Os-klog – Social viden
- er at kunne skelne sindsstemninger og følelser hos andre mennesker
- og at kunne samarbejde
Sociale positive faktorer er alle de ting, som har indflydelse på, hvordan og hvorledes både det enkelte menneske og de forskellige grupper i et samfund har mulighed for at udvikle frihed og lighed – samt på at løse opgaverne med at hjælpe hinanden i både offentlig og privat regi.
Derved får alle medlemmerne i samfundet et socialt ansvar og sociale forpligtelser.
Der skal være en fælles vilje til at gøre noget for hinanden – især over de mennesker i samfundet, som af sociale årsager har behov herfor.
Man siger, at politik begynder i familien og i børnehave – for politik er den praktiske viden om, hvordan man skal opføre sig ordentligt overfor hinanden og om hvordan børn og voksne i fællesskab kan at lede og styre tingene i hverdagen.
Hertil kræves der social moral – og moral er det børn lærer ved at være sammen med andre mennesker omkring hverdagens små og større problemer.
Det er væsentligt og vigtigt at have gode regler og vane, når man skal være sammen med andre mennesker. Reglerne anviser, hvad der er rigtigt og forkert, men også hvad der er godt og ondt.
10 Os-kloge lege- og læringskategorier
Os kloghed – social intelligens udvikles gennem leg og erfaring
- sociale faktorer
- menneskerettigheder
- etnicitet
- politiske faktorer
- ansvar
- økonomiske faktorer
- menneskers behov
- miljøfaktorer
- moral og ansvar
- regler og normer
Børnene der leger som om de er os-kloge
- foregiver at de vil være en slags lærere, trænere, præster, skuespillere, socialrådgivere, organisatorer, ledere, politikere o.lign.
Disse børn udvikler sig til at forstå
andre børn og voksne - at fungere i samspil med andre på mange forskellige sociale og demokratiske planer.
De har brug for
trivsel i sociale sammenhænge, at samtale, lytte, samarbejde, diskutere og have mulighed for at dele deres erfaringer med andre.
De vil elsker
at fremlægge ideer, skabe sammenhæng og forståelse, have mange venner og at indgå i mange forskellige fællesskaber.
De bliver gode til
ledelse og styring, at organisere i mange forskellige sammenhænge, mægle, samarbejde og at påtage sig ansvar.
De bliver stimuleret til udvikling af oskloghed
af samvær, sociale sammenkomster, problemløsningsprocesser i grupper, fester og fællesbegivenheder, højtider osv.
Udfordringerne
Det er en klassisk diskussion, hvorvidt det enkelte menneske er født socialt eller ej. Men i vort samfund er de sociale og demokratiske processer udgangspunktet for at samfundet kan fungere ud fra de sociale og demokratiske love og bestemmelser, vi har vedtaget og er enige om at håndhæve.
Heri er indarbejdet en respekt for det enkelte menneske, herunder for børns udvikling, trivsel og behov. At udvikle sig til et socialt individ er en læreproces i at være sammen med andre, at øve sig i samvær, samt at samarbejde om at nå nogle fælles mål vedtaget af gruppen og de andre sociale enheder, man befinder sig i.
Udgangspunktet er altid respekten for det enkelte menneskes behov og ønsker, evner, færdigheder, interesser, følelser og talenter. Udvikles de på bedste vis gennem et samvær med andre, vil personen senere ikke være betænkelig ved at dele ud af sin viden og færdigheder til andre.
For børnenes vedkommen tager de sociale læreprocesser afsæt i børnehaven og skolen. Det betyder, at pædagoger og lærere må være i stand til at tilrettelægge udfordringerne i overensstemmelse med de enkelte børns individuelle behov og udvikling.
Det er let og nemt at fortælle og at lære børn, at enhver er sig selv nærmest eller sin egen lykkes smed. Resultatet alene vil blive et samfund af egocentriske borgere uden social moral.
Udfordringen i dagens og fremtidens samfund er at forene de to begreber - individuel socialitet og social individualisme. Begge begreber henviser til hvordan nutidens børn - med stærke individuelle træk udviser vilje og talent for at samarbejde og socialt supplere hinanden - kan nå nogle fælles mål.
