteres med de mange forskellige rollers særskilte kendetegn - uden at det får konsekvenser.

Det er i rolle legen, at ansvarsfuld rollefordeling mellem de legende skaber basis for en legende læring af forskellige rollers betydning og værdi.

For alle roller skal tolkes, før de kan tillægges betydning og værdi.

 

Om rollen

I de mange teorier om roller fortælles der - at menneskers adfærd  i sociale sammenhænge kan forklares som en handlen og ageren, der bestemmes af personens opfattelse af andres roller i forhold til deres egen position.

Roller bliver udført på bestemte måder, og en person kan være i stand til at tilføre en rolle - eller serier af roller - et særligt personligt, originalt og intelligent tilsnit.

En rolle er således den særlige position, funktion eller opgave, som et menneske har i en bestemt sammenhæng.

 

Om rollekonflikter ved ansvar

Rollekonflikter fremkommer, når der opstår uforeneligheder mellem de forskelle roller, en person har f.eks. en konflikt mellem de forskellige forventninger, der bliver stillet til en og samme rolle, som en person er indehaver af.

Ved at påtage og indtage en rolle følger der altid både forpligtelser, bemyndigelser og beføjelser i form af ansvar.

Ansvaret, som er knyttet til rollen, er den dobbelttydige forpligtelse og beføjelse, der både kan skabe forventning, forvirring, ombytning, overtagelse og volde en person store problemer og konflikter.

Ansvar er en forpligtelse, men også det "at passe på"!

 

Om legens grundroller

Det drejer sig om de roller, som knytter sig til både ledende, styrende, støttende og supplerende funktioner.

Alle lege bliver ledet, styret, støttet og suppleret på forskellig vis af de legende selv. Disse fundamentale grund- eller basisroller har altid fem udgangspunkter:

• Skaberen - af legen, i-tale-sætteren eller forfatteren til legens historie, som omfatter selve persongalleriet og rollerne, er den, som opfinder selve historien.
• Organisatoren eller instruktøren - er i-scene-sætteren og ofte både den uformelle og formelle beslutningstager, som ved og viser, hvordan forløbene skal foregå i selve legen. Organisatoren korrigerer deltagerne i legen, såfremt de ikke gør tingene rigtigt eller ikke spiller deres rolle godt nok.
• Aktøren – eller aktørerne - er de legedeltagere, som spiller de klare og afgrænsede roller i legen.
• Andre falder altid ind i en rolle, som kan være mere eller mindre belastende, eksempelvis som klovn, sabotør af legen eller som den, der overspiller sin rolle.
• Publikum – eller tilskuerne - er på mange forskellige måder også en del af legen. De får lov eller udvælges til at ”se på” eller iagttage de legende en del af tiden. I de fleste lege søger tilskuerne efter en mulighed for at få lov til at deltage og være med i legen.

I nogle lege er det godt at have tilskuere. I andre lege er det bedst at være alene.

Manager og kontrollant - Hvis en leg er organiseret eller styret af et ældre barn, en voksen, en pædagog eller lærer, har vedkommende rollen som manager eller kontrollant. I et boldspil eller brætspil er det rollen som den specielle kontrollant med særlige bemyndigelser, der bliver kaldt ”dommer”.

 

Om at roller skal læres og indøves

Børn efterligner andre for at lære gennem andre, hvordan man skal bære sig ad i bestemte situationer. I lege, hvor det drejer sig om at efterligne, kopierer barnet måske en rolle eller funktion, som et andet menneske normalt udfører. Barnet er på forhånd i disse tilfælde godt kendt med personen, som det efterligner.

Børn begynder at efterligne voksne og andre børn allerede fra et års alderen. I første omgang er det den voksnes måder at gøre tingene på, som bliver imiteret. Men efterligning sker også, når små børn sidder ved siden af hinanden og iagttager hinanden.

Nogle gange er børns adfærd nærmest en kopi af andres måder at gøre tingene på. Tæt på en anden rolle kommen børn ved at klæde sig ud - eller at sminke sig. Det har i menneskets udviklingshistorie været de metoder, hvorved man prøver på at optage en rolle, ændre en rolle eller forstærke en rolle.

 

Om instruktive eller impulsive roller

Rollerne, barnet har i en leg, kan være instruktive eller impulsive.

• En instruktiv rolle - vil sige at anvise, styre og dirigere et andet barn eller andre børn til at gøre noget bestemt eller opføre sig på en særlig måde. De andre børn bliver fortalt eller instrueret i, hvordan de skal opføre sig i legen, hvad de skal sige, og hvordan de skal bevæge sig og handle.
• En impulsiv rolle - er, når barnet i legen selv opfinder en ny eller  anderledes måde at opføre sig på. Det gør barnet, fordi det måske har set andre, oftest voksne opføre sig på en lignende måde. Barnet efterligner i disse lege adfærdsmønstre fra de voksnes egne rolle- og arbejdsfunktioner.

I mange lege veksler rollerne mellem instruktion og impulsive eksperimenter.

 

Om rollespillet

Fra 6 års alderen begynder børn at eksperimentere med drømme og forestillinger, som ligger uden for dagligdagens kendte roller og funktioner. Det er således ikke mors eller fars adfærd, som bliver kopieret og brugt i legene, men spændende og interessante, vigtige og betydningsfulde personers adfærd fra film og TV.

Det er heller ikke længere roller og funktioner, som knytter sig til dagligdagens tilværelse, men personers roller og funktioner i forbindelse med historiske begivenheder, fra eventyrets verden eller science fiction.

Fortællinger, historier og film er der nok af, så inspirationen til leg med nye alternative roller er meget let at få fat i.

• De nye roller - som ligger udenfor de kendte roller fra dagligdagens begivenheder - bliver til at begynde med direkte kopieret fuldstændigt stereotypt. Men efterhånden bliver de alternative og anderledes, og det samme gælder funktionerne, som er knyttet til dem.

 

Om konstruktions legens kendetegn

Gennem konstruktions legen tilegner børn sig især matematisk og rumlig viden - men også viden om natur og kunst m.m.

Konstruktions leg er at konstruere, skabe, formgive eller opbygge ved hjælp af materialer af forskellig slags. Ved børns konstruktions leg benyttes forskellige former for byggeelementer - eller træ, sten, ler, sand, pap, papir og værdiløse genbrugsmaterialer - eller præfabrikerede byggesæt.

 

Konstruktions leg er tegn på konstruktivisme.

Konstruktivisme er de overvejelser, man skal gøre sig, når man anvender og konstruerer forklaringer og begreber for at kunne konstruere.

Det er altid vigtigt at være stringent i brug af begreber, når man ønsker at formidle sine konstruktive ideer til andre, hvad enten det drejer sig om planer, tanker og ideer, opgaveresultater, forskningsresultater - eller ideer om, hvordan man vil bygge en model af f.eks. et tårn, en bil, en by eller en kopi af et redskab.

 

Om kendetegn for teknologi og design

Teknologier er tegn, kulturelle tegn og livstegn, under alle omstændigheder livlige tegn på skabende konstruktive processer og resultaterne heraf.

Teknologier skabes i processer, hvori der indgår andre teknologier og legende aktører, hvor både videnskab, kultur, økonomi, filosofi og ideologier m.v. indgår på mange niveauer og faconer. Efter skabelsen og tilblivelsen markedsføres, forbruges, omformes og diskuteres teknologierne, når brugerne bearbejder og anvender dem.

 

Om abduktionens og deduktionens kendetegn

Konstruktions legen giver barnet mulighed for intellektuelt at bearbejde sine oplevelser og indtryk, løse problemer og give fantasien frit løb ved at konstruere. Ofte bruger man - som nævnt tidligere -  betegnelsen frit skabende arbejde om  konstruktions legen, men  betegnelsen bør - som nævnt - ikke blive knyttet alene til konstruktions leg, da betegnelsen frit skabende i lige så høj grad karakteriserer andre former for leg!

Desuden er mange af de konstruktions lege, som er bundet til færdigfabrikerede byggesæt, bundet til en manual, hvor konstruktøren (barnet) skal følge manual anvisningerne for at kunne konstruere den anviste model til punkt og prikke.