Grundvilkårene
- for at kunne udvikle både evnen og glæden ved socialt samvær med andre – begynder i barnets familie, hvor forældre og børn kan lege sammen, lære at tage hensyn til hinanden og hvor barnet kan få fortalt hvad der er rigtigt og forkert.
Børns gode opvækstvilkår tager udgangspunkt i kærligheden mellem forældre og børn, tryghed i hverdagen og muligheden for at få mange interessante, spændende og positive oplevelser sammen.
For at barnet skal kunne udvikle selvværd i barndommen og opvæksten er det nødvendigt med omsorg og opmærksomhed – men også at der bliver stillet krav til barnet om at om at vise hjælpsomhed, tolerance og forståelse overfor andre.
I børnehaven og i klassen i skolen skal børnene lære at samarbejde, løse små og større opgaver sammen og sammen træne i at blive bedre til det, forældre, pædagoger, lærere og børnene selv ønsker, der skal læres.
Når børnene bliver voksne vil der blive krævet samarbejde på mange planer. I skolen kan det udvikles gennem træning gennem mange vidt forskellige gruppeprøver – gruppeprøver, tests og eksamener på mange forskellige måder.
I mødet med andre mennesker bliver vi selv til. Vi er ikke et reflekterende og selvbevidst jeg uden mødet med andre mennesker, da der ellers ikke ville være noget at reflekterer sig op imod. Derfor ville en verden uden personligheder være en ureflekteret verden, hvor enshed og afrettethed erstatter udvikling og dynamik. Man kan argumentere for, at mangfoldigheden blandt menneskeheden er et ”bevis” for dennes selv samme berettigelse eller betydning.
I mangfoldighedens fodspor følger altid tolerance og disse to begreber har en afgørende tyngde i udviklingen af det hele menneske.
Men de grundvilkår, der skal være til stede, er at forlange at børnene får mulighed for fysisk at udvikle sig gennem forskellige former for idræt og friluftliv. Desuden at forældrene, børnehaven og skolen sørger for, at børnenes kost er sund og nærende. Vigtigt er det også, at hvert barn lærer at passe på sig selv, at få indlært gode vaner i forhold til søvn og hvile – og at kunne glæde sig over, når andre børn viser fremskridt i forhold til at lære noget nyt.
Legetøj og redskaber, der stimulerer os-kloghed:
Dyrefigurer/ bondegård og zoo m.m.
Seriedukker og -dyr
Rekvisitter
Samle- og bytteobjekter og kort
Sociale faktorer
På billedet spiller to børn bold med hinanden – en lidt ældre pige og en lidt yngre dreng. De er ikke lige gode i boldspillet, da pigen er større og ældre end drengen og derfor kan meget mere end drengen. Men derfor kan de godt spille bold eller lege sammen, for man kan hjælpe hinanden og lære af hinanden – og derved få glæde og fornøjelse af fællesskabet.
Sociale positive faktorer er alle de ting, som har indflydelse på, hvordan og hvorledes både det enkelte menneske og de forskellige grupper i et samfund har mulighed for personlig udvikling, for frihed og lighed – samt på opgaverne med at hjælpe hinanden.
Derved får alle medlemmerne i samfundet et socialt ansvar og sociale forpligtelser.
Der skal være en fælles vilje til at gøre noget for hinanden – især over de mennesker i samfundet, som af sociale årsager har behov herfor.
Samfundet består af forskellige samfundsgrupper. I en samfundsgruppe har alle visse veldefinerede træk tilfælles – og de forskellige grupper har igen nogle fælles træk, som gør at de indbyrdes udviser en social forståelse for hinanden.
Forskellige sociale faktorer i familien (forældrenes barndom, uddannelse, arbejde, samliv, bolig, kost m.m.) kan ligge til grund for, at nogle børn i forhold til andre ikke får de sammen naturlige muligheder for en optimal udvikling (tryg og kærlig barndom, godt børnehave- og skolemiljø, sundt fritidsmiljø m.m.).
Men velfærdssamfundets social- og uddannelsesinstitutioner kan i de fleste tilfælde nå at kompensere og hjælpe disse børn.
Sociale og demokratiske lighedsidealer danner sammen med liberale teorier baggrunden for, at negative sociale faktorer ikke skal være skyld i, at børn mistrives.
Børn har lige fra de er små (på trods af, at de også kan mærke at ikke alle er ens) en meget stærk social fornemmelse for, at fællesskab og samvær i børnegruppen er forudsætningerne for at have det godt sammen. Det giver derfor også plads til individuelle udviklingsmuligheder for de enkelte børn.
Oplevelse af fællesskab gennem praktiske eksemplariske eksempler samt sociale lege og rollespil - hvor dette at dele med hinanden og udvise solidaritet og hjælpsomhed vil give ros og fordele - er måden hvorpå børnene lærer, at både social individualisme og individuel social adfærd er forudsætningen for lighed og frihed.
Menneskerettigheder
Billedet viser to børn, som kommer fra hver sin verdensdel. Nu sidder de ved samme skolebord og hører om og lærer de samme ting. Det er nemlig en menneskeret at få lov til at lære noget.
Menneskerettigheder er en række for mennesket naturlige rettigheder, som må anses at tilkomme ethvert menneske. De skal derfor respekteres og bevares af alle grupper, enhver nation og stat.
Menneskerettighederne er også en lang række retskrav, som det enkelte menneske kan forlange overholdt af myndighederne.
Menneskerettighederne bliver imidlertid ikke betragtet som en retskilde til grundlag for en positiv rets udøvelse.
Alligevel indgår rettighederne i alle civiliserede landes grundlove og blev også grundlaget for den europæiske konvention om menneskerettigheder fra 1953. Heri står, at de lande der underskriver den, forpligter sig til
- At beskytte det enkeltes menneskes ret til livet
- At ingen må underkastes tortur eller umenneskelig og vanærende behandling og straf
- At ingen må holdes i slaveri eller trældom eller må beordres til at udføre tvangs- eller pligtarbejde
- At enhver har ret til frihed og personlig sikkerhed
- At ingen må berøves friheden bortset fra ved lovlig anholdelse eller forvaring og har krav på at blive stillet for en dommer
- At enhver har ret til respekt for sit privat- og familieliv, sit hjem og sin korrespondance,
- endvidere til tanke og trosfrihed, ytringsfrihed samt forsamlings- og foreningsfrihed uden hensyn til køn, race, hudfarve, sprog, religion, politisk eller anden overbevisning, national eller social oprindelse, nationalt mindretal, formue, fødsel eller ethvert andet forhold.
- Hertil kommer desuden ejendomsrettens ukrænkelighed,
- retten til uddannelse
- og retten til at kunne deltage i frie valg.
Menneskerettigheder burde være en selvfølge, men bliver ustandselig brudt i mange diktaturstater, hvilket medfører at mange mennesker flygter til lande, hvor frihed er en selvfølge.
Børn lærer at forstå menneskerettighederne og menneskes ønsker om frihed ved at man snakker med børnene om, hvad der vedkommer dem. Det drejer således om nærvær, at lytte til hinandens ønsker om det gode liv, - men også om indbyrdes social disciplin og ubetinget hensyn overfor dem, som er lidende eller er i nød.
Der stilles derfor krav om at opføre sig ordentligt, om civiliseret og humanistisk adfærd og opførsel overfor alle, børn som voksne, i hverdagen, på arbejdspladsen, i børnehaven, i skolen og i samfundet i øvrigt.
Etnicitet
Billedet viser børn fra forskellige steder på kloden. De har alle det til fælles, at de er børn og skal vokse op til at samarbejde, vise forståelse for hinandens ønsker og behov – og få et godt og lykkeligt liv.
Selv om de er af forskellig race og tilhører forskellige folkeslag, skal de sammen bo på den klode, vi kalder Jorden. Nogle gange kræver det øvelse at lære det, men det er nu engang forudsætningen for folkelig sameksistens.
Etnicitet er hvad der karakteriserer og har med folkeslag eller race at gøre.
Nogle grupper i samfundet udgør en etnisk minoritet, idet de er bosat i et andet land end det de oprindelig kommer fra.
Etnocentrisme er en overdreven national- eller folkefølelse, som desværre kan vise sig som ringeagt for andre nationer eller folkegrupper.