 

Om konstruktionsmetoder

I konstruktions legen benytter børnene sig af materialerne og elementerne på fem forskellige måder, til:

1. Stabling
2. Nitning
3. Autentisk kopiering
4. Konkret formgivning
5. Diffus sampling (sammensætning)

 

Den mest enkle og simple måde at konstruere på er at stable noget oven på hinanden vertikalt eller at nitte, sammensætte eller lægge nogle ting tæt sammen horisontalt. Disse lege begynder børn allerede på ved 6 måneders alderen, og denne konstruktions leg bliver kaldt stabling/nitning. Klodser og store elementer med indhak, som passer til at sætte ind i hinanden, holder de derfor mest af at lege med.

Om konstruktions legens fire faser

Uanset om barnet bygger med byggeklodser, leger i sandkassen eller former et dyr i ler, følger barnet det, man kan kalde for konstruktions legens fire faser.

 

Konstruktionen

Til at begynde med leger og bygger, skaber eller former barnet ud af materialet og ud af sin egen frie fantasi et synligt produkt, en slags fri konstruktion eller model.

2. Dekonstruktionen

Dekonstruktion er selve nedbrydningen eller afmonteringen af det, der er bygget eller formet. En dekonstruktion kan nogle gange gå voldsomt for sig og næsten ligne destruktion, hvor børnene brutalt udsletter sandslottet eller larmende jævner tårnet af byggeklodser med jorden.

3. Rekonstruktion

Rekonstruktion er den fase, hvor ethvert barn vil prøve på at genskabe, bygge eller på ny forme den flotte model eller figur, som det har bevist overfor sig selv og andre, at det er i stand til at konstruere. Rekonstruktionsprocessen er meget vigtig for barnet, fordi det får en bekræftelse af, hvor dygtigt det er, og hvad der er muligt at genskabe.

4. Co-konstruktion

Co-konstruktion er at sætte eller bygge flere i forvejen konstruerede modeller – eller dele af modeller - sammen til noget nyt. Det kan for eksempel dreje sig om ting lavet af træ byggeklodser, Lego klodser eller værdiløst materiale, hvor barnet genbruger elementer og materialer.

 

Om styring af modeller

Jørn Martin beskriver de kognitive processer, der forbinder børnene til styringen af forskellige materialiserede genstande i form af legetøj og værktøj. Det drejer sig om den fysiske og sanselige kontakt.

I mange af de fleksible og bevægelige (modsat de stationære) konstruktionsmodeller indgår styring som en form for personlig beherskelse af modellens bevægelighed. At være i stand til at styre og manipulere en genstand er for barnet et stor sanselig oplevelse.

Kendskabet til forskellige former for styring øger naturligvis både lege- og læringsmulighederne, men samtidig kan principperne bag de forskellige styringsformer være komplicerede og udfordrende for barnet.

Det er derfor vigtigt at være opmærksom på sværhedsgraderne ved de forskellige modellers styringsformer i forhold til børns alder og udvikling.

De 6 almindeligste styringsformer er:

• Manuel styring - kan være både grov- og finmotorisk og er den direkte anvendelse af hænderne på selve legetøjet eller redskabet. Det kan børnene fra et års alderen.
• Motorstyring - er hvor der er indplaceret et motorisk led mellem hånden og legetøjet eller redskabet. Børn kan forstå og motorstyre langsomme modeller fra 2 års alderen.
• Mekanisk styring - er også en motorisk betinget aktivitet - hvor der er et mekanisk led mellem hånd og legetøj, redskab. Børnene er ofte 4-5 år før de forstår sammenhængen mellem leddene i teknisk mekanisk bevægelse.
• Den simple mekaniske styring øger selve legen, men bliver også ret hurtigt kedelig og barnlig.
• Fjernstyring - er også en motorisk betinget aktivitet, hvor der er en fysisk afstand mellem hånd og genstanden, der styres. Ligesom ved motorstyring kan børn fjernstyre en model fra 2 års alderen.
• Forsinket styring - er både en motorisk og en mental aktivitet, hvor der ved hjælp af en pc er en planlægningsplatform mellem hånd og legetøj eller redskab. At en styring kan tidsmæssigt planlægges forstår børn først ved 5-6 års alderen.
• Interaktiv styring - er både en motorisk og en mental aktivitet, hvor både en sensor og en pc programmerer styringen gennem interaktion mellem hånd og legetøj, redskab. Det kan være en kompliceret proces og børnene er ofte 8-10 år før de helt forstår sammenhængen. Det kan endda være et problem for mange voksne.

De avancerede styringsformer er interessante og skaber nysgerrighed, men de kan til gengæld være svære at håndtere for mindre børn.

Desuden er disse styringsformer ofte knyttet til komplicerede legetøjsmodeller og værktøj, som endda kan være svære at opbygge.

Barnets mentale processer i en styring af en model, sådan som den forekommer ved de mere komplicerede eksempler, omfatter:

Logisk styring - hvor styringen på forhånd er logisk beregnet - samt

Strategisk styring - hvor styringen på forhånd er nøjagtigt og strategisk udregnet.

 

Om børns udviklingstrin og konstruktions legene

Barnet mellem 0 og 2 år griber efter materialet, uanset hvilken type materiale det drejer sig om. Det vender og drejer det i hænderne, bider måske i det og slår det ned i bordet. Barnet overflytter direkte sine egne bevægelser til materialet i en form for undersøgende funktions leg (se Funktions leg).

Fra 2 års alderen har de fleste børn lært de almindeligste former for materialer at kende. Herefter begynder barnet at fremstille, forme eller bygge ud fra sin viden om materialet. På det alderstrin begynder barnet også at sætte en betegnelse på det, der er bygget, f.eks. ”det er et hus”, ”det er et slot”, og i ler ”det er en mand”.

I 4-5 års alderen vil barnet have, at det, der fremstilles, skal ligne noget bestemt. Det gælder, uanset om det drejer sig om modeller fremstillet af byggeklodser, sand og ler eller tegninger udført af barnet selv. Barnet anstrenger sig for at gengive tingene konkret og korrekt og er påvirket af alle de ting, det ser, og hvad der sker omkring det.

Det sidste udviklingstrin er abstraktionen, hvor barnet – og senere det voksne menneske - intellektuelt problemløser og opfinder nye modeller og løsninger ved hjælp af et materiale. På en ny måde prøver de på at konstruere nye billeder og fortælle nye historier gennem nye konstruktioner og modeller.

 

Om konstruktionslegetøj og -systemer

Groft kan man opdele det konstruktionslegetøj, børnene leger med, i tre typer:

• Konstruktionslegetøj som er en model - (f.eks. en kran) af et bestemt fabrikat og sammensat af flere eller mange løse standarddele og -elementer, som kan sammenbygges og adskilles af den, som leger med det.
• Konstruktionslegetøj med mange forskellige løsdele, hvor det er op til den legende selv at finde ud af, hvordan og til hvad de mange dele kan bruges og blive til en model.
• Desuden kan konstruktionslegetøj være mere eller mindre værdiløse genbrugsmaterialer - af mange forskellige slags, lige fra skrot og skrammel til emballage og mærkelige ting eller kasserede genstande.

 

Om sand, mudder, vand og ler

Mudder og jord er de små børns bedste legetøj - et legetøj som de helt bestemt bliver beskidte af at lege med – naturligvis!

På næsten samme måde forholder det sig med sand, når det er vådt. Barnet kan forme det til hvad som helst, benytte sig af forme af forskellige typer og si sandet og stenene fra hinanden.

Leg med vand er fascinerende, fordi det ikke kan kontrolleres som mudder og sand. Vandet løber væk hele tiden. Det 4-5 årige barn vil gerne eksperimentere med vandets muligheder.

Ler og dej er de mest håndgribelige materialer at lege med og forme figurer i, fordi de er ”langsomme” materialer. Er de først formet til en figur, forsvinder eller udviskes figuren ikke af sig selv efter kort tid.