Skønt der er uenighed om selve definitionen af begrebet ”etnicitet”, betragtes etnicitet som både et individuelt og et gruppefænomen.
Indvandrerne er i vid udstrækning organiseret på basis af etnicitet.
Et etnisk tilhørsforhold er almindeligvis et opdelende forhold:
- Hvilket distrikt kommer du fra?
- Hvilken landsby?
- Hvilken dialekt taler du?
- Tilhører du et mindretal?
At lære om andre folkeslag er et særligt vigtigt emne i en interkulturel undervisning, som søger at udvikle børnenes forståelse for forskellige måder at leve på.
Etnocentriske holdninger: ”vi er de bedste, vi er de største, de stærkeste, ” osv. påvirker børn af etniske minoritetsgrupper både hvad angår deres etniske selvopfattelse – og forholdet til majoritetskulturen. Disse opfattelser af en kulturs bedreværd i forhold til andre kulturer bevirker, at ikke-europæiske kulturer, ud fra europæiske værdikriterier, desværre ofte bliver betragtet som underlegne.
Etnocentriske holdninger giver altid et fortegnet billede af såvel europæiske som ikke-europæiske kulturer og deres historie.
Som lærer og pædagog må man udfordre børnenes etnocentriske holdninger i bestræbelserne på at udvide deres begrænsede omverdensorientering og –forståelse. Børnene skal have et betydeligt mere nuanceret syn på, hvordan en gruppe menneskers eksistens er og var i et bestemt geografisk område på et bestemt historisk tidspunkt.
Politiske faktorer
På billedet er to børn kommet op at skændes om en bamse. Den ene af børnene ejer bamsen – den anden vil låne den for at lege med den, men det vil ejeren ikke være med til. Grunden er også, at ham der ingen bamse har ønskede sig en i julegave, men fik ingen. Nu er han faktisk sur på ham, som har en bamse, så derfor mener han, at han skal have lov til at låne den. – Imidlertid har vi en lov der siger, at man ikke må tage andres ting – eller komme til at låne dem, uden først at spørge om lov.
Drengen spurgte faktisk om lov, men fik et nej – så nu er han sur.
Politik er læren og viden om staten - og om de politiske midler et land anvender for at nå sine mål. Målet for et land vil oftest altid være at have så god en politik, at der skabes lykke og fremgang for alle. Politisk uenighed drejer sig om de midler, man vil benytte til at skabe fremgang.
De politiske faktorer – til at opnå fremgang og lykke for alle – er i vores tilfælde demokrati, lighed, retfærdighed og velfærdsstatens styrke, garanti og sikkerhed for at alle trives og har det godt.
Politik begynder i børnehaven. I velfærdsstatens børnehave sørger man godt for alle børn, støtter dem i deres individuelle udvikling, lærer dem at respektere andre og andres ejendom og finder frem til en retfærdig løsning på problemer og konflikter. Det gælder også konflikten om hvem der skal lege med bamsen.
Blandt de politiske faktorer er de demokratiske spilleregler de vigtigste. Det er også den demokratiske grundtanke børnene skal lære ved at være sammen med andre børn i børnehaven og skolen. Grundtanken er, at alle voksne og børn skal have part i og medansvar (afhængig af alder og udvikling) for den daglige styrelse. Dette kan opnås, enten ved at alle stemmer for eller imod de forslag der stilles til forandring og forbedring, eller ved at vælge repræsentanter til nævn og bestyrelser, som derpå diskuterer og stemmer om forslagene.
Vi opfatter den demokratiske proces som den mulige løsning på alle de politiske problemer. I børnehaven og skolen er det imidlertid vigtigt, at den demokratiske opdragelse, som foregår i hverdagen, også må omfatte en solidaritetsfølelse for de børn, som har det svært og kan have vanskeligt ved at lære.
Denne solidaritetsfølelse kan komme til udtryk ved at vise hjælpsomhed med og forståelse for, at alle børn tilegner sig viden på forskellig vis – og at alle børn har forskellige læringsstile – og legestile.
Dette er en af de væsentligste måder hvorpå lighed og retfærdighed kan blive en faktor i børnenes læring.
Ansvar
På billedet har to børn lige knust en rude. De spillede fodbold og lige pludselig fløj bolden op på ruden og knuste den. Det er meget svært at afgøre, hvem der sparkede til bolden, fordi de begge rørte ved bolden samtidig. Derfor vil ingen af dem være ved at have knust ruden. Faktisk er de begge to på vej fra stedet, så når det opdages, at ruden er knust, kan man ikke finde ud af, hvem der har gjort det.
Ansvar er en forpligtelse – men ansvar er også at passe på.
Ansvar og forpligtelse viser sig på tre måder:
- Man forpligter sig til at sørge for, at noget bestemt ikke sker –
- man kan ved at have ansvaret også forpligte sig til, at noget bestemt skal ske -
- og man kan desuden ved at have ansvaret forpligte sig til at gøre eller udføre noget ganske bestemt, såfremt noget ganske bestemt pludselig sker.
Ansvar er desuden, at når man påtager sig og indvilger i at have ansvaret for noget bestemt, påtager man sig også en forpligtelse til at sikre, at tingene er som de skal være og ikke bliver anderledes, end alle forventer, de skal være.
Hvis man påtager sig ansvaret for noget, som allerede er sket, bærer man derved også ansvaret for, hvad der er hændt og man anses for at være årsagen til dette.
Man kan tage ansvaret for noget, som kan være meget krævende og alvorligt – men det kan også være nemt, let og ligetil. Uanset om det er det ene eller det andet, medfører det altid, at den som har påtaget sig det også bærer skylden, hvis noget går galt.
Det er ikke så ligetil for små børn at forstå begrebet ansvar, men de forventer naturligt, at forældrene tager sig af dem, hvis de har behov for noget.
Forældreansvar er et klassisk begreb – ligesom søskendeansvar. Ansvaret overfor de mennesker, man er tættest på i hverdagen - for pædagoger og lærere de børn, man tager sig af, samt kolleger og samarbejdspartnere - kan ligeledes være ansvarsfuldt og forpligtende. Det samme gælder overfor de dyr, som er i ens varetægt.
Børn skal lære at påtage sig ansvar i overensstemmelse med deres alder og udvikling.
Her er det første og største ansvar ubetinget at være hjælpsomme overfor yngre børn.
Herfra går en lige linie til de næste ansvarsopgaver for børn, og det er at hjælpe til i hjemmet, passe på sine egne og andres ting, påtage sig ansvaret for små eller større opgaver i børnehaven og skolen.
Sammen med barnet kan man lave en ansvarsliste over opgaverne – og snakke om forpligtelserne.
Økonomiske faktorer
På billedet spiller nogle større børn Monopoly. For at forstå de grundlæggende regler og principper i dette spil skal børnene være mindst 8-10 år gamle. Børn i 4-5 års alderen forstår godt, at alle ting har en værdi, som kan gøres op i penge. De forstår også, at hvis man ingen penge har, kan man ikke købe det man ønsker sig. Så det bliver et spørgsmål om at anskaffe sig penge – hvis det er muligt – for ellers må man undvære.
Nationaløkonomi søger at beskrive, forklare og finde årsagerne til de økonomiske tilstande og bevægelser i samfundet. Det er i en simpel form læren og viden om den økonomiske værdi.
Alt har værdi og kan derfor værdisættes – dvs. at det er muligt at sætte en pris på tingene. Problemet er imidlertid, at prisen på en bestemt ting ikke altid er den samme - oftest pga. udbud og efterspørgsel.
Alle har en økonomi, som skal overholdes. Det drejer sig om - den enkelte persons økonomi, som også er det enkelte barns – familiens – nærsamfundets eller kommunens – regionens – nationens og landets - foruden den globale økonomi.
Børn fra 5-6 års alderen kan godt forstå de efterfølgende tre basale økonomiske faktorer, som har stor indflydelse på hinanden. Det drejer sig om:
- Den enkeltes (barnets) økonomi: Hvordan er den økonomiske tilstand eller situation for mig lige nu? Hvor mange penge har jeg? Har jeg nok? Hvad vil jeg gøre med dem og hvad kan jeg måske købe?