Om store og tunge konstruktioner

I konstruktions legen med større materialer på en byggelegeplads indgår også de tunge fysiske og intellektuelle samarbejdsfunktioner i legen - at løfte, holde balancen, sammen med andre børn at diskutere, lægge planer for, hvordan plader og brædder skal anvendes på byggeriet, og udføre dem. Konstruktionsprocesserne på en byggelegeplads tager lang tid.

 

Om pigers og drenges konstruktionslegetøj og lege

Konstruktions legene og glæden ved at bygge og konstruere afhænger i særlig grad af barnets alder, modenhed og udviklingstrin. Derfor er det meget vigtigt at skelne mellem de to almindeligste måder at konstruere på, nemlig enten

• at skabe frit og fabulere ud fra den legendes egen forestilling om, hvordan en model eller figur skal og bør se ud,

eller

• at kopiere en model ved at aflæse et billede eller blive ført frem til et færdigt resultat ved hjælp af en byggevejledning eller en voksens vejledning.

Disse to måder bliver naturligvis kombineret.

Når det drejer sig om at konstruere en model, foretrækker pigerne de små og æstetisk smukke ting, funktionelle modeller, som direkte kan indgå i deres egne planer og systemer.

Drengene generelt foretrækker i højere grad modeller, som indeholder funktioner, action og det voldsomme og kolossale. De stabler i højden og i bredden og er meget optaget af en autentisk kopiering.

 

Om aggressions legens kendetegn

Gennem de aggressive lege tilegner barnet sig personlig og social viden - men også sproglig og eksistentiel viden.

Aggressivitetens kendetegn - er at de legende, gennem fysiske og psykiske udtryk i legen, viser ubehag, vrede og modvilje,

- og leger med attituder på drilleri, chikane, trusler, overgreb eller direkte vold.

Aggressions legen er aldrig ondsindet og udvikler sig ofte til at blive  en legende parodi over selve aggressionens realistiske kendetegn.

At være aggressiv er at være krigslysten, krigerisk og angrebslysten, anmassende og pågående, udfordrende, drillende og demonstrativ.

Men at lege at være aggressiv er noget ganske andet, for som bekendt er leg ikke virkelighedens gerninger, men blot undersøgende eksperimenter uden den egentlige aggressions brod. Der bliver leget, foregivet og simuleret. Derfor er aggressiv leg det modsatte af aggressivitet.

Det er legen med aggressive attituder.

Faktisk er det både sjovt og morsomt "at lege" at være aggressiv, da legen bliver brugt til at lave en parodi på eller at gøre grin med selve den fordummende aggressivitet og med de personer, som er aggressive.

 

Om krigens kendetegn

Krig er realistisk aggression.

Krigens direkte hensigt er at pacificere eller udslette de forhindringer eller den modstand, der kan forhindre en person eller en gruppe i at erhverve sig indflydelse og magt, for at de derved kan sikre sig en menneskelig eller materiel fordel eller gevinst.

I både den lille og den store krig, på det personlige såvel som det globale plan, er det afgørende, hvordan - dels "fjenden" opfatter èn samt - dels hvordan man kan give fjenden en fejlopfattelse af ens styrke, viden, position, hensigter m.m.

At kunne -

- simulere, finte, snyde, bedrage og vildføre -

bliver benyttet med den hensigt at sikre sig - først overtaget, senere sejren - så man kan høste fordelene eller gevinsten.

Når disse midler åbent eller skjult bliver benyttet, er de i sig selv sikre tegn på afstand og fjendskab parterne imellem.

 

Om drilleriets kendetegn

Drilleriets kendetegn har hensigtsmæssigt latteren som mål - i sin aggressive form er det latterliggørelsen. Drillerier og vittigheder ligner hinanden:

Drilleriet retter sig mod traumatiske aspekter af at være en bestemt person eller have en markant identitet.

Drilleriet angår de specifikke træk ved den person (eller gruppe), der bliver udsat for drilleriet.

 Vittigheden retter sig mod traumatiske aspekter af tilværelsen, oftest død, dumhed, fejltagelser, forglemmelser, fejltolkninger og sex.

 

Vittigheden spiller på generiske træk ved et tilhørsforhold - at det kan være mere eller mindre traumatisk at være kvinde, mand, mørk i huden, århusianer, fremmedarbejder etc.

Drilleriet er oftest af verbal karakter, men kan også udvikle sig til med fysiske midler at overskride den andens urørlighedszone. Det er ikke for at skade, (da der så ikke ville være tale om drilleri), men for at irritere eller udfordre den anden til at handle, eller - som tilfældet for en vittighed - at få den anden til at more sig og grine.

 

Aggressivitetens grænser

Der er en uundgåelig lighed mellem det, at man leger, at man slås - og så direkte slagsmål – og det bliver ofte sammenblandet eller direkte misforstået. Det ses endnu tydeligere i fange-, flygte- og gemmelege, som forekommer i stort set alle former for krigslege.

I disse lege og øvelser er kendetegnene, at det gælder om

• ”at komme tæt på og slippe væk”
• ”at nærme sig en anden person og samtidigt undgå personen”
• ”at opsøge og at fravige eller hurtigt slippe væk”
• ”at gemme sig eller blive væk og måske blive fundet”

Det er spændende at være på grænsen af, hvad man kan eller ikke kan, hvad man må og ikke må, hvad man bør gøre eller ikke gøre - især når legen samtidigt kan ende i en voldsom tumult og i totalt kaos. I disse lege skelner børnene mellem aggressiv leg og direkte aggression ved at fokusere på selve legens udvikling og på de legendes særlige træk og måder at handle på.

 

Om aggressivitetskontrol

Mange aggressive lege er også tumlelege.

Det kan være svært at tolke tegnene på, hvornår en leg er aggressiv, eller om deltagerne bare tumler og vælter rundt mellem hinanden.

Det er iagttagerens, lærerens, pædagogens, forældrenes egne legeoplevelser - sociale og kulturelle erfaringer både i barndommen og som voksne – der har indflydelse på bedømmelsen af børnenes leg – herunder både den aggressive leg og andre former for leg.

Mange tror eksempelvis, at drengenes krigslege og de meget voldsomme lege fører til egentlige aggressioner. Nogle (specielt mange kvinder) tror, at drengene senere som

voksne bliver voldelige og krigeriske. Undersøgelser har vist, at det modsatte nærmest er tilfældet.

 

Om piger og drenge og aggressiv leg

Opfattelsen af, hvad der er aggressiv leg eller egentlig aggressiv opførsel, er forskellig afhængig af iagttagerens køn. Mænd og kvinder opfatter aggressiv opførsel forskelligt. Voksnes og forældres egne legeoplevelser – både barndommens oplevelser og oplevelsen af den leg, der foregår mellem voksne – har som nævnt indflydelse på bedømmelsen af børns leg.

Kvinder, der som børn har været involveret i aggressiv leg og leget med aggressivt legetøj sammen med brødre eller drengekammerater, er mindre tilbøjelige end kvinder, som ikke har leget aggressive lege, til at bedømme børns tumultagtige eller voldsomme legeepisoder som aggressioner.

 

Voksne og børn og aggressiv leg

Børn og voksne betragter voldsom leg meget forskelligt. Børn er meget bevidste om forskellene mellem aggressiv opførsel i en form for leg og så direkte vold. Desuden skelner de tydeligt mellem direkte slagsmål og det at lege slagsmål. Helt ned til 4 års alderen kan børn begynde at skelne mellem disse ting. Fra 6-7 års alderen skelner drengene klart mellem direkte aggression og aggressiv leg.

Imidlertid er de fleste børn altid bevidste og enige om, at slagsmåls lege ved et uheld kan udvikle sig til et egentligt slagsmål, hvis en af legedeltagerne slår sig eller falder forkert. Men det sker kun undtagelsesvis i betragtning af alle de lege med overfald og slagsmål, som børnene leger. Lege, der indeholder slagsmål, udvikler sig imidlertid ofte til direkte aggressioner mellem børn, når voksne begynder at blande sig eller afbryder børnenes voldsomme leg.