- Det offentliges (forældrenes) indgriben i den enkeltes økonomi: Hvem vil gribe ind i, hvad jeg må med mine penge - og hvordan bliver det gjort? Vil mor eller far blande sig i, hvordan jeg skal bruge mine penge? – eller, måske kan jeg tjene nogle flere penge – eller, få nogle af bedstefar eller bedstemor. Jeg får måske også penge til min fødselsdag, men hvor mange?
- Statens og erhvervslivets (herunder forældrenes arbejdsplads) indflydelse: Hvordan kan det være, at mange ting er blevet dyrere? – Mor og far har ikke mere så mange penge til overs, fordi de skal betale så meget i skat – eller fordi tingene generelt bare er blevet dyrere.
Institutions- og skoleøkonomi: Ud fra disse tre økonomiske grundfaktorer kan mange børn fra 8-10 års alderen begynde at forstå både familiens, deres klasses eller en skoles økonomi og budget.
De ældste børnehavebørn kan godt deltage i udvælgelsen af legetøj i forhold til hvor mange penge, der er til rådighed.
Er børn først blevet vænnet til at deltage i diskussionen om økonomi og budget, vil de som regel også automatisk udvise ansvarlighed og påpasselighed – alt afhængig af alder og udvikling.
Menneskers behov
På billedet ser vi nogle børn, som samler penge ind til nødlidende, fattige og syge børn i Afrika. Børn møder og ser billeder af nødlidende børn og deres forældre på TV, i aviser, dagblade og magasiner. Desuden bliver der i børnehaven og skolen talt om krig, fattigdom, forældreløshed, sygdom og nød.
Nogle børn vil derfor gerne gøre noget for andre, eksempelvis være deltagere i en indsamling.
Behov er trang, fornødenhed, nødvendighed og tarv, idet den der har behov for noget bestemt stræber efter at få behovet tilfredsstillet - men behov kan også være et udtryk for dagligt forbrug eller bare en spontan lyst eller indskydelse til at erhverve sig noget bestemt.
Alle mennesker har nogle fundamentale behov, som skal dækkes. Generelt drejer det sig om de såkaldte mangelbehov og vækstbehov.
Mangelbehovene er:
- Fysiske behov - at få varme – at sove trygt – at spise sig mæt
- Sikkerhedsbehov - at få faste rammer – at få beskyttelse – at få sikkerhed
- Sociale behov - at have kontakt med familie og meningsfæller – at høre til i en gruppe – at være en del af et fællesskab
Almindeligvis siger man, at mangelbehovene skal tilfredsstilles hos det enkelte menneske, før det har overskud til at søge at få tilfredsstillet de såkaldte vækstbehov.
Vækstbehovene er:
- Præstationsbehov - at få anerkendelse – at værne om sin identitet – at have status
- Selvrealiseringsbehov – at lege – at skabe – at eksperimentere – at udvikle sig kreativt – at drømme og sætte sig mål.
For ikke så få år siden var mange af den opfattelse, at mennesker generelt (børn som voksne) ikke evnede at opfylde vækst behovene, før mangelbehovene var blevet tilfredsstillet. Derfor kom opfyldelsen af mangelbehovene også til at fremstå som primære behov, mens vækstbehovene stod for noget sekundært, som et menneske søgte at få opfyldt på et andet tidspunkt.
I dag og i fremtiden - i de vestlige samfund - kan vi tillade os at vende modellen for behovstilfredsstillelse, fordi de fleste børn og deres forældre generelt automatisk får opfyldt de såkaldte mangelbehov. Det bliver opfattet som en menneskeret, at alle kan stille krav herom. Herefter bliver tiden og overskuddet helt og holdent brugt til at koncentrere sig om at få tilfredsstillet vækstbehovene, som naturligvis også forekommer at være mere interessante for både voksne og børn. Det er derfor næsten blevet et krav, at ethvert menneske skal have mulighed for at udvikle sig kreativt og fagligt, eksperimentere og skabe til gavn for både sig selv og samfundet.
Samfundet bliver på dette grundlag tilført nye interessante ideer for vækst, da det enkelte menneske naturligt får mulighed for at sætte sig nogle individuelle og personlige mål, som vedkommende finder er interessante, spændende og motiverende at nå. Denne form for selvrealisering og leg – både alene og sammen med andre – er også motiverende for kreative og eksperimenterende aktiviteter generelt.