 

Om funktions legens kendetegn

Gennem funktions legene får børnene fysisk styrke, samt personlig, musisk og social viden.

Funktions lege består i, at de legende får en synlig, følelsesmæssig oplevelse gennem udførelse af og ved at gentage muskulære bevægelser og sammensatte fysiske handlinger - indenfor et afgrænset fysisk bevægeskema.

 

Om funktionstegn

En fysisk funktion består af mange detaljerede enkeltfunktioner, af mange mindste enheder. Funktionen er et tegn, men består altså af mange tegn, der findes i en indbyrdes sammenhæng. En funktion er i sig selv en fortælling, og delfunktionerne er delfortællinger, som tilsammen danner en helhed. Funktionen er ikke et enkeltstående og autonomt element. Funktionens natur er udelukkende relationel - ikke substantiel.

Funktionen kan både være af irrationel og rationel karakter

- irrationel er den, når den er uden hensigt og mål kun udført for udførelsens, fornøjelsens eller lystens skyld

- rationel er den, når den har det formål at udføre eller gennemføre funktionen ud fra en hensigt om at frembringe et synligt resultat eller produkt.

 

Om funktion og aktivitet

At være i funktion er det samme som at være aktiv - at handle, at gøre noget - at finde ud af, hvor meget man fysisk magter, eller - at afprøve sig selv fysisk i forhold til andre.

At være i funktion er også at lege og sysle med ting og rekvisitter, hvortil man bruger sin krop.

At kunne bruge sin krop fuldt ud betyder, at alle kroppens funktioner bliver motorisk koordinerede, så der er en form for sammenkædning af alle kroppens bevægelser. Det kræver naturligvis, at nervesystemet er intakt.

Funktionerne skal desuden gennem hele barndommen have mulighed for grundig træning gennem leg og fysisk aktivitet. De fleste af livets handlinger – leg, idræt, at skrive, at spille et instrument, at udøve en håndværksmæssig aktivitet osv. – bygger på en sådan motorisk koordinering.

 

Om funktion og oplevelse

For at få en god følelsesmæssig stimulering ved en funktion behøver barnet rekvisitter, redskaber og legetøj til at lege med. Også meget simple og værdiløse genstande kan sagtens bruges.

Til de små børn er ting i hjemmet og genstande fra naturen altid bedre end selv de mest avancerede, moderne redskaber og legetøj (som desuden er dyre at anskaffe). Vigtigst af alt er det imidlertid, at barnet altid får mulighed for at bruge sin krop og sine sanser samtidigt.

Funktions legene stiller krav og udfordrer barnet fysisk. Legene giver mulighed for, at barnet kan afprøve forskellige motoriske færdigheder, så det lærer sin krop og sine kræfter at kende. At kunne vurdere sine kræfter i forhold til de ting, genstande og rekvisitter, som afprøves, er samtidigt en øvelse i at lære at vide, hvad man kan og ikke kan.

 

Om motoriske funktioner

Generelt omfatter begrebet motorik alt vedrørende børns udvikling, der drejer sig om at bevæge sig og at bruge hele kroppen. Det, som sædvanligvis bliver kaldt grovmotorik, er barnets bevægelse fra sted til sted med brug af hele kroppen, kropsholdninger og dette at kunne koordinere bevægelserne.

Barnet tilegner sig de grove motoriske funktioner trinvist, hvis ellers forældrene giver det lov til at bruge sin krop i leg både ude og inde. Der skal være plads til, at børnene kan lege inden døre om vinteren. Men det er oplagt at lade børnene lege ude i naturen og derved få mulighed for at eksperimentere med, hvad kroppen formår.

I bogen beskrives de mange forskellige kendetegn for motoriske lege. I forfatterskabet er der desuden bidrag med flere antologier herom.

 

Om fin motoriske funktioner

Generelt omfatter motorik som tidligere nævnt bevægelsesudviklingen.

Det, som sædvanligvis bliver kaldt finmotorik, omfatter hændernes, øjnenes og taleorganernes bevægelser og koordination.

Når børnene leger med småt legetøj eller med mindre og meget små genstande, bliver hændernes og fingrenes bevægelser koordineret i forhold til øjnenes bevægelser. Børnene ønsker at iagttage, hvad de kan gøre med legetøjet samtidig med, at de manuelt eksperimenterer med, hvor smidigt og følsomt det er muligt at flytte rundt på tingene.

Det finmotoriske element kommer ind i mange af børnenes lege og er forudsætningen for børnenes udvikling på dette område. Her nævnes kort nogle eksempler i børnenes funktionslege, hvor det især er finmotorikken, der bliver benyttet.

Også her gennemgås de mange forskellige funktioner.

 

Om tumle legens kendetegn

Gennem tumle legene får børnene erfaringer og viden om deres krop, foruden at de tilegner sig personlig, social og intuitiv viden.

Tumle er den aktivitet, de legende deltager i, når de udlever kropslige, fysiske aktiviteter, hvor tumult og kaos er den vigtigste del af legen.

Tumle leg er altid relationel og ikke substantiel, idet den legende tumler med "noget" og derved indgår i en relation til dette noget, som oftest i tumle leg er et andet menneske eller et barn.

Man kan dog også "tumle" med redskaber, ting og genstande.

At tumle legen ikke er substantiel betyder, at den ikke er, hvad den giver sig ud for.

Hvis tumle legen ser voldsom ud, er det ikke tilfældet - og hvis det ligner en rodet kamp på liv og død, er det blot kaos og tumult for den fysiske oplevelses og nydelses skyld.

 

Om kropsforståelse

Krops semiotik, kroppens tegn, dækker over to former - krops udfoldelse - og krops kommunikation. Ved at skelne mellem de to betegnelser, får man mulighed for at påpege de forskellige måder, kroppens tegn bliver tolket på i sociale sammenhænge, i kommunikation og i situationer med tydelig kropslig udfoldelse.

Budskabets præmisser. - Kroppens tegn kan være kommunikation på budskabets præmisser og være det indhold, som selve budskabet skal vise. Kommunikationen foregår gennem kroppen (og er ikke i kroppen). Derfor vil det på modtagerens side også blive aflæst og tolket på de samme præmisser, hvilket vil sige, at budskabet bliver afkodet ud fra den klassiske semiotiske form som - "noget", der for "nogen" står for noget andet end det, det umiddelbart er.

 

Om at slås for sjov

At slås for sjov

- er lege, hvor der forekommer brydekampe eller fingerede slagsmål eller kamplege mellem børn. Det ser mange gange meget voldsomt ud og foregår meget højlydt; men det er bestemt også hensigten med legen.

Både piger og drenge slås for sjov - men for drengenes vedkommende forekommer det oftere end hos pigerne, og de vilde drengelege er også meget voldsommere end pigernes. Den nye forskning i børns leg viser, at der er en meget tæt sammenhæng mellem problemløsning, kreativitet og leg.

Derfor er de vilde lege et vigtigt element for børnene, når de skal gøre nye opdagelser, som de netop gør, når de bruger kroppen sammen med andre på en sjov og underholdende måde.

Her er der ingen forskel på drenges og pigers aktiviteter.

Jo tættere børnene kan komme på det kaotiske – og alligevel klare problemet – jo mere spændende bliver det. Forskellen mellem drenges og pigers aktiviteter består alene i den måde, de tager chancer på. Her tager drengene altid mange flere chancer end pigerne.

 

Om at tumle vildt

At tumle vildt

- er lege, hvor børnene benytter sig af helt andre former for fysisk udfoldelse end at slås eller bryde med hinanden. I stedet forfølger de og fanger hinanden De ruller rundt sammen og ligger eller sidder ovenpå hinanden. De hopper og springer sammen eller tager omkring hinanden for at kramme hinanden De kilder hinanden og puffer til hinanden. Højlydte råb og skrig er en del af legen.

At tumle vildt kan som nævnt foregå på flere forskellige måder. Ofte bliver det sagt, at dyr og menneskeunger tumler for at lære at gå på jagt og for at lære at kunne klare sig, hvis det skulle blive nødvendigt. Mange af de måder, der bliver tumlet på, minder da også til forveksling om den måde, de højere primaters unger tumler og leger på.

Selvom ligheden er til stede, er der imidlertid store forskelle på menneske- og dyrebørns tumlen og leg.

 

Om overgangs legens kendetegn

Overgangs legene tilfører børnene personlig, social og intuitiv viden, men også viden om samarbejde, konstruktion og eksistens.

Overgange - er beskrivelser af og udsagn om varighed og midlertidige tilstande, hvor hændelserne er under ændring eller forandring, eller hvor overgangen er en beskrivelse af noget, der allerede er sket.

En overgangs leg kan være en hvilken som helst leg med et hvilket som helst tema.

Børnene går fra èn leg eller situation over til den næste, som måske intet har at gøre med den foregående. Stedet, hvor børnene opholder sig, og den tid, der er til rådighed, bliver omsat i en form for ny midlertidig leg.

Der kan ske meget, når børnene f.eks. i en børnehave har besluttet sig for at afbryde legen inde i børnehaven og i stedet gå ud for at lege. Overgangen rummer vidt forskellige legende situationer - det kan være leg med at tage overtøj og støvler på - og snakken om hvem der vil gynge med hvem.

I mange tilfælde er legen en konversations leg eller dialog mellem deltagerne om, hvad der måske snart skal ske, eller hvad man vil gøre. De legende giver sig frivilligt hen i en overgangs leg, da de har tillid til, at noget vil ske, uanset om det nye er organiseret af dem selv eller af andre, måske af voksne.

 

Om overgange - varigheden og tilstande

Sprogligt udtrykkes en overgang i en beretning med ord som - begyndte på (evt. en ny leg) - vedblive med (evt. at synge/ikke at synge) - holdt op (evt. med at lege) - faldt i søvn (evt. i stedet for at være vågen) - sov videre (evt. i stedet for at vågne) - kom (evt. til stede) - blev (evt. i stedet for at gå) - gik (evt. hvor man gik væk fra noget og hen til noget andet) m.m.

En overgangs tilstand er således et udsagn om, hvad en person oplever i selve tilstanden i den givne situation. Eksempelvis: Hvad skete der? - Hvad foregik der? - og om hvilket man så kan fortsætte med at spørge: Hvor længe følte du det varede? (Men ikke: Hvor lang tid i sekunder, minutter m.m. tog det).

Udsagn om overgangstilstanden kan modificeres med - i så og så lang tid som det tager at komme ned til byen (men aldrig med: på så og så lang tid!).

 

Om overgange og tid

Tid måles - astronomisk ved en regelmæssig tilbagevendende begivenhed efter solens og dermed stjernehimlens bevægelser.

Et tidsinterval - er afstanden mellem to tider, målt i forbindelse med at noget er i bevægelse.

Registreringen - af tid, selve tidsbegrebet, er dobbelttydigt, nemlig den digitale tid og den analoge tid.

Oplevelse af fysisk tid varierer meget, afhængigt af fysiologiske og psykologiske forhold. Det er konstateret, at fysisk tid opleves ændret ved skiftende temperaturer i omgivelserne og ved indtagelse af rusmidler. Psykisk er det velkendt, at det at vente på nogen eller noget ”gør tiden længere”, mens det modsatte er tilfældet ved lystbetonet syslen, at ”tiden flyver af sted”.

Tidsbegrebet er meget svært for børn at forstå. Der er ingen naturlig sammenhæng mellem et barns aktivitet, opfattelse af den tid, der er gået, og den reelle tid, sådan som den måles med de vedtagne tids systemer - den digitale tid - den analoge tid. 

 

Om overgangs leg

En overgangs leg opstår, når den legende benytter en leg som overgang til at kunne fortsætte i en anden leg.

Overgangsleg kan også være en form for leg mellem to lege - en pauseleg.

Almindeligvis er tegnene i de synlige overgangslege meget nemme at iagttage, da de legende befinder sig i en slags venteposition før den oprindelige leg fortsætter, eller en helt ny leg begynder.

Reaktionsmønstrene i legene er ofte meget irrationelle og indeholder handlinger og forløb, der ligger langt fra den oprindelige leg, der netop blev leget. Måske fordi legen udviklede sig til at blive for nærgående, udfordrende, farlig eller pågående, hvorved de legende afbøder den ved at foretage sig noget helt andet.

 

Om repetitions legens kendetegn

Gennem repetition får børn viden om alt det, der gentages og repeteres.

I repetitions legen repeteres og gentages handlemønstre fra tidligere oplevede begivenheder, situationer og episoder - og viden og erfaring bliver afprøvet.

 

Om repetition, imitation og efterligning

Imitation er efterligning af situationer og fænomener, herunder især indlæring af et handlemønster gennem observation af andres måde at gøre tingene på.

Efterligning er derfor grundlaget for selve samfundets opretholdelse, som jo består af en samling af individer, der lærer "noget" af hinanden ved at efterligne hinanden. Sådan ser det imidlertid ikke ud for den enkelte, fordi den helt personlige stil, de personlige og individuelle egenskaber og anlæg gør, at det, der bliver imiteret, langsomt får en personlig og original fremtrædelsesform.

 

Om repetitions legens kendetegn

I repetitions legen relanceres handlemønstre fra tidligere oplevede begivenheder, situationer og episoder. Repetitions legen rummer nogle af de samme elementer som Overgangs leg – Tilnærmelses leg – Ukoncentreret leg.

Ligesom i disse lege bliver repetitions legen også en del af nogle af de andre legetyper.

Disse fire nævnte legetyper har desuden den egenskab, at de kan smelte fuldstændigt sammen med en helt anden leg og blive en helhed.

 

Repetitions legen er derfor altid en del af en anden og større leg, hvor sider af denne legs tema bliver gentaget eller repeteret af barnet, både fordi det er spændende og interessant, og fordi barnet opnår en nydelse ved handlingen.

Der er ikke noget særligt originalt eller nyskabende ved at repetere eller gentage. Det nye opstår først, når barnet har lært det, som det efterligner og repeterer og derefter viser det på sin helt egen personlige, originale (og måske kreative) måde.

 

Om repetition og imitation på lavt, mellem og højt plan

Dette "at samle og sortere ting" er en øvelse i at sammenligne, efterligne og gentage i en uendelighed, men hver gang på et højere plan, fordi samleren, som sorterer det, der bliver indsamlet, bliver bedre til at sammenligne, iagttage og vurdere fra gang til gang.

Det er et menneskeligt urinstinkt at samle, og det kan lade sig gøre at samle og sortere alt i denne verden. Udgangspunktet var i tidernes morgen i løbet af menneskets udviklingshistorie naturligvis behovet for, at mennesket samlede spiseligt forråd. Senere samlede det også på forskellige materialer, og senere igen på ressourcer, som krævede forskellige former for opbevaring.

 

Om tilnærmelses legens kendetegn

Tilnærmelses lege giver børnene personlig, social og eksistentiel viden, men også viden om intuitiv og sproglig viden.

Den legende prøver på - ved hjælp af sin egen individuelle leg - at blive en del af - eller på at blive optaget i - en anden leg eller nogle andres lege.

Denne tilnærmelse kan forekomme både åbent og i det skjulte.

Den legende vil bestræbe sig på at opfylde de krav, der skal til for at kunne indgå i andres leg eller blive en del af deres leg.

Tilnærmelses leg er - ligesom overgangs leg og ukoncentreret leg - en legeform, som på forskellig vis ligger udenfor en anden leg eller legeform.

Den tjener det formål at skabe en anledning til, at den legende kan blive optaget i legen eller aktiviteten.

Det sker oftest ved, at den legende formålsløst slentrer omkring og iagttager andre børns aktiviteter og leg og pludselig begynder på en tilnærmelses leg for at vinde rettigheden til at lege sammen med de andre.

Tilnærmelses leg er derfor en form for forsøgt eller søgende indgang til en anden leg med andre.