Miljøfaktorer
På billedet er nogle børn ved at fiske ved en å. Det har de gjort så tit, fordi det er sjovt og spændende. Men netop i dag, da de skal til at fiske, opdager de, at åen er forurenet af spildevand og stinker modbydeligt.
Det er ulovligt at hælde spildevand i åen – som faktisk er et stykke smuk natur. Det forurener og ødelægger miljøet, ligesom det ødelægger børnenes dejlige leg med at fiske og lære åen at kende.
Miljø – er de naturbestemte og sociale ydre omstændigheder, der præger et levende væsens tilværelse.
Miljø er også de fælles forhold der gør sig gældende for et menneske, en gruppe mennesker eller et stort antal mennesker, som er bosiddende i et bestemt område.
Det lokalområde vi bor i, er præget af mange menneskers brug af området gennem årtusinder. Miljøet har ikke altid været det samme, men er blevet ændret i forhold til, hvad det skulle benyttes til.
I dag bliver bestemte miljøer – landskaber, naturdistrikter, lokalområder af særlig karakter, biotoper – fredet for at kunne bevares for eftertiden. Disse områder har ofte en særlig eller speciel betydning i kraft af deres særegne, originale eller skønne natur, plante- og dyreliv eller historisk betydning. Derfor bliver områderne beskyttet og bevaret, så alle kan komme og opleve betydningen.
Mange ganske almindelige miljøer bliver ofte forurenet med gift eller affald. Det kan være strande, skovbryn, enge eller marker. Forureningen kan være alt – fra almindeligt affald der bare er efterladt som skrot og skrammel og som det vil tage naturen mange år at nedbryde - eller forureningen kan også være så voldsom, at det påvirker folks sundhed.
Børn bliver meget hurtigt bevidste om, at det er forbudt at efterlade affald i naturen, samt at man ikke må smide papir og skrald på veje og gader. Desuden kan de også ofte mærke og sanse, hvis omgivelserne, jorden, luften eller vandet, er forurenet.
Opdragelse til miljøbevidsthed begynder mens børnene er små. Voksne skal vise sig som gode eksempler ved at demonstrere, forklare og anvise, hvordan man beskytter sårbare miljøer – men også børnehaven og skolen skal demonstrere miljøbevidsthed.
Efterfølgende er børnene meget hurtige til at bringe deres viden med hjem til forældre og søskende og derved påvirke deres egne omgivelser i den gode retning.
Det er vigtigt, at børnene allerede fra de er små får mulighed for at sanse den oprindelige natur. Det kan ske ved besøg, udflugter eller direkte længerevarende ophold med overnatning i et naturmiljø.
Moral og ansvar
På biledet får et barn at vide af en voksen, at det ikke må tage et æble, før det er modent og før det har fået lov – men et andet barn har allerede taget et æble. Han tog nemlig æblet mens den voksne ikke var til stede – for ”hvad man ikke ser, får man ikke ondt af!”.
At den voksne måske har ret, er han da ligeglad med, bare han får, hvad han har lyst til.
Moral er det man lærer ved at være sammen med andre mennesker.
Hvad er det rigtige eller forkerte? – hvad er det gode eller onde? - hvordan skal man anvende det - når det bliver uddraget fra det man lærer eller erfarer i forhold til andre mennesker? - fra de forskellige situationer, man er eller har været i - og hvordan kan og bør man senere benytte denne viden i de beslutninger og handlinger, man derefter tager eller vil tage?
Ordene moral og etik bliver mange gange brugt i flæng, og det betyder også – næsten - det samme.
Moral er det vi alle må lære af at være sammen med andre mennesker.
- Det betyder, at opfattelsen af det gode og rigtige er bestemt af den tid vi befinder os i nu, samt af de erfaringer, man får ved at erkende, at det i længden er fordelagtigt at tage hensyn til andre end udelukkende til sig selv – og at dette er menneskeligt og socialt sympatisk.
Etik er mere en vurdering af den enkelte persons individuelle handlinger på baggrund af vedkommendes individuelle personlighed – ofte ud fra en religiøs tilgang.