Legen kan have mange forskellige former, afhængigt af hvordan den legende skønner, han bedst kan tilnærme sig. Legen kan derfor både være voldsom eller blid – det er underordnet, når bare den opfylder formålet.

 

Om tilnærmelses tegn

I dette essay beskrives de mest anvendte tegn på tilnærmelse, der bliver brugt i tilnærmelses legene: Den ordløse dialog - Blikket  - At holde sig til - Den voldsomme rolle  - Den drillende rolle  - At være den gavmilde - Klovnerollen - Den kloge og interesserede - At påkalde sig retten til at være med i en leg - og - At bruge smilet og latteren.

 

Om tilnærmelse ved aflæsning og tolkning

Hvornår er det leg?

Voksne kan ikke altid se, hvad det egentligt er, børnenes leg går ud på. Sådan en situation kan også udtrykkes på den måde, at de voksne ikke kan "aflæse" legen, læse legens tegn og "tekst" – finde ud af, hvad der foregår.

At "læse" og tolke legens tegn vil sige, at man, ved at se på en leg og lytte til samtalerne i legen, kan forstå den, afkode den og forklare eller genfortælle, hvad der sker. Men de børn, som kan læse legen, er umiddelbart i stand til at kunne deltage i legen uden forudgående forklaring.

Børn kan imidlertid meget nemt foregive, at de leger det ene, mens de i stedet er i gang med at eksperimentere med noget helt andet. I mange situationer kan voksne end ikke gennemskue, hvad det egentligt er, børnene foretager sig.

Undertiden "snyder" børn endda de voksne med deres lege, fordi de ved, at de så har legene for sig selv. Det kan se ud, "som om" de leger en bestemt leg, men inde i selve legen foregår der måske noget helt andet - eller en helt anden leg!

 

Om fantasifulde tilnærmelser

Den, der vil tilnærme sig andre, må derfor bruge sin fantasi for at finde på en leg eller et legende adfærdsmønster, som den eller de andre legende finder interessant nok til, at man måske vil acceptere vedkommende som ny deltager i deres leg.

Som nævnt kan den, som vil ind i legen, også kun være interesseret i at komme tæt ind på en eller flere personer i legen, fordi interessen udelukkende er rettet mod personen eller personerne.

 

Om ukoncentreret legs kendetegn

Ukoncentreret leg er en form for legende adfærd, som ser ud som leg, men ikke rigtigt er det.

Barnets måde at opføre sig på ved ukoncentreret leg ser ud, som om det er en del af den leg, der foregår - men man kan aldrig vide!

Barnets adfærd under ukoncentreret leg ligger imidlertid ved siden af eller helt udenfor selve legen. Aktiviteten ukoncentreret leg kan også være placeret mellem to lege eller som en slags "pauseleg".

 

Om vedholdenhed og udholdenhed

Vedholdenhed er evnen til at fastholde handling uafhængigt at følelser. Når et menneske arbejder frem mod at nå et mål, vil motivationen stige og falde. Nogen gange er motivationen nærværende, andre gange ikke.

Men det er dog ikke motivationen, der skaber resultater – det er handlingerne - samt udholdenheden ved at kunne klare noget selv meget anstrengende eller endda noget ubehageligt.

 

Vedholdenhed og udholdenhed gør at personen bliver ved med at foretage en handling, også selv om vedkommende ikke føler sig motiveret til at gøre det, men alligevel bliver ved med at slide i det for at nå resultater.

Vedholdenhed og udholdenhed vil dog ofte i sidste ende levere sin egen motivation, for hvis personen bliver ved med at handle, vil resultaterne efterhånden vise sig, - og selve resultaterne kan da være yderst motiverende.

 

Om ukoncentrationens kendetegn

Både børn og voksne kender den situation, at man er optaget af en leg eller aktivitet som f.eks. at tegne. I stedet begynder man pludselig at tegne formålsløse kruseduller og tænke på noget andet. Koncentrationen forsvinder, og man er i tankerne langt væk i en anden verden.

At samle sine tanker om noget bestemt er at koncentrere sig.

Koncentration er sammentrængning og fortætning af den mentale og intellektuelle energi, som skal bruges til at opfatte, at forstå eller at sanse.

Fysisk koncentration er en ophobning af al den fysiske energi, som derefter på en nærmest eksplosiv måde bliver anvendt til at udføre eller gennemføre en bestemt fysisk handling - at udføre en fysisk præstation.

 

Om ukoncentreret adfærd

Midt i et legeforløb kan et barn blive ukoncentreret, fordi det pludselig retter sin opmærksomhed mod noget andet. Barnet slipper sin egen deltagelse i legen eller, hvad det var i gang med, og træder i kortere eller længere tid ud af legen ved at foretage sig noget andet.

Næsten alt det, som børn foretager sig eller deltager i, bliver omsat til en form for leg. Det gælder, uanset om det drejer sig om en tur i byen eller om noget helt andet, som tydeligvis er en leg. Børnenes nysgerrighed gør, at de umiddelbart bliver fanget af noget, som bortleder deres opmærksomhed fra det, de var i gang med sammen med andre børn (eller forældrene).

Det er ikke altid lige let at koncentrere sig om noget, som ikke har ens interesse, og som man synes er dødkedeligt. Ikke alt i denne verden er lige sjovt. Derfor er der ikke noget at sige til, at mange børn (og voksne med) undertiden ikke er særligt koncentrerede, når de er mere eller mindre tvunget til at gøre noget, de ikke gider eller ikke har lyst til.

 

Om manglende koncentration ved læsningen af legens tekst

Hvis et barnet ikke længere vil lege en bestemt leg, kan det sige mere om barnet end om legens tema!

Temaerne i legene skifter konstant, afhængigt af den inspiration, omgivelserne tilfører børnene. Omgivelsernes stimulerende indvirke påvirker børnenes måder at lege på. I leg bliver barnet altid drevet af nysgerrighed og lysten til at eksperimentere, at afprøve muligheder og grænser. Kun manglende fantasi (ud over manglende udvikling) sætter grænserne - ellers er alt muligt.

Koncentrationen i legen er bestemt af, at barnet kan læse legens tekst – eller sagt på en anden måde: At barnet kan afkode og fortolke handlingsforløbene i de måder, hvorpå legens tema bliver undersøgt og forklaret.

Børn vil altid lege – uanset hvor de befinder sig. Det gælder, uanset om børnene befinder sig i en krigszone, en koncentrationslejr, om de opholder sig i et slumkvarter eller i et boligområde, som er fattigt på almen menneskelig inspiration.

Om at opløse legen - Når legen slutter

I dette essay beskrives situationer om leges opløsning, og hvorfor? Der fortælles om følgende årsager:

• Hvis legen ikke er god eller spændende
• Hvis legedeltagerne ikke kan blive enige om, hvordan legen skal leges
• Hvis legedeltagerne har for mange aktiviteter (bolde i luften!) i gang, så de ikke længere kan overskue de mange temaer og aktiviteter
• Hvis legens tema ligger på et for højt niveau, så den legende i kraft af alder og udviklingstrin ikke fatter legens indhold og forløb
• Hvis den legende aldrig er i stand til sammen med andre at udfylde, gennemføre og afslutte en leg, men altid vil ændre på legens præmisser
• Hvis den legende altid leger sin egen (private) leg i legen og aldrig helt bliver integreret sammen med andre legende i selve legens tema
• Hvis den legende altid vælger at lege med andre børn, hvis forståelse for legens tema ligger på et andet eller for højt niveau, så de af den grund må afslutte legen ved at bortvise den legende.

 

Om hvilke færdigheder børn skal besidde for at kunne lege med andre?

Udgangspunktet er, at vi gennem især leg (nysgerrighed og eksperimenter) og efterligning (imitation) lærer at tilpasse os hverdagens sysler og omgivelserne i dagligdagen ganske af sig selv. Derved tilegner vi os på egne individuelle præmisser evnen til koncentration, vedholdenhed, udholdenhed og styrker derved intellektet.

Dette sker, fordi legen altid er en nyskabende proces, hvorigennem vi lærer virkeligheden at kende på et helt andet plan og på egne præmisser, end når andre overtager legen. Omgivelsernes indflydelse er derved altafgørende for os. Især tilrettelæggelsen af omgivelserne er særdeles betydningsfuld.

Skal vi imidlertid have succes i legen, have mulighed for at opleve ”den store leg i livet”, er der seks færdigheder eller kompetencer, vi skal kunne beherske. Det grundlæggende i disse færdigheder lærer det lille barn fra det er 3 til ca. 6 år, men fortsætter med at lege personligt med færdighederne og afprøve dem resten af livet.

Får vi fra barndommen imidlertid ikke mulighed for at tilegne os disse færdigheder, skal vi uden tvivl have hjælp - for

• vi må kunne efterligne (imitere) og spille en rolle i ord og handlinger.
• vi må kunne gøre os forestillinger i leg om at ting og genstande kan være noget andet, end de er i virkeligheden (f.eks. at en ske kan være en telefon, en sten en hest, en træklods en bil).
• vi må kunne omsætte, hvad vi iagttager i hverdagen i det virkelige liv, til handling i en leg og kunne beskrive begge situationer.
• vi må besidde en koncentreret udholdenhed og må kunne fastholde en rolle eller et tema effektivt over en periode på mindst 10 minutter (for små børn ved 4-5 års alderen).
• vi må kunne lege sammen med et eller flere andre (børn såvel som voksne) i længere tid (for børn mindst ½ time - for voksne måske hele livet) inden for rammerne af et bestemt tema.
• vi må aktivt og deltagende kunne kommunikere både om og i legen - legen for livet!

 

Jørn Martin fortsætter med at beskrive - Legehjulets yderste ring

Idet han konstaterer, at enhver leg udviser en form - hvorved den både informerer og fastholder de legende og iagttagerne på, hvilke præmisser den eller de legende umiddelbart forholder sig til hinanden.

Formens substans er både af fysisk og psykisk karakter, og tegnene herpå både ses og erkendes ved

• antallet af legedeltagere
• hvordan legedeltagerne indbyrdes placerer sig i forhold til hinanden - og
• på hvilke præmisser de anvender hinanden.

Dette fortæller de hinanden både fysisk og psykisk, bevidst og ubevidst.

 

Ene leg

Hvor barnet i legen er engageret alene i en leg eller holder sig for sig selv.

Enelegen fortsætter, selv om barnet bliver ældre og begynder at lege med andre. Alle ting skal afprøves og sorteres, også selvom tingene ikke har så meget med hinanden at gøre. Alene lærer barnet på denne måde, hvad der er muligt eller umuligt.

Det lærer at erkende den sande virkelighed og grænserne for, hvad der kan lade sig gøre.

Enelegen er en væsentlig forudsætning for, at børn udvikler koncentration, vedholdenhed og udholdenhed.

 

Parallel leg

Barnet leger en leg eller udfører en aktivitet ved siden af et andet barn eller andre børn, men leger ikke direkte sammen med den anden eller de andre.

Barnet efterligner den voksnes koncentration, skønt det ganske udmærket ved, at dets egen leg og det, den voksne sysler med, slet ikke kan sammenlignes.

Efterligningerne - er vejen til at lære eller tilegne sig færdigheder, som det andet barn i parallellegen måske behersker. At spejle sig i den andens handlinger, at prøve på at følge den andens handlemønstre, er muligheden for at finde ud af, om man nu også behersker tingene lige så godt som den anden.

Parallellegen ophører naturligvis ikke, selvom børnene bliver ældre og nu sagtens kan lege sammen med andre i en gruppe.

 

Gruppe leg

Et barn deltager i en fælles leg eller aktivitet sammen med et andet barn eller sammen med flere andre børn – de er sammen om et mål eller formål med legen eller aktiviteten - men de er også fælles om hinanden.

Den fælles leg - fælleslegen - er en legende øvelse i at sanse fællesskabet, lære fællesskabsfølelse og denne følelses betingelser. Det er dog et spørgsmål, hvorvidt fællesskabssansen er en sans på lige fod med andre sanser, f.eks. synssansen, følesansen etc.?

Børn er først klar til at indgå i gruppelegen og lære at forstå dens principper fra 3-4 års alderen. Før den tid leger børnene enelege og parallellege.

Før forudsætningerne for at træde ind i gruppelegene er til stede, skal det enkelte barn have leget og gennemlevet rigtig mange parallellege med mange andre børn på forskellige alderstrin.

Gruppelegen er udgangspunktet for, at barnet senere i livet kan indgå i komplicerede sociale sammenhænge på mange forskellige planer.

Mange erfaringer – indhentet gennem mange forskellige slags gruppelege i hele barndommen – er også forudsætningen for, at man senere i livet at være i stand til at opbygge dybe personlige, varige forbindelser.

Legen i en gruppe, hvor man leger et bestemt emne, giver desuden børnene mulighed for sprogligt at forstå betydningen af ord og begreber, som knytter sig til emnet. Der bliver eksperimenteret, og situationer bliver prøvet af.

I en gruppeleg får de enkelte børn forskellige roller,  

- en deltagerrolle (som har noget at gøre med den måde, hvorpå legen bliver styret) og

- en temarolle (som har noget at gøre med selve legens tema eller historien i legen).

 

Fri leg

– er frie legeprocesser for processens egen skyld. Her sammenlignes fri leg med fri "forskning" - og friheden til frit at eksperimentere og undersøge.

Der er sjældent noget mål med legen, og der bliver heller ikke på forhånd forlangt et målbart resultat på baggrund af forløbet. Børnene ved, at de har legen for sig selv – og den foregår derfor for det meste på børnenes egne præmisser.

 

Utallige er de gange, hvor det fremhæves, at legen skal være udgangspunkt for læring.

Både i Danmark og Norge diskuterer man rammeplaner i børnehaver, og fra politisk side bliver det forlangt, at børnehaven skal være en ”læringsarena”, hvor disciplin, orden og forberedte læreprocesser skal forberede de små børn til fremtiden.

Disse teoretiske planer, som faktisk ender med at glemme legens vigtighed, anviser imidlertid ikke, at praksis og de gode praksisfortællinger om legende lærende processer er forudsætningen for at opnå gode resultater – på børnenes betingelser.

Det er derfor vigtigt at skelne mellem leg og læring og læring og indlæring.

Det gør man ved at skelne mellem de 3 måder, hvorpå lege organiseres.

 

Anvendt leg

– som Jørn Martin sammenligner med anvendt forskning – er planlagte forløb, som foregår i en legende atmosfære. Det er oftest de voksne, lærere og pædagoger – men også ældre børn, som på den måde prøver på at gøre en lære- eller indlæringsproces sjov og interessant.

De styrende personer dirigerer og kommunikerer både handlinger og adfærd med den klare hensigt at manipulere deltagernes opmærksomhed og mentale tilstand i relation til et ganske bestemt forhold.

 

Organiserede gruppelege styret af en voksen (sanglege eller lege med et tema eller emne, som børnene skal lære) kræver også, at børnene lærer og forstår reglerne for, at legen kan nå det mål, den voksne har opstillet.

Vi kan diskutere, om en sådan leg i det hele taget er leg på børnenes præmisser eller om den blot er en form for aktivitet, ledet og styret af en voksen person.

Heldigvis er det dog ofte sådan, at denne form for aktivitet kan udvikle sig til at inkorporere elementer af leg og legens væsen, nemlig: glædesfølelse, selvforglemmelse i dejlige oplevelser, mulighed for konkurrence og for at tage små chancer.

 

Aktions leg

Aktionsleg kan sammenlignes med “aktionsforskning”.

Det er den måde, Jørns Martin udforsker legen. Metoden indebærer direkte kontakt til de legende og et engagement i både sociale processer - og i undersøgende eksperimentelle forløb, når det drejer sig om børn. Gennem selve aktionsforløbet bliver der på den måde både ydet et bidrag til opdagelser, forandringer og forundringer, hvorved de legende får ny indsigt - og ny erkendelse.