- Det betyder, at opfattelsen af det gode og rigtige inderst inde beror på noget medfødt, et instinkt, som i sig selv er udtryk for livets og tilværelsens højere orden – og måske er meddelt mennesket ved en oprindelig (religiøs) åbenbaring.
Det drejer sig her om moralsk ansvarlighed - hvad der er godt og rigtigt her i livet og tilværelsen, og det skal tydeligt kunne ses: - i forhold til andre mennesker - i forhold til sig selv – og i forhold til dyr, planter og natur - og i forhold til den klode, vi bebor.
Det kan man så vise eller demonstrere:
- Ved at opføre sig sådan, at det fører til størst mulig lykke for de flest mulige i samfundet lokalt og globalt. Det er at gøre sit bedste for velfærden – og udvise ”social moral”.
- Ved pligtfuldt altid at udføre det gode og det rigtige. Altid at gøre sin pligt i forhold til det gode og det rigtige – er at udvise ”dydens moral”.
- Ved at få opfyldt sin personlige individuelle ønsker og behov i forhold til andre. At følge sin lyst til at opnå det skønne, det sande og det gode i livet – er at udvise ”personlig moral”.
- Ved altid at gøre det gode, som Gud har befalet det. At følge sin religiøse overbevisning og tro på budskabet om evig godhed – er at udvise ”religiøs moral”.
Hvad der er moralsk rigtigt lærer børnene gennem historier og fortællinger om, hvordan man skal opføre sig – hvad der er dydigt, korrekt, medmenneskeligt, pligtfuldt – men også ved at lytte til fortællinger og myter om alt det skønne, det sande og det gode – samt det modsatte!
Regler og normer
På billedet foretager en af spillerne sig noget, han ikke må. Det er selvfølgelig vigtigt at han får det at vide, inden han kommer til at gøre det igen. Andre børn og voksne kan fortælle ham om, hvordan reglerne og betingelserne er - eller dommeren kan gribe ind.
Regel er skik og brug - ofte en vane, undertiden en rettesnor og ledetråd, men kan også være en forskrift eller en vedtægt. Nogle regler er lov, hævd eller dogme.
Regler anviser, hvad der er rigtigt eller forkert, men også hvad der er godt eller ondt.
At lære, forstå og at overholde regler tager tid – for der er ingen regel uden en undtagelse – og lige netop det kan være vanskeligt at forstå for både børn og voksne.
Fra 2 års alderen begynder børnene at forstå, at alting ikke altid er tilladt. Små børn opdager, at andre børn og de voksne bliver sure, hvis de gør noget forkert.
Reglerne sætter grænser for, hvad der er tilladt. I forskellige lege og spil er der flere forskellige slags regler.
Desuden indeholder regler også bestemmelser om, hvor meget tid, plads eller rum de forskellige deltagere har til rådighed i selve den situation eller begivenhed, hvor der bliver leget eller spillet.
I lege og spil optræder fem grundtyper af regler:
Vaneregler – normregler – rettesnorsregler – vedtægtsregler – lovmæssige regler.
Det er ikke så ligetil at vide, om reglerne i en leg eller i et spil altid bliver overholdt af alle. En voksen, et større barn - og i næsten alle spil er der en dommer – kan kontrollere, at reglerne bliver overholdt. Men det er ikke nemt at vide hvilke regler og bestemmelser der hører til i en bestemt leg, fordi legens regler nogle gange kolliderer med reglerne og normerne i hverdagens virkelighed. Børnene skal derfor lære at sondre mellem hvilke regler, der skal overholdes og hvilken type regler man godt ”må bøje”.
Små børn skal til at lære at der er faste regler i spil – hvorimod en legs regler godt kan ændre sig. Der er desuden regler for de forskellige lege som leges på de forskellige alderstrin. Derfor tager børn meget ofte fejl af reglerne.
Måske vælger de at gøre, hvad der passer dem bedst, og det bryder lidt ældre børn, som kender reglerne, sig bestemt ikke om.
Os-klog videns skema
|
|
Lege, opdage og forstå |
|
Socialt |
|
|
Politisk |
|
|
Økonomisk |
|
|
Geografisk |
|