Aktionsforskning er altså en handlingsrettet forskningsmetode, der baserer sig på et aktivt samarbejde mellem praktikere og professionelle forskere.

Det er let at udføre "aktionsforskning" med selv helt små børn, for de er både nysgerrige og naturligt undersøgende - og opfatter forløbene som en leg.

Aktionsleg og en aktionsaktivitet. Den er en ”grænseoverskridende” leg, som har til formål at fuldføre en aktion eller et forløb – ofte hvor noget bliver prøvet af – hvorunder de legende og eksperimenterende finder frem til, hvad der kan lade sig gøre, til hvad der er godt eller dårligt, hensigtsmæssigt eller uhensigtsmæssigt m.m.

Det direkte samarbejde i aktions legen og i forløbene mellem de involverede, forsker, praktiker, børn og deres pædagoger/lærere, går ud på at skabe et fælles forum for at kunne:

- definere de problemer, der skal undersøges,
- skabe relevant viden om disse problemer,
- lære og udføre undersøgelses- og opdagelses teknikker,
- træffe beslutninger og
- fortolke, hvad man har opdaget.

 

Leg og kreativitet

Begrebet ”Kreativitet” har ifølge Jørn Martin overhovedet ingen betydning og værdi for de mennesker, der udelukkende hylder det absolut konkrete. For kreativitet er nemlig overhovedet ikke konkret!

Kreativitet kan knapt nok defineres – og så vover han trods alt et lille forsøg, idet han siger, at ”Kreativitet” intet andet er end den middelmådiges forestilling om, hvad der (sikkert eller måske) ikke er middelmådigt, hvilket ender i en ikke særligt kreativ definition, der måske kan formuleres således:

For at en person – barn såvel som voksen – kan blive betegnet som kreativ, må vedkommende

• gennemføre og fuldende en aktivitet (en proces eller et forløb),
• der resulterer i et eller andet (resultat og produkt), der er nyt og brugbart for såvel personen selv som for de nærmeste omgivelser - og måske også for miljøet, samfundet og kulturen.

Børn skal, for at udvikle nysgerrighed og kreativitet, have mulighed for at opdage og opfinde nye og interessante ting at lege og eksperimentere med.

Får de det, bruger de alle deres kræfter på

• at tro på sig selv og tro på egne muligheder for at opdage
• at vurdere, dømme, tage små og store chancer og derved
• at ”overskride” og måske endda bryde rammerne og reglerne i de foreliggende muligheder, både i leg og ved eksperimenter.

De skaber derved mulighederne for udvikling af deres kreativitet.

Det forudsætter, at deres omgivelser – det for dem kreative miljø – skal være gennemtænkt, tilrettelagt og kunne tilbyde mange forskellige oplevelser og sansmæssige indtryk.

Desværre, kan man mene, er det faktisk umuligt at planlægge et kreativt miljø, da vi ikke kan vide, hvad der kan befordre og udvikle kreativitet i øjeblikket.

Kreativitet – i betydningen at skabe – at komme frem til resultatet og et produkt, noget nyt, noget værdifuldt nyt – går derfor ud på, dels at

• opfinde noget nyt (som ikke er set eller hørt før)
• opfinde en ny praksis og dermed en ny oplevelseskategori (et nyt ord, der er meget mere end det ord, der måske var kendt i forvejen om det nye)
• finde en erstatning for noget velkendt (hvis anvendelse er lige så god, anderledes eller måske bedre end det, det erstatter), og
• kunne udtrykke det velkendte på en ny måde (i ord, billeder, modeller eller metaforer)

Men ”at opfinde eller opdage” er imidlertid noget fuldstændig uudgrundeligt.

Det er nemlig slet ikke sikkert, at den kreative personlighed ved, hvad hun har opfundet eller opdaget.

Paradoksalt ved børn eksempelvis ikke, at de mange gange udtrykker sig originalt og kreativt – og Columbus vidste ikke, at han havde fundet Amerika!

”Kreativitet” er derfor ”ideernes fødsel” – mens

”Det kreative miljø” er de rammer, indenfor hvilke det originale nye

• kan få mulighed for at blive skabt, eller
• kan få mulighed for, at udvikle sig - trods alt!

Konkurrence - Det kreative konkurrencebegreb

Konkurrence er kappestrid – og i legen er det konkurrence for sjov.

Gennem konkurrencen demonstrerer og fremstiller deltagerne, hvem der har magten over det, som konkurrencen eller kappestriden drejer sig om – hvorved der under eller efter forløbets afslutning vil blive udskilt en vinder og en taber.

Et barn vil meget ofte konkurrere med sig selv – for at lære noget nyt og for at blive dygtigere. Gennem selve konkurrenceforløbet lærer de mindre dygtige af de mere dygtige – ved at efterligne. Derved tilegner alle deltagerne sig ny viden, og alle bliver dygtigere.

Det er dog ikke sikkert, at alle kan blive lige dygtige!

Som tidligere påpeget af ham, kan det naturligvis være en udmærket ide at undervise små og større børn i forskellige afmålte færdigheder.

Men uanset hvilket temaområde man underviser en gruppe børn i, vil undervisningen altid have to virkninger:

Den ene er, at alle altid bliver dygtigere.

Den anden er, at nogle altid bliver dygtigere end andre.

 

Chance - Det kreative chancebegreb

At tage en chance er risikofyldt – men det er netop det uforudsigelige, som er det udfordrende.

Det er farligt og kan være risikofyldt at tage chancer i virkeligheden, men man må gerne lege, at man tager en chance – for legen er ikke virkelighed, men bare en leg.

I en chance i virkelighedens verden – demonstrerer og fremstiller den, der tager chancen – en beslutning, som vilkårligt kan og vil ændre resultatet af et forløb, hvor der bevidst søges efter en form for afgørelse, og hvor resultatet ikke kan forudsiges.

Mange børn tager chancer, når de gætter sig frem. Derfor er det at tage en chance også mange gange forbundet med overtro.

Nogle mennesker tager aldrig chancer – nogle tager tit chancer. Nogle mennesker slipper altid – eller næsten altid – godt fra det. Andre kommer altid galt af sted, når de gør det.

Sandsynligheden ved at tage en chance og at det går godt, er altid uforudsigelig.

Derfor er det vigtigt at snakke med børn om, at det er farligt og risikofyldt at prøve sig frem, med mindre man ikke er meget påpasselig. Men det erfarer de sig oftest selv frem til!

 

Efterligning - Den kreative efterligning

Når man efterligner en situation, sammenligner man med noget, som i forvejen er sket – eller - efteraber hændelser, situationer eller personer.

Næsten alle børn lærer nye ting ved at efterligne, hvordan andre børn og voksne, som er bedre end dem selv, bærer sig ad.

At efterligne er også at konstruere, demonstrere og fremstille en kopi af noget originalt. I en efterligning af et menneskes generelle sindstilstand – lige meget om det er glæde, sorg, vrede, fortvivlede osv. – bliver der i legen benyttet bestemte mimiske og fysiske udtryksformer.

Efterligning kan gøres legende, eksperimenterende og humoristisk, men kan desværre også blive brugt til at gøre nar af en person, ved eksempelvis at vise hvilken latterlig eller sørgelig tilstand eller situation, en person er i.

I dette tilfælde er der tale om ondsindet drilleri, som kan udvikle sig til mobning, hvis det gentages dag efter dag.

 

Simulering - Den kreative simulering

At simulere vil sige, at man giver udseende af eksempelvis at være stærk, stor, ”fin dame”, Batman, ”stjerne for en aften”, ”den dygtige”, ”den dumme” eller lignende – uden at være det.

I legen er simulation derfor forudsætningen for, at legen kan fungere og udvikle sig – og at historien i legen kan blive fortalt.

I mange af legene, især i rolleleg, simulerer børnene personer og roller.

Det er både sjovt og udviklende at lege, at man er en anden person, for derved lærer man bedre at kende personen.

 

 

Drengenes legeunivers

(klik for større billede)

 

Pigernes legeunivers

(klik for større billede)

 

 

Se videre under barndomskanon legeuniverser
(side under oprettelse)